29-årige Mads Hilbert udstiller i San Fransisco til april, og til foråret skal han lave sin første soloudstilling hos V1 Gallery. Hilbert får brug for kunne rekreere, når han er hjemme, så derfor er han gået i gang med den store renselse af den lille lejlighed, som tidligere fungerede som hans atelier.
Da jeg for alvor begyndte at male på fuldtid, virkede det oplagt at bruge min lejlighed som atelier. Og ret hurtigt overtog kunsten. Jeg opmagasinerede færdige værker i soveværelset, og arbejdede i stuen, hvor der flød med maling, pensler, papir og lærred, og den ene håndvask i køkkenet blev kun brugt til at rense pensler i.
Jeg havde svært ved at slappe af og sove ordentligt, fordi jeg konstant tænkte på et værk. Jeg fik nærmest dårlig samvittighed, når jeg lå og så Netflix, hvis der stod et ufærdigt maleri og ventede på mig. Der var ikke plads til, at tankerne kunne svæve hen på noget andet.
Jeg havde brug for en distance til min kunst, så da jeg startede på det Fynske Kunstakademi, og fik en atelierplads der, gav det mig en tiltrængt mulighed for at komme lidt ud. Jeg har også fået lov til at arbejde på lagre eller værksteder hos folk, jeg kender. Nu skal lejligheden igen være et hjem. De sidste par måneder har vi været i gang med den store renselse.
Vi begyndte med soveværelset, hvor vi malede væggene og gulvet hvidt, og nu er det stuens tur. Alle mine malingpletter skal males over. Også i loftet, hvor jeg nok skal lave et mindre loftsmaleri – det kan godt virke lidt overvældende med et så stort loftsmaleri i en lejlighed på 45 kvadratmeter. Det bliver lækkert at få et helt clean space, hvor et almindeligt liv kan udspille sig. Med aftensmad og vasketøj.
Jeg overlader det meste af indretningen til min kæreste, Martin, som er arkitekt. Han har en bedre forståelse for, hvordan materialer som rispapir, træ og aluminium kan kombineres, og hvilke materialer, der patineres smukt over tid. Jeg har altid tænkt, at jeg havde god smag, men jeg kan godt se, at jeg ikke rigtig har en forståelse for indretning på den måde.
Jeg kan godt lide ting, som er gået i stykker og lappet sammen. Som min tipoldemors suppeterrin fra Royal Copenhagen, som flere steder er klinket sammen med en hæfteklamme, og det synes jeg er rigtig flot. Det må ikke blive for pænt.
Mit spisebord og flere af de andre møbler kommer fra mine forældres ødegård i Sverige. Jeg kan godt lide, at ting har været brugt, og vil bruges. At det ikke gør noget, at der kommer maling eller rødvin på. Jeg kan godt lide det rene, men hvis det bliver for kedeligt, må jeg jo male lidt på væggene og loftet igen, så lejligheden kan blive et nyt værk. Eller hive nogle af mine pinde frem.
Jeg er rigtig glad for at samle pinde. Alle mulige forskellige former for pinde. Jeg har strandpinde, en grydeske, en kam fra Mexico og en tryllestav. Jeg ved ikke rigtig, hvad det handler om. Det er lidt ligesom at have en sten i lommen, man har samlet på stranden. De er rare at have. Jeg kan godt lide at kigge på dem.
Jeg kan også finde på at tage en pind med i min taske. Det er ikke nødvendigvis mindet om, hvor den kommer fra, som tiltaler mig, det er dens kvalitet, og måden den ligger i hånden på, som er tilfredsstillende. De er en vigtig del af mit hjem. Pindene er ikke en direkte del af mit kunstneriske udtryk, men de er måske underbevidste inspirationskilder. Det er heller ikke sådan, at jeg tegner min bedstemors suppeterrin, men jeg tager nok en følsomhed fra den med mig.
Da jeg arbejdede hjemme, følte jeg, at jeg fandt masser af inspiration bare ved at være her, men jeg kan se, at jeg har holdt gang i et bål, som måske var brændt ud. I dag er finder jeg mest inspiration ved at komme ud. Som da vi besøgte Martins forældre i Sønderjylland og haven var fuld af fingerbøl, som jeg blev helt opslugt af, eller på vores nylige rejse til Mexico, hvor jeg blev fascineret af parkerne med kaktusser og fantastiske farver.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.