Bolig

Kom indenfor hos Therese Fjeldborg fra Lot #29: “Vi vægter praktik og æstetik lige højt”

- 14/07/2023

Trods en adresse, der knapt kunne være mere København K, føles Janus og Therese Fjeldborgs hjem som en sommerdag fuld af nærvær, ro og sænkede skuldre. Her findes et helt særligt blik for dansk møbelkunst, tekstiler og tapeter, arvestykker og vintagefund, der tilsammen skaber et unikt og ualmindelig hyggeligt hjem.

Hvis man spidser øren, kan man høre Nyhavns puls og en sum fra Kongens Nytorv, som man desuden kan se fra den franske altan i stuen. Alligevel er her stille som på en villavej og ro som i en forstad. Af netop den grund elsker Janus og Therese Fjeldborg at bo netop her.

Foto: Line Thit Klein

Udsigten til Garnisonskirken, de københavnske tage og ned gennem den bedårende Store Strandstræde er med til at skabe et københavner-scenarie uden mage. Her er, som Therese beskriver det, næsten en følelse af Korsbæk.

Her bor

Janus og Therese Fjeldborg og parrets to hjemmeboende børn. Deres ældste datter er netop flyttet hjemmefra. Therese arbejder i modevirksomheden Lot #29, der har butik i det centrale København, hvor hun sidder med back office. Herudover hjælper hun private kunder med indretninger. Janus er konsulent og hjælper virksomheder i rollen som interim CFO.

“Næsten som i Korsbæk,” siger Therese, “intimt og hyggeligt. Jeg har altid været fascineret af roen og lyset, der vandrer gennem rummene dagen igennem.”

Fordi Janus’ bedsteforældre og siden mor har boet i lejligheden, har den i generationer været samlingspunkt om familien. Derfor føltes det på en måde som at komme hjem, da Janus og Therese overtog den for knap syv år siden. På det tidspunkt havde den netop været udlejet til nogle udlændinge, og fremstod hvidmalet og lidt blottet for fordums tiders sjæl og personlighed.

Foto: Line Thit Klein

Den centrale stue, der er malet i en støvet rosa nuance, er lejlighedens naturlige samlingspunkt og her, lyset er smukkest. Den behagelige sofa er fra Meridiani, mens daybed, sofabord og bord i hjørnet alle er designet af Poul Kjærholm og købt hos Fritz Hansen. Tæppet på gulvet er vintage, og den turkise lampe og bordet, den står på, er arvestykker. Den hvide Svane-stol af Arne Jacobsen er ligeledes fra Fritz Hansen, mens den smukke lille stol i marmor ved siden af døren er af kunstneren Poul Isbak, der er en god bekendt og nabo til Therese og Janus. Over sofaen hænger et stort maleri af Hans Meyer Petersen, købt hos Gallerie Frahm, da Janus var 21 år. Maleriet hænger sammen med diverse fund og arvestykker. Den store, buede lampe, Arco, er af Achille Castiglioni fra Flos.

“Vi har istandsat lejligheden løbende, men det var afgørende at få fremkaldt den tidligere ånd med nye farver og smukke tapeter. Det var vigtigt for os at skabe et levende hjem, der både kunne inspirere og skabe ro, og være rammen om vores familie med tre børn og en hund. Vi vægter praktik og æstetik lige højt,” siger Therese, der ved siden af sit arbejde hos Lot #29, arbejder som indretningsdesigner for private kunder.

Boligen

Herskabelig lejlighed på 230 kvadratmeter i Skt. Annæ-kvarteret i København. Lejligheden var oprindelig to, men blev slået sammen af de tidligere beboere. Ejendommen tilhørte i mange år Janus’ familie, og i lejligheden her har hans bedsteforældre haft hjemme. Janus og Therese selv har, ligesom Janus’ mor, tidligere boet i lejligheden nedenunder.

Såvel i sin metier som herhjemme, har hun stor fokus på at skabe personlige indretninger, der afspejler de mennesker, der bor og lever i rammerne. Om sin egen indretning siger hun:

“Det skal være hyggeligt og energiskabende og samtidigt indbyde til fællesskab. Samtidig er tingene valgt i fællesskab, både dem vi har købt, men også dem, der er arvet. Vores udtryk er en smuk kombination af netop nyt og gammelt, og alt er tilladt. Vi søger ingen specifik stilart, men det skal tale til os, om det så er for den æstetiske værdi eller fordi, der følger en sjov historie med.”

Foto: Line Thit Klein

Overalt i hjemmet ses smukke farvekombinationer som her, hvor en lilla lampeskærm danner det fineste farveunivers sammen med reolens grønne og tapetets blå. Bøgerne ligger på en forstenet træstamme fra Beau Marché, mens den gamle bakke er et arvestykke.

Foto: Line Thit Klein

På de indbyggede reoler i stuen står en samling vintageglas sammen med et værk af Will Broome – et unika, som Janus fik lavet til Therese, da de havde kobberbryllup. Det lille værk af nciska Clausen er et arvestykke.

Lader man blikket glide rundt i stuerne, lander det flere gange på møbler af ikoniske danske designere og arkitekter som f.eks. Mogens Koch, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. De senere år, efter at Janus’ mor, indretningsarkitekten Lilian Malling, gik bort, er der kommet flere antikke møbler ind, der klæder de kontemporære klassikere.

Flere af de antikke møbler har tidligere stået i lejligheden, da Janus’ bedsteforældre boede her, og på den måde føles det som om, der løber en rød tråd af familiehistorie gennem de mange rum – på trods af de forskelligartede tids- og stilperioder, der er repræsenteret.

Foto: Line Thit Klein

Et smukt hjørne med en stor Kurt Trampedach-plakat, en vintage George Braque-plakat og et sæt Robert Jacobsen-litografier. Det grønne fad er af Bjørn Wiinblad, og lampen er fra Flos.

Lejlighedens generøse kvadratmeter fordeler sig over flere stuer og værelser i hver ende. Da Janus og Therese overtog den, valgte de at flytte entrédøren over på modsatte side af opgangen for på den måde at kunne skabe en voksenafdeling’ med soveværelse, walk-in og eget bad. Lejligheden føles, fordi den er opdelt i definerede ‘afdelinger’, både rummelig og særegent hyggelig – med plads til såvel masser af gæster og masser af privatliv.

Både Therese og Janus interesserer sig for både møbelkunst og kunst, og er for det meste fælles om investeringer af den karakter.

Foto: Line Thit Klein

Det klassiske PK58-spisebord af Poul Kjærholm fra Fritz Hansen danner et naturligt samlingspunkt i spisestuen. Når der sættes plader på, kan det favne familie og venner. Y-stolene af Hans Wegner i lilla er en særlig udgave, mens lampen over bordet er fra Flos. Det store fotoværk er fundet hos Sacre Coeur i Charlottenlund, mens lysestagerne af Jean Royère er fra Helle Thygesen.

Men børnenes tegninger står lige så højt på listen over ting, de ville redde, hvis huset brændte, som et lille værk af Franciska Clausen og Thereses favoritværk af Michael Kvium. Hverken hun eller Janus har deres samlerpassion fra fremmede.

“Min far var meget interesseret i dansk arkitektur og møbelkunst og har altid inspireret mig til at vælge god, dansk kvalitet. Janus’ mormor havde næse for farver og kunst, og hans mor havde eminent god smag,” siger Therese.

Foto: Line Thit Klein

Kig fra stuen mod kontoret, hvor Therese og Janus har fælles hjemmearbejdsplads. Den røde lampe, som er en udgået model af Verner Panton, skaber smukt blikfang og kontrast til tapetet fra Sanderson og en messinglampe af Tommaso Barbi købt hos The Apartment. Børge Mogensens tremmesofa blev oprindeligt givet til Janus’ moster i 18 års fødselsdagsgave, mens den lille barnestol af Mogens Koch ligeledes er et arvestykke. Værket på væggen er af Maurice Esteve.

Udover kunsten, er tekstiler – mange og mangeartede – med til at skabe en ekstraordinært varm og hyggelig stemning, hvilket, trods masser af æstetiske hensyn og overvejelser, er det primære fokus for både Janus og Therese. Som hun siger:

“Vores hjem er det mest personlige, vi har sammen. Det skal kunne rumme liv, der leves.”

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Et sæt smukke, klassiske reoler af Mogens Koch holder orden i sagerne i det fælles kontor, mens en Snoopy-lampe fra Flos skaber stemning sammen med en vintagelampe med foldeskærm på bordet, som er et arvestykke. Den lyserøde organizer fra Kartell er købt hos The Apartment, mens den stribede kontorstol er fra Kevi – Mads Nørgaard edition.

Foto: Line Thit Klein

Det gamle køkken, som blev etableret i 1984, har fået lov at blive, og Therese elsker de sølvgrå overflader og zink-bordpladen med de rundede kanter. Lampen er fra Dell, og krukken er vintage fra Frankrig ligesom glasset. På væggen hænger et kort købt i Beau Marché, mens den orange vase er fra Zafferano.

Foto: Line Thit Klein

En samling af Thereses smukke tasker, der udgør et lille stilleben i sig selv. Stolen er vintage.

Foto: Line Thit Klein

I det lille walk-in closet, der er malet gult, er gardinerne udstyret med et smukt blondegardin, der skaber et lidt gammeldags udtryk – sammen med Thereses yndlingsdufte fra blandt andet Le Labo og Etro.

Foto: Line Thit Klein

Væggene i soveværelset er malet i en klar blå nuance, der skaber blikfang og dybde. Sengelamperne er fra Bestlite, mens billedet over sengen er af George Braque. Gardinerne fra Liberty og et vintage-patchworktæppe købt i den nu lukkede butik Sentaku, skaber en stemning af nostalgi og sommerminder.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Kom indenfor hos Pia Bresling: “Jeg vil 100 gange hellere købe et kunstværk end en lampe eller et møbel”