Sofia Lynggaard: “Når man hedder Lynggaard (…), er der mange øjne på en. For er hun der kun pga. sit navn?”

“Sidste år fejrede vi 60-års jubilæum i Ole Lynggaard Copenhagen, og det var mit mål at have en færdig kollektion, så vi kunne være tre generationer – min morfar, min mor og mig – der præsenterede pieces til den dertilhørende udstilling ‘Diamantjubilæum’ på Øregård Museum. Nu bliver smykkerne så officielt lanceret i april. De har været undervejs i flere år, og det føles meget stort pludselig at træde ind i familieforetagendet på den måde og vise noget frem, som jeg har arbejdet på så længe.”

“Det er et univers bestående af to kollektioner. ‘Young Fish’ med bl.a. en lillefingerring af en fisk med store øjne, et krabbeklosvedhæng og en stor blækspruttering, der fylder tre fingre, og ‘Under the Sea’, der er smykker med lidt mere klassisk udtryk, men som også tager afsæt i havet: vandets evige bevægelighed, og de former man ser i sandet og på havets bund.”

Foto: Tue Blichfeldt

“Jeg holder meget af at gå en lang tur uden min telefon og sætte mig et eller andet sted undervejs, måske på en træstub, og se på naturen gå sin rolige gang. Ligesom at tegningen er min escape, er naturen det også,” siger Sofia Lynggaard Normann.

“Jeg glæder mig naturligvis til at præsentere for resten af verden, hvad jeg har lagt tanker og kræfter i, men jeg er også nervøs. Mest af alt for ikke at blive forstået. Det er kollektioner, som er blevet meget personlig for mig, med en del subtile budskaber om at fordybe sig og finde tid til ro og refleksion. Jeg er håndværksmæssigt gået all-in, fordi jeg ønsker, at folk bruger tid på at studere universet. Det er måske lidt meget at bede om, at man beundrer det som et kunstværk, men jeg håber i det mindste, at folk vil finde ro til at fordybe sig i noget, der har krævet hårdt arbejde.”

“For jeg oplever, at mange er hurtige til at spørge: ‘What’s next?’ Jeg synes, det er symptomatisk for tiden, og det kan godt overrumple mig lidt, for jeg har brugt så meget tid på kollektionerne, det er kæmpestort for mig endelig at sende dem ud, men bliver der overhovedet tid til at fordybe sig i dem og forstå tankerne bag? Eller er folk allerede på vej videre?”

Inspiration i havbunden

“For syv år siden tog jeg mit dykkercertifikat i Australien, og lige siden har jeg elsket det. Jeg finder det utroligt meditativt at dykke under vandet og bare være 100 procent til stede i de former, fisk og detaljer, man ser. Den måde, man er observant på, kan jeg ikke sammenligne med noget som helst andet. Man hører kun sit eget åndedræt.”

“Jeg har altid holdt meget af vand, jeg er opvokset ved vandet, og som barn elskede jeg at dykke ned og hente ting på havbunden. Vand er meget meditativt, men også fascinerende med dets evige kraft og bevægelighed. Det har altid været en stor inspiration for mig, så det var mindblowing at tage dykkercertifikat og pludselig se hele den verden, der åbenbarer sig under overfladen. ”

“Når man kommer fra Danmark, er man mest vant til at se vandet oppefra, hvilket også er medicin for sjælen på mange måder, men det var helt utroligt at se naturen i øjenhøjde. Havets farver, korallerne. Sjove kæmpefisk med store hundeagtige øjne, der kigger på en, så man nærmest får en relation, mens øjeblikket står på.”

“Det foregik ved Great Barrier Reef, og jeg har siden rejst med dykningen i fokus. For nylig var jeg i Fransk Polynesien langt ude i Stillehavet med min kæreste. Han dykker ikke, men snorkler i overfladen, så han kunne holde øje med mig 28 meter længere nede. Jeg dykkede bl.a. et sted, der hedder The Wall of Sharks, som er en decideret motorvej for hajer og noget af det vildeste, man kan opleve som dykker.”

Foto: Tue Blichfeldt

“Lige siden jeg tog mit dykkercertifikat, har jeg tegnet fisk. Til at begynde med var det humoristiske fisk med en legende streg, men siden er det gået over til mere organiske former, jeg har set under vandet, som jeg har tegnet videre på. Det kan være en tegning, der slet ikke er tænkt som et design, som jeg leger med, og pludselig ser jeg et lille udsnit og tænker: ‘Det er en sjov form!’ Så tegner jeg videre, og så får den måske et ansigt.”

”Det har været vigtigt for mig at finde mit eget univers, hvor jeg ikke gik direkte i fodsporene på min mor eller morfar”

“Jeg har nok altid vidst, at mine kollektioner skulle tage afsæt i naturen. Det er i husets ånd: Min mor har været meget inspireret af skoven og af blomster og blade, og min morfar har af forskellige dyr som elefanter og slanger. Mit univers tager afsæt i min fascination for vand. Det har været vigtigt for mig at finde mit eget univers, hvor jeg ikke gik direkte i fodsporene på min mor eller morfar. Det var en vej, jeg selv skulle gå, uden de fjernede bumpene på vejen for mig, og derfor gik der også rigtig lang tid, før jeg begyndte at indvie dem i, hvad jeg egentlig bryggede med på sidelinjen.”

Man skal gøre sig umage

“Jeg har altid følt stor stolthed over at vokse op i et familieforetagende som Ole Lynggaard Copenhagen. Min mor har været god til at inddrage os – og især mig – fra vi var helt små. Jeg har også selv været nysgerrig og for eksempel stået på sidelinjen, når hun har lavet malerier til vores ‘flagship stores’ hjemme i køkkenet og elsket at høre hende fortælle.”

“Hver gang der har været større begivenheder, har alle børnene været med, og det har været fantastisk at være en del af. Flere af mine venner har i tidens løb spurgt, om jeg ikke skulle blive en del af familiefirmaet en dag, men jeg har altid sagt, at jeg ville gå min egen vej først. Jeg har heller aldrig oplevet nogen forventning om det. Min mor har altid sagt, at jeg skulle tage mig tid og mærke efter, om det føltes rigtigt – og den tilgang har løst rigtig meget for mig.”

“Der har til gengæld altid været en nysgerrighed på min kreativitet, særligt mine tegninger. Jeg var et kæmpe naturbarn og elskede den fantasi, der knytter sig til skoven, og mange af mine børnetegninger var træer med ansigter. Senere blev det mere bevægelser i naturen eller bestemte situationer. Måske sad jeg på en bænk i en park og så en dame komme gående med sine fem hunde. Det startede et malerisk billede i hovedet. Jeg har nemlig også altid haft en svaghed for mere sketchbook-agtige illustrationer: sjove tegneseriesituationer, hvor en mand jokker i en lort, og hvor tegningen fortæller en lille historie.”

Foto: Tue Blichfeldt

“Som barn vil man typisk gerne have ros fra de voksne. Og så mere ros, og så lidt mere ros. Men den gik ikke nødvendigvis hjemme hos os. Hvis jeg havde været lidt for hurtig med en tegning, kunne særligt min morfar være ærlig og sige: ‘Den skal du vist tilbage for at tegne lidt mere på’. Ikke på nogen hård måde, men han mente kun, at det var værd at rose, når det var noget, man havde gjort sig umage med. Det gjorde han så også altid, og når det var hans fødselsdag, var det eneste, han altid ønskede sig, en tegning fra mig.”

Hvad hjertet brænder for

“Efter gymnasiet rejste jeg til Australien for at bo hos en lokal familie i et år. Jeg havde altid haft en drøm om at bosætte mig og føle mig lokalt forankret et helt andet sted. Mens jeg var der, gik jeg på National Art School i Sydney, hvor jeg tog en masse forskellige kurser for at dygtiggøre mig, for før det havde jeg aldrig uddannet mig inden for tegning, selv om det havde været en passion for mig længe.”

“Nogle år senere var jeg i Antwerpen i Belgien. Det er verdens diamantmekka, og jeg var begyndt at finde ædelsten og diamanter interessante. Jeg startede på HRD, som er skolen for diamanter, hvor man kan tage den bedste ‘diamond grading’-uddannelse. Det er meget professionelt, og man dykker ned i et hav af diamanter, som man lærer at rate og grade. Jeg fik undervejs nogle vilde diamanter og ædelsten i hånden, som gav mig inspiration til smykker, jeg selv vil lave en dag.”

”Hvis jeg havde været lidt for hurtig med en tegning, kunne særligt min morfar være ærlig ogsige: ‘Den skal du vist tilbage for at tegne lidt mere på’”

“Langt om længe startede jeg så på NEXT i Emdrup, Danmarks største tekniske skole, hvor både min morfar og min mor havde påbegyndt deres egne guldsmedeuddannelser. Der gik ikke længe, så kunne jeg mærke, at det slet ikke var mig. Det var pludselig en helt anden måde at udtrykke sig på end gennem små skitser og tegninger, som jeg altid havde gjort. Jeg følte mig begrænset af det hårde materiale og blev ved med at tænke i, hvordan jeg skulle nå endemålet, hvilket havde den konsekvens, at mine vilde tanker og drømme forsvandt.”

“Jeg havde svært ved at forstå det: ‘Det kan jo ikke være rigtigt, det her. Jeg elsker at designe, jeg elsker at formgive, jeg elsker at kreere, men alligevel føler jeg mig hele tiden begrænset.’ Det var vildt frustrerende, og samtidig påvirkede det også min kreativitet, når jeg sad derhjemme. Jeg følte, at jeg havde mistet min magi. Intet blev, som jeg ønskede mig, og til sidst måtte jeg erkende, at jeg blev nødt til at følge min egen vej, hvis jeg skulle udvikle mig indenfor faget. Selv om det var en virkelig svær beslutning, endte jeg med efter et år at droppe ud.”

“I stedet rejste jeg til London og læste grafisk design, som var der, hvor min passion virkelig lå, og da jeg kom hjem derfra, kunne jeg mærke mig selv igen. Jeg havde fået nye redskaber i min værktøjskasse og ny energi, og min sketchbook med kreationer blev hurtigt fyldt op igen. Jeg blomstrede i mine tegninger, og samtidig fandt jeg min egen måde at gå til håndværket på ved at arbejde i voks. Det er meget mere formgivningsmæssigt end det hårde materiale, jeg kunne se hurtige resultater, så mine idéer ikke nåede at dø, før tingene blev skabt.”

“Det har været fantastisk for mig at opdage, at man kan skabe noget på sin egen måde, og jeg har kun mødt opbakning fra familiens side, der har kunnet se, hvordan jeg har en anderledes måde at tænke design på og en ny energi, som jeg tror, de beundrer. Det bliver ofte set som en dårlig ting, når unge i min generation er hurtige til at droppe ud og skifte uddannelse, men for mig er det positivt, at man kan vælge om, for man skal gå efter det, som ens hjerte brænder for, og hvor man kan mærke sig selv.”

Foto: Tue Blichfeldt

“Man kan ikke udvikle sig, hvis man først skal bruge kræfter på at forsøge at forelske sig i noget, som man simpelthen bare ikke er forelsket i. Det var et ‘turning point’ for mig at nå til den konklusion. I dag er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg har udviklet mig 10 gange så meget, fordi jeg rent faktisk har lavet noget, jeg virkelig har brændt for og følt mig god til.”

En lille fiskeven

“For flere år siden, på en sommerferie, sad jeg og så på billeder af fisk, som jeg havde taget under vand. Jeg tegnede lidt ud fra dem, bare sådan noget fritegning, da jeg pludselig havde tegnet en lille fisk med kæmpeøjne og en stor mund. Det slog mig, hvor sjovt det kunne være, hvis man kunne lave sådan en lille fiskeven, der kunne sidde på ens finger og kigge op på en med store øjne.”

“Jeg tegnede videre og prøvede at give fisken en masse detaljer, men tænkte ikke videre over, hvad den skulle bruges til. Der gik over et år, før jeg tilfældigvis fandt den i bogen igen. På det tidspunkt var det slet ikke i tankerne, at jeg skulle ind i familievirksomheden. Jeg ville gerne designe, men tænkte i forskellige retninger: tøjdesign, scenografi, smykkedesign.”

“Gradvist begyndte mine tegninger alligevel at ligne smykker, som man ville kunne se på folk ude i verden, og jeg blev selv mere og mere nysgerrig på det. Jeg var hjemvendt fra London med en ny energi, jeg følte mig stærk og besluttede mig for i første omgang blot at lege lidt. Jeg satte mig i værkstedet og brugte tid sammen med guldsmedene og forsøgte mig med at formgive i voks for at dygtiggøre mig indenfor det.”

“Da fisken var begyndt at komme mere og mere til udtryk, spurgte jeg min mor, om det var okay, at jeg arbejdede videre med den og måske ligefrem prøvede at færdiggøre den. Jeg delte mine tanker med hende – jeg vidste allerede, at den skulle hedde ‘Young Fish’ – og jeg tror, hun kunne mærke min energi og mit drive. Hun var i hvert fald med på den, og det betød meget for mig, at jeg fik lov til mere dedikeret at arbejde videre med den og prøve at udvikle den.”

Foto: Tue Blichfeldt

“Fra første tegning i sketchbogen til nu er der gået lidt over fem år. Der har været forskellige faser: Så har jeg brugt en lang periode med at fange samme udtryk med voksen som med stregen, så har jeg fået nye idéer til forandringer og forbedringer, som tang og en fiskesnøre rundt om ringskinnen, og så skulle der besluttes sten, og jeg landede til sidst på akvamarin, fordi den har skæret fra vandet i sig.”

“Til sidst var det min lille drøm, at den skulle have en perle, der kunne bevæge sig, i munden – igen for at skabe den der bevægelighed. Det var en detalje, der tog lang tid at udvikle sammen med guldsmedene. Men nu er det endelig blevet til det her lille smykke, som sidder på min lillefinger og kigger op på mig hver dag med sine store øjne og perlen i munden. Man må jo ikke sige sådan noget, men jeg synes faktisk, den er blevet endnu bedre, end jeg havde drømt om.”

Topkarakter fra morfar

“I de tre år, hvor jeg har været fuldtid i firmaet, har jeg fundet både mig selv, mit univers og min egen vej inden for design. Det er gået op for mig, at Ole Lynggaard Copenhagen er det helt rette sted for mig. Vi er et ret særligt hus, fordi vi vægter håndværket så højt, og man får lov til at bruge rigtig mange timer på at arbejde noget til dørs. Jeg får lov til at fordybe mig.”

“Når man hedder Lynggaard og går ind i familieforetagendet, er der til gengæld rigtig mange øjne på en. For er hun der kun pga. sit navn? Det er vigtigt for mig at bevise mit værd, også overfor de ansatte, hvor nogle af dem har været her, næsten helt tilbage fra da morfar startede i 1963. Jeg har heldigvis haft en fantastisk støtte i min mor, som siger, at det vigtigste er, at jeg holder fast i mig selv og ikke lader mig påvirke.”

“Til udstillingen på Øregård Museum, der åbnede i november 2023, fik jeg endelig mulighed for at vise min morfar, hvad jeg havde lagt så meget arbejde i. Det var et kæmpestort øjeblik. Virksomheden er jo hans livsværk, han har skabt helt fantastiske ting, og nu er jeg officielt gået i samme retning. Han betragtede nøje kollektionerne, tog mig så om skulderen og sagde stolt: “Det her er en 12’er.” Det føltes som at opnå noget helt særligt at høre det fra ham, for jeg har set op til ham hele mit liv. Jeg kan blive helt rørt af bare at tænke på det.”