Karriere

Anne Sofie Møller, CEO for Sophie Bille Brahe: “Da hun lancerede perler, var der mange, som rystede på hovedet”

- 28/12/2023

Anne Sofie Møller er CEO for smykkebrandet Sophie Bille Brahe. I årevis har hun dannet parløb med smykkekunstneren bag, som hun beundrer for hendes vision, styrke og generøsitet

“Sophie og jeg har kendt hinanden i 12 år. Rettere sagt; sådan føler jeg det. For det er igennem smykkerne – fra første kollektion Le Fenetre i 2011 – jeg har lært hende at kende. Sophies æstetik slog allerede dengang benene væk under mig. Smykkerne var inspireret af storbyen: små huse, skyskrabere og tårne i guld, sølv og diamanter.

Foto: Kavian Borhani

Det var helt særligt, ja … en ny måde at skabe smykker på; sejt, hiphopagtigt og sart. Jeg havde aldrig før købt ’fine jewellery’, men fik sparet op til dobbeltringen Rue de diamant, og den forlod ikke min hånd. For mig var det helt et vildt køb. Jeg havde aldrig før købt dyre smykker, faktisk var det ikke noget, jeg gik op i. Men det ændrede sig! Dengang arbejdede jeg som Sales Manager i Acne Studios, og når jeg fik min årlige bonus, brugte jeg den på et nyt smykke. I dag har jeg fået samlet mig et fint lille arkiv. En hvid T-shirt, jeans og et smykke fra Sophie, så kan jeg ikke bede om mere!

Jeg beundrer …

”Du skal ikke tro, du er noget”, lyder jantelovens første bud. Jo. Det skal du i den grad! I en artikelserie har ELLE har bedt fire personer om at fortælle om et menneske, der – for dem – skiller sig ud fra mængden. Her er det Anne Sofie Møller, CEO for Sophie Bille Brahe, om sin chef og kompagnon Sophie Bille Brahe.

I mange år var vi bare på ”hej” med hinanden. Men jeg var virkelig nysgerrig på Sophie. Hun har sådan en finurlig og vidunderlig udstråling. Jeg følte mig virkelig draget af hendes kæmpe talent. Da jeg var højgravid med min første datter i 2017, ringede telefonen. Jeg kan huske, at det var den 1. december.

”Har du lyst til at drikke en kop kaffe med mig?” Det var Sophie, og det havde jeg i den grad. Hun ledte efter en CEO, fortalte hun, og mit navn var dukket op igen og igen. Sophie var et lidt svært sted med virksomheden rent salgs- og udviklingsmæssigt. Ikke kreativt, men hun manglede en makker, der kunne se og drive potentialet frem. Efter mødet var jeg slet ikke i tvivl. Først skulle jeg bare lige føde Cleo, tage på barsel, og så var jeg klar.

Foto: Kavian Borhani

De kommende måneder talte vi en hel del sammen, lærte hinanden at kende og tog de første skridt til at sætte vækstprocessen i gang. Jeg er – den dag i dag – fuld af beundring over, at Sophie og resten af ejerkredsen tog chancen og ansatte en relativt uerfaren leder som mig. 31 år og på barsel med mit første barn! Året efter satte jeg mig i CEO-stolen. Vi indrettede os i smukke lokaler på Hovedvagtsgade i København og fik igangsat Private Sale, hvor kunder i et roligt og meget personligt rum, kan se og prøve smykkerne.

Anne Sofie Møller

  • CEO for Sophie Bille Brahe
  • Selvlært indenfor PR og Wholesale og har tidligere arbejdet for Acne Studios
  • Bor i indre by med sin mand Alexander og døtrene Cleo, 5, og Elin, 3

Sophie køber intet – som i intet på nettet. Det gør jeg. Jeg har en kæmpe interesse, når det gælder E-commerce. Og vi er i dag lykkes med at skabe en indbringende digital salgskanal, hvor vi er i tæt dialog med vores kunder. Jeg er meget stolt af de resultater, vi i fællesskab har opnået i de fem år, jeg har været ansat i virksomheden.

Sophie Bille Brahe

  • Grundlagde i 2011 smykkebrandet af samme navn
  • Brandet har i dag 25 ansatte og bliver solgt over hele verden i butikker som Le Bon Marche i Paris og Dover Street Market i London
  • Født i 1979 og bor i Hellerup med sin kæreste og fælles barn

Netop nu er vi i fuld gang med at vokse os store i USA og Asien. Det er et eventyr at arbejde sammen med Sophie. Og det er så fantastisk, at vi fortsat vil præcis det samme for og med brandet. På den bedst tænkelige måde. Hun står fast på det, hun mener, og hvem hun er. Hun er perfektionist og giver aldrig op, før hun er i mål.

Da hun lancerede perler i kollektionerne, var der mange, som rystede på hovedet. ”Perler er til fine ældre damer.” I dag er der perler om halsen på rigtig mange mennesker i alle aldre – og alle køn. Det er så fedt. Sophie er også et ydmygt og ærligt menneske. Hun er bevidst om sine styrker og svagheder – og har aldrig været bange for at søge hjælp, når det f.eks. gælder økonomi og tal. Hun udtrykker sig igennem sin smykkekunst. Og har sit helt eget sprog og utrolig mange sjove vendinger.

Foto: Kavian Borhani

Vi kan godt blive uenige, men aldrig uvenner. Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg har Sophie. Vi taler sammen hver dag, og hun er et meget omsorgsfuldt og generøst menneske. Man kan tro, at Sophie er lidt verdensfjern og sidder fordybet i sit eget univers.

Men sådan er det slet ikke. Det første, hun taler om, når vi alle sammen er tilbage fra sommerferie, er, hvad de ansatte skal have i julegave. Her er hun også på forkant! Hun har skabt en rar og dejlig arbejdsplads med mange kvindelige ansatte, hvor der er plads og tryghed. Både til at få børn og holde fri i weekenden. Hun er selv et kæmpe familiemenneske.

Hvis ikke vi arbejdede sammen, tror jeg, at vi ville kunne blive bedste veninder. Men vi har bevidst valgt ikke at ses privat. Den professionelle skillelinje er afgørende for vores fælles vision. Det kan lyde udansk, men ambitionen er at blive det største nordiske ’fine jewellery’-brand med fysiske spaces i hele verden. Og det er jeg slet ikke i tvivl om, at Sophies smykkeunivers kan bære.”

Læs ogå

Stine Holm er højgravid solomor: ”Lige der havde jeg bare lyst til at få mit barn – og ikke at skulle vælge en ’forever’ på kort tid”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.