Vi besøgte direktør Lotte Mørch og talte med hende om hendes beautyrutiner.
52-årige Lotte Mørch er indehaver af modeagenturet Mørch Agency og kreativ direktør og medstifter af det strategiske og kreative bureau Mørch & Rohde. Og selv om hendes arbejdsliv primært centrerer sig omkring mode, er hendes passion for skønhed er ikke til at tage fejl af. Vi talte med hende om øjencremer, masker og den gode mascara
Hvad går du mest op i – hud, hår eller makeup?
Jeg har aldrig gået særlig meget med makeup, og gør det faktisk stadig ikke. Med alderen synes jeg, at jo mere makeup man har på, desto ældre ser man ud. I stedet går jeg meget op i, at min hud ser så frisk og naturlig ud som muligt. I min alder er svært at få huden til at fremstå frisk. Jeg går fast hos Hudplejecentret i Greve hos Birgit Rudolf, fordi jeg har haft mange problemer med urenheder både som ung, men også i en ret høj alder. Efter at have fulgt Birgit Rudolfs råd, og en meget fast hudplejerutine med produkter fra Dermalogica, har fået mere ro på min hud. Derfor er jeg senere også begyndt at introducere lidt mere aktive produkter af og til.
Hvordan har din skønhedsrutine ændret sig gennem årene?
Da jeg havde problemer med min hud, dækkede jeg den med makeup, men i dag bruger jeg højst en mascara til daglig. Jeg er blevet mere søgende i forhold til min hudpleje, også fordi markedet har udviklet sig – der er mange produkter med spændende ingredienser, jeg har lyst til at teste. Derudover tager jeg dagligt progesteron-piller og bruger en gelé, man smører ud på kroppen, fordi jeg har oplevet at få hedeture og humørsvingninger. Jeg besluttede med mig selv, at jeg ikke ville leve med det. Jeg får det på recept fra min gynækolog, men hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, om det er det bedste, for der er ingen, der følger op. Det kan godt gøre mig lidt forarget.
Hvad er det første og det sidste produkt, du bruger på en dag?
Det sidste produkt vil altid være en fed læbepomade. Ikke fra et bestemt mærke – lige nu bruger jeg en fra Laneige, som min datter har introduceret mig for. Den står ved siden af min seng. Om morgenen er det Dermalogicas ’Ultra Calming Cleanser’, som jeg har brugt i årevis. Den renser blidt og beroliger huden.
Hvilken type produkt, har du flest af?
Øjencremer. Både billige og dyre. Det er jo i øjenomgivelserne alder og træthed først viser sig, så alt hvad der står ’mod hævede øjne’ på, fanger min opmærksomhed. Jeg har endnu ikke fundet en, der er bedre end alle andre, men jeg bruger øjencreme morgen og aften, og jeg har også tit en med mig i min håndtaske.
Hvad har du senest købt?
Når jeg af og til bruger lidt mere makeup end mascara, er det typisk ’Baked Minerals’ fra Tromborg, der giver naturlig glød til ansigtet. Den har jeg brugt i flere år og har netop købt en ny.
Hvad er det billigste produkt, du bruger?
Jeg bruger Matas’ ‘Silver Shampoo’, der er god, når man farver sit hår, som jeg gør, for den fjerner gult skær. Jeg bruger den dog ikke så ofte, for jeg føler, at den udtørrer mit hår.
Hvor springer du over?
Hvis jeg har for travlt, så går det ud over de ting, jeg ved, ville være godt for mig såsom at gå fast hos Hudplejecenteret i Greve. Jeg er heller ikke særlig god til at prioritere at pleje min krop. Hvis jeg bruger noget overhovedet, er det en kropsolie, fordi det går hurtigt. Til gengæld renser jeg altid min hud, også selv om jeg kommer sent hjem. Jeg bryder mig faktisk ikke om at gå i seng uden at have renset min hud. Jeg føler, man kan se det allerede næste morgen, hvis ikke den er blevet renset ordentligt.
Hvad er dit seneste favoritprodukt?
Jeg synes, det har været spændende at prøve det koreanske mærke Hyeja, som vi har taget ind hos Mørch Agency. Jeg er egentlig ikke tålmodig nok til at bruge ansigtsmasker i hverdagen – jeg er mere til quick fixes. Men to gange om ugen er jeg begyndt at bruge deres matcha-baserede maske. Jeg har tidligere oplevet at prøve masker, der tørrer ud og strammer på huden, og jeg tror, det er det modsatte, min hud har brug for. Jeg synes, Hyejas maske giver en følelse af velvære, og så er den helt blød på huden.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.