Makeupartist Kolbrun Ran Kristjansdottir er lidt af en hemmelighed i sig selv. Hun har arbejdet med nogle af verdens største stjerner, og så har hun brækket sin ryg i Spice Girls’ tourbus. Her fortæller hun sin hemmelighed.
Jeg var 12 år gammel, da jeg flyttede fra Island til Danmark med min familie. Meningen var, at jeg skulle gå på Den Kongelige Balletskole. Men jeg stoppede, fordi det kom til at fylde for meget i mit liv. Once a dancer always a dancer, så i 1997 droppede jeg ud af gymnasiet i 2.g. og begyndte at arbejde som danser. Ikke længe efter rejste jeg til Ibiza, hvor jeg dansede fast på Pacha – den største og måske mest berømte klub på øen – i sommersæsonen i et par år. Danserne var stjerner dernede, og det handlede om at skabe sit eget udtryk, hvilket vi blandt andet gjorde gennem vores makeup.
På Ibiza mødte jeg Kate Moss’ private makeupartist, som fortalte mig, at jeg havde talent for makeup, og at jeg burde gøre noget ved det. Jeg var 19 år gammel, da jeg søgte ind på London College of Fashion, som havde et tremåneders makeupkursus. I London boede jeg hos en anden danser, en drag queen, som kaldte sig Venus Mantrap. Han var venner med Boy George og Vivienne Westwood. Dem mødte jeg på natklubben Madame Jojo’s i Soho. De gjorde mig street smart. Det var et miljø med stor diversitet, og jeg lærte hurtigt at begå mig blandt mange forskellige slags mennesker, samtidig med at jeg forelskede mig pladask i London.
“Måske skriver jeg en bog, når jeg ligger på mit dødsleje. Så kan jeg fortælle det hele”
Efter mit kursus mødte jeg Uffe Buchard hjemme i København. Han udgav DANSK, som for mig var den største kreative legeplads i den danske modebranche. Han blev en mentor for mig. Det første, han sagde, var: “Tag alt, hvad du har lært i skolen, og smid det ud.” Nu var det tid til at skabe mit eget udtryk som makeupartist. Jeg assisterede ham i halvandet år, og han åbnede alle døre i Danmark for mig. I de efterfølgende år lavede jeg alle de store jobs herhjemme og var altid med på modeugerne, men jeg kunne mærke, at London stadig trak i mig. Så som 26-årig, i 2008, pakkede jeg mine kufferter igen og tog afsted.
Min booker, Camilla Bigler, havde boet derovre i mange år, så hun satte møder op med alle de store agenter. Jeg begyndte at lave makeup på celebrities inden for musik og mode. På et job mødte jeg Melanie C fra Spice Girls, og hun fortalte mig, at de var i gang med at forberede deres store reunion turné. “Hvad skal du de næste seks måneder?” spurgte hun. Jeg var egentlig ikke den store Spice Girls-fan, og jeg havde ikke lyst til at rejse fra London, men min agent sagde: “Come on, it’s the chance of a lifetime.” En chauffør kørte mig ud til alle Spice Girls-medlemmerne på skift, hvor jeg skulle møde dem og lægge en prøvemakeup. Den sværeste var Geri Halliwell – det krævede tre gange, før hun sagde ja.
Et par måneder inde i verdensturnéen skulle Spice Girls spille i Manchester. Dagen efter skulle vi med bussen tilbage til London, inden vi skulle flyve til Boston, men jeg havde en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg ville bare ikke med den bus. Selv om jeg forsøgte at overtale tourmanageren til, at jeg kunne tage toget til London, endte jeg med at gå ombord. Folk festede, men jeg var ikke i humør, så jeg kravlede op i den øverste køje. Normalt er en tourbus to etager, men denne havde kun én, og der var måske fire meter til loftet. Der burde have været gelænder og sikkerhedssele i de øverste køjer, men i stedet var der bare et gardin.
Pludselig vågnede jeg ved, at jeg var ved at ryge ud af min seng. Jeg greb ud efter gardinet, men trak bare gardinstangen med og landede på en metaltrappe med et brag. Det føltes, som om alting gik i slowmotion. Jeg kunne høre en lyd, og først efter et par sekunder opdagede jeg, at det var mit eget skrig. Min ryg var brækket midt over, og hvis jeg havde bevæget mig en centimeter, risikerede jeg at blive lam hele vejen ned. Men Geri Halliwells bodyguard tvang mig til at ligge stille og reddede mit liv. Forsigtigt fik ambulancefolkene løftet mig ud af bussen og kørt mig på hospitalet, hvor jeg vågnede dagen efter helt pumpet op på smertestillende.
“Geri Halliwells bodyguard tvang mig til at ligge stille og reddede mit liv.”
Lægerne sagde, at jeg var lam i benene. Men jeg kunne stadig mærke dem, og jeg nægtede. I fire dage lå jeg, helt høj på morfin, og talte til min egen storetå, og pludselig, en morgen, kunne jeg vrikke med den. Lægerne blev kaldt ind, og jeg blev sendt til operation, men indgrebet ville betyde, at jeg ikke kunne få børn. På det tidspunkt datede jeg en læge, som greb ind og fik overtalt hospitalet til at sætte mig i en form for Frankenstein-korset, som skulle holde rygsøjlen på plads, mens den helede. Sådan gik jeg rundt de næste seks måneder. Gudskelov genvandt jeg min førlighed. Og at jeg undgik operationen har betydet, at jeg i 2021 fødte mit livs kærlighed, min søn.
Efter jeg kom tilbage, begyndte jeg igen at arbejde med de store stjerner. Jeg har været på turné med Anastacia og med Dido. Jeg har mødt supermodeller, og jeg har haft Johnny Depp i stolen, der kom ind ad døren og begyndte at fortælle mig alt om sit forhold til Vanessa Paradis.
I min branche er det 50 procent evner, 50 procent personlighed, og har du ikke begge dele, kommer du ingen vegne. Mit job er også at få folk til at sænke skuldrene og slappe af. Kendte mennesker har ofte paraderne oppe, og jeg tror, det er sundt og rart for dem at blive behandlet som alle andre mennesker – så de får ingen særbehandling af mig.
I mit job får man man ofte hemmeligheder at vide, men sladrer man, er man færdig. Det, man kalder frisørsladder, er no go. Der var en frisør, som kom til at tale over sig til et sladderblad, og han har mig bekendt ikke arbejdet i den del af branchen siden. Jeg blev også konstant ringet op af journalister, som ville have mig til at fortælle hemmeligheder fra backstage, men hver gang sagde jeg nej. Uden integritet og respekt for folks privatliv er man ingenting i mit job.
Noget helt andet er, at jeg har skrevet under på en masse kontrakter, som gør, at jeg er nødt til at holde på folks hemmeligheder. Ellers kommer de og sagsøger mig for alt, hvad jeg ejer. Jeg skulle engang hjem til Simon Cowell og hans kone for at lægge makeup på dem inden en galla med X-Factor. Her blev jeg ført ind gennem en særlig sikkerhedsindgang og trådte ind i et lokale, hvor der lå en kæmpe stak med dokumenter, som jeg skulle skrive under på.
Jeg nåede slet ikke at nærlæse det hele, inden arbejdet gik i gang. Måske skriver jeg en bog, når jeg ligger på mit dødsleje. Så kan jeg fortælle det hele. Og så får de svært ved at sagsøge mig. Haha.