Som queer føler Shuki Foighel et kald til at bryde med normerne. Både i jobbet som retsadvokat og som medindehaver af blandt andet den kendte Cosy Bar, har han gjort det til sin mission at sikre minoriteters rettigheder.
Hvilke pronominer bruger du?
“Han/ham/hans eller hvad du nu har lyst til at bruge, når du taler med mig. Det er ikke noget, jeg på det personlige plan har en holdning til, og egentlig har jeg svært ved at placere mig i én af kønskategorierne. Men når det er sagt, har jeg stor forståelse for, hvor ubehageligt det må være at blive fejlkønnet. For eksempel hvis en transkvinde bliver beskyldt for at gå ind på det ”forkerte” kønnede toilet eller bliver omtalt som ”han”.”
Shuki Foighel
- Arbejder som rets- og erhvervsrådgiver for Enhedslisten
- Uddannet advokat
- Medejer af Cosy Bar, Minas og Lunden
- Bor på Frederiksberg med roommate
- Han er 25 år (Det har han sagt de sidste otte)
- Følg med @shuki_f
Hvor er du vokset op?
“I Gentofte, og det lyder så fint, men det var i et lille rækkehus lige ved motorvejen. Min israelske far skred, da jeg var seks år og bortset fra en periode med en ny mand, var min mor alene med fire børn. Jeg er den ældste i flokken. Som barn elskede jeg at sy, gå farverigt klædt, lege med perler, My Little Pony og havde flere pige- end drengevenner. Jeg var meget privilegeret i den forstand, at det aldrig var noget, min mor satte spørgsmålstegn ved. Men jeg kan huske, at der var drenge, der drillede med, at jeg var bøsse. Det er så absurd, for man boller jo med nul som otteårig”.
“Jeg har nok altid stukket ud fra mængden, men har haft en god evne til at tilpasse mig. På den jødiske Carolineskolen kunne jeg både lege med nørderne og de seje, men kunne ikke rigtigt identificere mig med nogen af dem. Heller ikke religiøst. Da jeg var 12 år, stod jeg bar mitzvah (den jødiske konfirmation, red.), men jeg er helt sikker på, at jeg havde valgt det fra, hvis jeg havde været et par år ældre”.
“Efter 9. klasse havde jeg nogle svære år. Min klassekammerater fik nye venner, og jeg blev ensom. Jeg havde svært ved at finde ligesindede. Det var først, da jeg som 16-årig begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvejen. Her fandt jeg et sted, hvor jeg passede ind, fordi ingen passede ind. Sådan føltes det. Jeg fik venner, vi festede, lavede politiske ting, festivaler og folkekøkken.”
Hvad er queer for dig?
“Det er et brud med normerne. Og normerne er et gennemsnit, ingen kan leve op til, men som majoriteten forsøger at tilpasse sig. Queer er at turde sætte sig op imod det. Jeg er queer på mange parametre. Jeg er tiltrukket af alle køn. Jeg er et flydende menneske, og jeg har aldrig haft brug for en label. Egentlig rager det jo heller ikke andre”.
“Jeg undrer mig ofte over, hvor uhæmmede heteroseksuelle mennesker kan være i deres behov for at putte andre i kasser. Jeg træner med et par venner, og de har flere gange oplevet, at fyre nede i centeret – når jeg ikke lige har været der – har spurgt dem: ”Er Shuki til piger eller hvad…”. Det er så upassende. Oversat spørger de jo: ”Kan Shuki godt kan lide at blive bollet i røven?” Det er jo ikke noget, de selv ville have lyst til dele med andre mennesker.”
“Jeg undrer mig ofte over, hvor uhæmmede heteroseksuelle mennesker kan være i deres behov for at putte andre i kasser.”
Hvordan er dit liv i dag?
“Det er rigtigt dejligt. Alt er gået op i en enhed, og det har jeg nok aldrig troet kunne lade sig gøre for mig. Når man det meste af sit liv har haft så svært ved at passe ind, er det meget forløsende. At stikke ud er for mig ikke længere en ulempe. I dag er min ADHD-hjerne også blevet en fordel og ikke et handicap. I skolen kunne jeg ikke sidde stille på stolen og heller ikke indordne mig andres systemer. Det kunne jeg heller ikke på jurastudiet, men der lærte jeg mig selv at skabe min egne systemer. Og så gør det heller ikke noget, at jeg har en klæbehjerne”.
“I dag bruger jeg min faglighed og kommunikationsevner på mit arbejde i folketinget. Og min sans for kreativ forretningsudvikling, mit organiseringsgen og min evne for at lave regnskaber og budgetter bruger jeg i min fritid på Cosy Bar, Minas og Lunden.”
Har din queeridentitet påvirket den måde, du møder verden på?
“Jeg har en ekstra opmærksomhed på, hvordan det føles for andre at stikke ud. Da jeg var 15 år, arbejdede jeg i Build-A-Bear. Her måtte vi kun have en ørering i hvert øre, og jeg havde adskillige. Så hver gang jeg skulle på arbejde, var det med plastre over begge ører. Det var så tåbeligt. Det har forstærket min antipati mod uniformer og kassetænkning”.
“På Cosy Bar er vores ansatte unge queers med forskellige syn på verden. Her skal være plads til at være den, man er – og se ud som man har lyst til. Om det er piercinger, en maske, katteøjne – ”you name it”. Det er også vigtigt, at det er et trygt rum at arbejde i og besøge som gæst. Det bruger vi meget tid på at snakke om på personalemøderne. Vi skal kunne dele alle oplevelser i fællesskab og finde løsninger sammen. Hos os er det ikke chefen, der bestemmer det hele. Det samme gælder på Minas og Lunden. Men alt er ”work in progress”. Det er meget, der kan blive bedre.”
“På Cosy Bar skal gæsterne for eksempel vise id-kort, fordi det er en natklub. Det kan være meget intimiderende og ubehageligt for transpersoner, hvis billede eller navn ikke stemmer overens med deres køn. Vi har instrueret dørmandsfirmaet om at gøre det så diskret som muligt, men de kan miste deres autorisation, hvis ikke de tjekker. Så vi er slet ikke i mål. Vi kan gøre noget på det konkrete plan, men der er meget, der skal ændres strukturelt. Det er de problematikker, jeg arbejder med i Enhedslisten; hadforbrydelser, sikring af minoriteters rettigheder i forbindelse med retspolitik og lovgivning.”
Er der en person eller en oplevelse, der har inspireret dig?
“Det sker hele tiden.”
“På Cosy Bar er vores ansatte unge queers med forskellige syn på verden. Her skal være plads til at være den, man er – og se ud som man har lyst til.”
Hvad læser eller ser du for tiden?
“Jeg har meget svært ved at koncentrere mig om at læse. Det er trist, men jeg må acceptere, at der sker for meget oveni i mit hoved til, at det kan blive til mere end en eller to bøger, når jeg har sommerferie. I år bliver det ’Færdig med Eddy Bellegueule’ af Édourad Louis, som jeg har fået af min bedste veninde og ’Første gang jeg brænder mennesker op’ af Vilma Sandnes Johansson”.
“Og ellers ser jeg tv-programmer og serier, hvor jeg ikke skal tænke eller deale med alle mulige følelser. Lige nu er det ’Alene i vildmarken’ og dumme amerikanske politiserier som ’NCIS’ – der er 21 sæsoner, og jeg har set dem alle sammen tre gange.”
Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Ufortalt kapitalismekritik og pinkwashing, så er der en markering i, at halvdelen af byen deltager og ønsker at vise, at der skal være plads til mangfoldighed. Det fikser på ingen måde hverdagen, men sender et signal om hvordan vi gerne vil leve resten af året. Cosy Bar er med til at lave gadefesten i Studiestræde, så jeg bruger hele dagen derinde på at gøre klar, og det er altid en sjov fest.”
Hvad gør du selv for at skabe inklusion og åbenhed?
“Det er meget kontekst afhængigt. På Cosy Bar er det vores safe space-politik. Vi gør meget ud af, at ingen skal antage folks køn, gramse, stirre eller på andre måder gå over andres grænser. Vores gæster får klar besked i døren: Ingen psykisk eller fysisk vold, sexisme, racisme og homofobi. Og hvis de har en dårlig oplevelse, ved de, at de trygt kan kontakte personalet. Og personalet er helt klar på, at der gerne må efterlades en lang kø i baren – det vigtigste er at deale med og løse situationen.”
Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots?
“Jeg er tilhænger af, at vi alle kan være sammen med hinanden. De bedste fester er dem, hvor alle føler, de kan være med. Men hvis man som majoritet går ind på et minoritetssted, skal man have øje for, hvor meget man fylder. Og huske på at det er et privilegium at have mulighed for at komme ind på stort set alle klubber i verden. Det gælder ikke for queerpersoner. Du kan blive afvist alene på grund af den, du er. Og det gælder særligt for dobbeltminoriteter”.
“De har ikke mange steder, hvor de kan gå hen og danse. Så please – lad vær med at tage hele dansegulvet! Personer, der tilhører majoriteten, skal være bevidste om ikke at centrere sig selv i de få rum, hvor der forsøges at gøre plads til, at minoriteterne gerne må fylde.”
Fortæl om en smuk oplevelse i det offentlige rum?
“Jeg synes heldigvis, at jeg ofte oplever, at fremmede mennesker giver mig et kompliment: ”Pæne sko”, ”flot hår”, ”sej jakke”. Og jeg øver mig i at gøre det samme.”
“Hvis man som majoritet går ind på et minoritetssted, skal man have øje for, hvor meget man fylder.”
Har du også oplevet det modsatte?
“Ja, og det gør jeg stadigvæk. Jeg har ikke været direkte fysisk truet, men jeg er jo også en stor fyr. Desværre kender jeg alt for mange, der er blevet overfaldet – og transpersoner og dobbeltminoriteter er virkelig udsatte. Jeg føler mig ikke utryg på Nørrebro og Vesterbro, men indre by – særligt omkring Strøget – kan være ubehagelig om aftenen og natten. Her får jeg mange tilråb: ”Hvad så Gulddreng?”, hvis jeg kommer cyklende iført en glimmerjakke. Det er utrygt, fordi man jo ikke ved, om det er en flok voldspsykopater eller bare en gruppe heteroer, der har en lille tvivl om deres egen seksualitet, fordi de er fulde. Derfor foretrækker jeg altid at følges med nogen. Hvis jeg har været til fest i guldshorts og andet opsigtvækkende tøj og skal cykle hjem, har jeg joggingbukser og andet neutralt skiftetøj med. Det er jo egentligt ret sygt, ikke?”
Hvad drømmer du om for fremtiden?
“For tre måneder siden lå jeg i en seng på Rigshospitalet. Jeg havde været tæt på at dø på grund af en sygdom i mit hjerte. Det var surrealistisk at ligge der sammen med tre andre gutter. På 80 år. Men den aften tænkte jeg: ”Hvis jeg dør i nat, så er det med en følelse af, at alt omkring mig er godt. Livet kan ikke blive bedre end nu. Det er vildt, for sådan har jeg aldrig haft det før i min tilværelse. Jeg har brugt hele livet på at lede efter meningen med det, og pludselig havde jeg åbenbart fundet meningen uden at lægge mærke til det. Så min drøm er, at jeg kan fortsætte med at have det sådan. Og så er jeg i et forhold med et meget særligt, klogt og dejligt menneske, som jeg kan se vare for evigt. Jeg skal nogle gange nive mig selv i armen for at tro på, at det er virkeligt. Vi har været sammen i fire år, og vi er gode til at give hinanden plads og frihed. Børn? Jeg drømmer ikke om det … men er heller ikke lukket for muligheden.”
Hvilke råd vil du give andre?
“Verden er urimelig, og du må gerne være sur på den. Men prøv at brug din vrede til at ændre på verden i stedet for at vende den indad og lade det gå udover dig selv. Det er dig, der har ret og resten af verden, der tager fejl.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
