I Politikens kærlighedsbrevkasse hjælper Felix Thorsen Katzenelson læserne med dilemmaer og ting, de ikke tør fortælle andre. Og han er ikke bange for selv at dele ud. Her fortæller han sin hemmelighed.
Jeg får altid et lille sug i maven, når Ibyens brevkasse får en mail. Især de meget hemmelighedsfulde. De lyder ofte lidt a la: “Jeg er gift med den bedste mand i verden, og vi skal til at have barn nummer tre, men nu så jeg min gamle efterskole-flirt på gågaden i Odense, og jeg er lige ved at smide vielsesringen og droppe mit ægteskab for at gå på date med ham, jeg kyssede lidt med til sodavandsdisko i ’98. Hvad gør jeg?”
Det er en sær ære at modtage sådan en henvendelse, for det er jo vidunderligt, at folk tør krænge deres hjerte ud til brevkassen, men nogle gange kan jeg også komme til at føle, at jeg og min gæsteredaktør – som hver uge er en ny person – sidder med et helt ægteskab mellem hænderne. Jeg har det princip, at når de tør være så ærlige, er jeg også nødt til at være ærlig. Nogle gange er den ærlighed hård, andre gange er den omsorgsfuld.
Vi fik for nylig en mail fra en ung kvinde, som har et forhold til en gift mand, der også er en offentlig person. Hun fortalte, at de mødes i hemmelighed hjemme hos hende og på caféer ude i byen. At der ikke er nogen udsigt til, at de kan blive et rigtigt par, og hun bliver dybt ked af det, hver gang hun ser hans kone. I sådan en situation skriger det jo til himlen, at hun skal se at komme ud af det.
Men i stedet for bare at skrive det direkte, svarer jeg, at jeg også godt kender det med at være håndtasken på nogens underarm. Det er vigtigt ikke bare at skælde ud, men sige: Det er også sket for mig, bare rolig, du er hverken den første eller den sidste, der har dummet sig.
Jeg skelner mellem hemmeligheder og løgne. Når folk skriver: “Min kæreste er helt vildt dårlig i sengen, men jeg tør ikke sige det til ham,” kan det jo lyde som en hemmelighed, men i virkeligheden er det en løgn, når du lader som om, at alt er fint i jeres sexliv. Men hvis du skjuler, at du engang for mange år siden har været vild med en af din kærestes venner, eller at du synes din svigermor er lidt irriterende, er vi ovre i hemmelighedskategorien, de ting som måske har bedst af at forblive hemmelige.
“Jeg har også outet både min mor og min far i brevkassen.”
Min kæreste synes nok, at jeg deler nogle lidt for private ting i mine brevkassesvar. Og det er helt sikkert rigtigt, at jeg af og til kommer til at afsløre hemmeligheder om mig selv og min omgangskreds. Men der forbeholder jeg mig kunstnerens ret til at bruge alt til alt. Jeg har også outet både min mor og min far i brevkassen. Men jeg synes, at jeg har behandlet de fleste pænt, og heldigvis er der jo altid et nyt brevkassesvar igen ugen efter. Så er der ingen, der kan huske, hvad jeg skrev i sidste uge.
Jeg håber, at jeg er blevet bedre til at skelne mellem, hvad der er løgn, og hvad der er hemmelighed i mit eget liv. Men jeg ved det ikke. I en brevkasse om kærlighed er det de blinde, der leder de blinde. Måske er jeg bedre til at skrive om kærlighed end andre, men det betyder ikke, at jeg nødvendigvis er bedre til at få den til at fungere i mit eget liv. Og hvis du læser alle brevkassesvar igennem, er jeg sikker på, at jeg modsiger mig selv med jævne mellemrum.
Jeg elsker hemmeligheder. Det er så spændende. Jeg elsker hemmeligheder som sladder, som fun facts, og jeg elsker også den selvpræserverende hemmelighed. I 2019 var jeg på Roskilde Festival, den første efter brevkassen var startet. Jeg stod oppe i Food Court på festivalpladsen, da en kvinde kom over og spurgte, om jeg kunne give hende et godt råd. Hun var lige gået fra sin kæreste, men de boede stadig i den samme Roskilde-lejr, og nu havde ekskæresten været sammen med en anden nede i lejren.
Efterfølgende havde hun også selv kysset med en anden, og nu var hun i tvivl, om hun skulle sige det til ham. Jeg rådede hende til at lade være, fordi det at have en hemmelighed for nogen også kan være en styrke. I hendes tilfælde at hun alene ved, at hun også har været sammen med en anden, når hun snakker med ekskæresten igen, eller når andre får medlidenhed med hende. De skulle bare vide.
“Jeg er enormt dårlig til at holde på hemmeligheder – især når det er sladder.”
På en måde er hemmeligheder også vigtige at have. I en tid hvor vi deler alt med hinanden hele tiden, tror jeg, det er sundt at have en kerne inde i sig selv, som ingen andre kender til. Jeg tror heller ikke på, at man skal fortælle sin partner alt. Det kan godt føles lidt uhyggeligt, når man sidder med sin kæreste og pludselig får en følelse af, at der er en side af vedkommende, man ikke kender, men jeg er sikker på, at det er sundt, så længe det ikke er noget fordækt.
Min egen hemmelighed er, at jeg engang selv har skrevet ind til Ibyens brevkasse med mine dilemmaer. Det er længe siden nu, men jeg har jo også hemmeligheder og problemer i mit liv, som jeg gerne vil have gode råd til. Måske var det, fordi der var en gæsteredaktør i den uge, som jeg så særligt meget op til.
Jeg er enormt dårlig til at holde på hemmeligheder – især når det er sladder. Lige for tiden går jeg rundt med en offentlig hemmelighed om en kendt person, som jeg fortæller til alle, der gider lytte. Jeg kan mærke, at det bobler inden i mig af glæde, bare når jeg tænker på den. Den ville aldrig kunne tåle at komme på tryk, men nu fortæller jeg dig den alligevel. Helt off the record, selvfølgelig. Jeg har hørt, at …
