I det inkluderende Ballroom-miljø i New York fandt danser Maji Claire sin queer-familie. Langt fra sin danske hjemby og de 'binære spændetrøjer'. I dag har hun vristet sig fri af spændetrøjen ved hjælp af en simpel leveregel; vær dig selv.
Hvilke pronominer bruger du?
“Hun/hende/hendes. Og jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi respekterer kønsneutrale pronominer. Det er med til at skabe mulighed for et samfund uden binære spændetrøjer.”
Maji Claire
- Uddannet fra Sara Gaardbos danseuddannelse og Flow Dance Academy
- Har bl.a. danset for Christine and the Queens, Robyn, Neneh Cherry og koreograferet og danset for FKA Twigs. Har spillet rollen som Gaia i tv-serien ’Bad Bitch’ på DR og medvirker også i den kommende sæson af ’Orkestret’ på samme kanal.
- Maji Claire er en del af den historiske Ballroom-scene i New York, hvor personer fra queer-miljøet går catwalk og dyster i alt fra dans til flotteste outfit.
- Danseren er i dag krediteret for at have bragt den festlige undergrundskultur til Danmark
- Følg med på @majiclaire
Hvor er du vokset op?
“I provinsbyen Slagelse en times kørsel fra København. Jeg havde meget svært ved at passe ind, men der skulle heller ikke meget til for at stikke ud fra normen. Det var et snæversynet samfund, hvor det at være anderledes bestemt ikke var nogen fordel. Og slet ikke når man – som jeg – havde lyst til at stå på en scene, performe, danse og fylde rummet ud. Som barn følte jeg, at børnehave og skole var social overlevelse, hvor man skulle gemme sine ”quirks” for ikke at blive drillet, eller selv blive til den der jordede andre for ikke at blive offer. Og det er jo lige så ulykkeligt. Jeg husker tilbage på min barndom som ensom og distanceret til folk – en følelse, der fulgte med langt op i mit tidlige voksenliv. Det sætter spor – i både krop og sind. Som 16-årig stak jeg af hjemmefra. Pakkede en taske og tog toget til København, hvor jeg blev anbragt på en ungdomsinstitution. Det kan lyde mærkeligt, men det var en befrielse. Her fik jeg mulighed for at tage to danseuddannelser og slap for konstant at slå mig selv i hovedet over at fylde for meget. Helt forsigtigt begyndte jeg at tro på, at der var en fremtid – også for mig. Tre år senere rejste jeg til L.A., studerede dans og kom til New York, hvor jeg blev introduceret til ballroom-scenen. Den opstod i begyndelsen af 70’erne – som et oprør mod de (primært hvide) drag-konkurrencer, der dengang dominerede LGBTQ+-scenen. Wauw … jeg landede i en verden, jeg ikke vidste eksisterede eller turde drømme om at kunne blive en del af. Det var overvældende at opleve sorte og brune queerpersoner være sig selv uden at skulle undskylde. Se shows og konkurrencer med så meget attitude, glæde, seksualitet, sensualitet og kærlighed. I Paris blev jeg optaget i The House of Miyake Mugler og stillede op til balls. Det pludselig at være omringet af et community af queerpersoner, var befriende. Jeg følte endelig, at jeg turde være stolt og ”loud” omkring min egen seksualitet. Nu har jeg igen base i København, men det har betydet alt for mig at flytte til udlandet og komme på afstand af den danske internaliserede jantelov, der lever i os alle.”
“Ballroom er en supervigtig kulturbærende scene. Et rum, hvor vi står stærkt i vores queerness og blackness. I vores eget lys. Men det er også en protest.”
Hvad er queer for dig?
“Frigørelse for at skulle definere sig. At jeg selv bestemmer, hvordan mit liv skal se ud, hvem jeg skal være intim med og hvordan. Hvem jeg skal elske, hvordan jeg skal eksistere. Insistere og acceptere at jeg er flydende, og at jeg må ‘komme ud af skabet’ hver dag som noget nyt – både som menneske og kunstner. Jeg har tidligere haft en tendens til at tilpasse mig og gå på alt for mange kompromisser. I dag møder jeg verden langt mere kurateret – i kredse hvor jeg ikke behøver at bruge energi på at forklare mig selv.”
Er der en oplevelse, der har inspireret dig?
“Ballroom har givet mig selvrespekt som sort queer femme-person. The House of Miyake Mugler er mit hjem. Min verdensfamilie. Her er jeg Maji Miyake-Mugler. Det er en ære at deltage i balls på vegne af et hus, der har eksisteret siden 1989. Ballroom er en supervigtig kulturbærende scene. Et rum, hvor vi står stærkt i vores queerness og blackness. I vores eget lys. Men det er også en protest. Og en bearbejdning af personlige traumer. Jeg er stolt af at have været med til få ballroom-scenen til Danmark. Jeg lader mig også inspirere af mine ’peers’, tætte venner, hvis udvikling jeg har fulgt ”up close and personal” og som ikke lader sig definere af kasser og rammer. Specielt danser og koreograf Thea Carla Schøtt (Yubaba Ninja), sanger og danser Hanabi Miyake-Mugler og multikunstner Noah Kanber. Jeg er så stolt af at følge deres rejse og se dem udfolde sig, gro, fejle og samle sig selv op igen på og prøve igen og vinde. De inspirerer mig uendeligt. Deres succeser er mine succeser og omvendt. De venskaber hjælper mig med at kigge mere kærligt på mig selv.”
“Man skal huske, at man er gæst i en andens hus og ikke stille sig på forreste række, bare fordi man er kommet først.”
Hvad ser du for tiden?
”Super basic”, men det eneste, der kan få min hjerne, som konstant arbejder på højtryk, til at slappe af, er det gode gamle medical drama ’Greys Anatomy’. Det kører nærmest konstant hjemme hos mig, og er noget af det eneste, der hjælper på tankemylder og uro.”
Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Jeg deltager ikke i Danmark. Her er der for mange kapitalistiske interesser på spil, og jeg føler ikke længere, at formålet kommer til udtryk. Pride – er for mig – forbundet med aktivisme. Den begyndte i USA som en riot med Marsha P. Johnson i spidsen.”
Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede?
“Jeg ville ønske, at majoriteten vidste, at der ikke findes en majoritet. Det er sindssygt unormalt at være normal. Der er så mange mennesker, der føler sig som en ensom firkant, der skal passe i et rundt hul. Også blandt dem, der tilhører den såkaldte majoritet. Vi er hinandens allierede. Jeg respekterer jo også folk, der har en anden livsstil end min, selv om jeg måske ikke kan sætte mig ind i den. Vi skal netop holde op med at fremmedgøre hinanden.”
Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots, eller skal I have dem for jer selv?
“Så længe folk respekterer, hvem spacet er for, og hvilken plads man tager i det. Hvis verden var lige for alle, var der ikke brug for queer-steder og balls. Man skal huske, at man er gæst i en andens hus og ikke stille sig på forreste række, bare fordi man er kommet først. Man skal kende sit privilegie og forstå, at her måske er personer, som ikke føler sig trygge andre steder.”
“Der er så mange mennesker, der føler sig som en ensom firkant, der skal passe i et rundt hul. Også blandt dem, der tilhører den såkaldte majoritet. Vi er hinandens allierede.”
Hvad drømmer du om for fremtiden?
“En karriere hvor jeg har mulighed for at udtrykke mig mellem mange forskellige kanaler. Ligesom jeg gør nu, men det skal dybere. Jeg drømmer også om at få en hund. Og måske et hus på Amager.”
Hvilke råd vil du give andre?
“Det er lettere sagt end gjort, men vær dig selv … så falder de forkerte folk i dit liv fra og de rigtige til. Det er den eneste måde, din ”tribe” kan finde dig. Jeg har været enormt ensom men med masser relationer omkring mig, fordi jeg har minimeret mig selv for ”accommodate” folk, der alligevel ikke kunne ”digeste” mig, og som jeg egentlig heller ikke brød mig om. Fuck det – videre. Slå ikke dig selv i hovedet, når du fejler, himlen falder ikke ned. Held & lykke!”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
