Anmeldelse: I 6. sæson af ”The Crown” stiller man sig selv ét spørgsmål igen og igen

Denne artikel blev første gang bragt på vielskerserier.dk. Dette er en redigeret version.

Bilen fræser afsted gennem de parisiske gader. Hjulene hviner, da den runder svinget ned i tunnelen.

En tilfældig mand, der er ude at gå aftentur med sin hund, ser spektaklet, hvor en masse scootere med paparazzifotografer halser efter den sorte bil.

Så hører han braget. Fluks tager han sin telefon frem og ringer til alarmcentralen. Vi ved allerede, hvad der er sket. Scenen, hvor Diana (Elizabeth Debicki) og Dodi Fayed (Khalid Abdalla) dør i den tragiske bilulykke, er åbningen på sjette og sidste sæson af Netflix’ hæderkronede dramaserie “The Crown”.

Sæsonen er delt op i to dele, hvoraf den første på fire afsnit har et alt overskyggende omdrejningspunkt. Spørgsmålet er, om man kan tillade sig at give så meget tid til en figur, alle ved, hvad der skal ske med.

“The Crown” lægger heller ikke fingre imellem med, hvad der skal være fokus, ved at lægge ud med netop ovenstående scene.

Derefter springer serien otte uger tilbage i tiden, hvorefter vi i lige knap tre afsnit følger begivenhederne op til – primært med udgangspunkt i Diana og hendes liv, med afstikkere til Charles (Dominic West), og hvordan han konstant kæmper med at stå i skyggen af mere populære kvinder.

Læs ogå

Celebrity style

Elizabeth Debicki stjæler rampelyset med helt særlig kjole til ‘The Crown’ premiere

Dronning Elizabeth selv (Imelda Staunton) er praktisk talt fraværende i de første tre afsnit. Et interessant valg med tanke på, at “The Crowns” udgangspunkt netop var regenten, og hvordan hun håndterer de udfordringer, omverden bringer hendes vej.

Verden ifølge Lady Di

Diana var et ikon, der fangede hele verdens opmærksomhed. Nogle gange med vilje, andre gange ikke. Når det kunne bruges til at sætte spotlight på hendes mærkesager, som for eksempel landminer, stillede hun, ifølge serien, beredvilligt op foran pressen.

Når det kom til privatlivet, var tonen en anden.

“The Crown” skildrer, hvordan Diana – og senere hen Dodi – jages af paparazzier og almindelige mennesker.

Alle vil være tæt på Europas mest berømte kvinde. Og hvis løftet om lidt eksklusive billeder på et senere tidspunkt kan købe hende og drengene noget fred i nuet, er hun heller ikke bleg for at foreslå en deal til kamerajægerne.

Og de er efter hende hele tiden. Selv da hun ellers er ”stukket af” til Middelhavet, hvor hun skal holde ferie ombord på milliardæren Mohammed Al-Fayeds (Salim Daw) prægtige yacht – som han i øvrigt i virkeligheden indkøbte, netop så hun kunne holde ferie i fred.

Det er her, hvor serieskaber Peter Morgan og de andre kreative kræfter bag, tolker frit på de motiver og samtaler, vi ikke med sikkerhed ved, om de har forgået eller ej.

For “The Crown” postulerer, at Mohammed leger kirsten giftekniv og prøver at få skubbet sønnike ind i seng med Diana. Vi ser på et tidspunkt, hvordan farmand ringer til personalet på båden og spørger, om de to har sex.

Spørgsmålet man stiller sig selv hele tiden er, hvor skal det føre hen? Hvad skal vi bruge disse scener til? Få mere sympati for Diana?

Intet spil om tronen

“The Crown” er stærkest og mest interessant i de scener, hvor den beskæftiger sig med de indre dynamikker i den royale familie. Som i øvrigt er blevet reduceret til de to overhoveder og så Charles og hans familie. Resten er mere eller mindre baggrundsfigurer.

Én gang i de fire afsnit ser det ud, som om de kreative folk forsøger sig med noget uventet. Afsnit to med titlen “To fotografier” lægger ud med to fotografer. Den ene, italiensk paparazzo, uden nogen som helst skrupler, og den anden, ærkebritisk hyggeonkel, som excellerer i royale portrætter.

Det ville have været vanvittigt fascinerende, hvis det var de to, man fulgte igennem hele afsnittet. Se dem, som de betragter personerne igennem linsen. Det bliver ganske vist slået fint an i de få minutter, de er på skærmen, men man vil have mere. Netop fordi, medierne spiller den rolle i ikoniseringen af de royale og alle omkring familien.

Desværre dør det spor efter 10 minutter.

Samtidig lider “The Crown” også af, at netop den her tidsperiode, er blevet dækket på filmsiden. “The Queen” med Helen Mirren fra 2006, handlede netop om den umiddelbare tid efter Dianas død. Derfor kommer den her version også til at fremstå lidt som en overfladisk gennemgang.

Måske i ren erkendelse af, at man ikke har kunnet konkurrere med det eksisterende. Hvilket på sin vis giver god mening og alligevel ikke, fordi Peter Morgan netop skrev manuskript til “The Queen”.

Skuespilkræfterne er ellers til stede. Imelda Staunton virker til at falde mere og mere ind i rollen som matriarken, og Elizabeth Debicki er tilpas overjordisk smuk til at indkapsle billedet af Diana som eventyrprinsessen, alle ville have en bid af.

Som appetitvækker til anden og sidste del gør første del af sjette sæson af “The Crown” det, den skal. Men så heller ikke mere end det.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.