Nu glæder vi os endnu mere til anden sæson.
Da første sæson af ’Sex and the City’ spin-off serien ‘And Just Like That’ løb over skærmene for halvandet år siden, var det (for nogle) lidt en halv fornøjelse.
Den ikoniske kvartet bestående af Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha var nemlig det fjerde medlem foruden. I serien blev Samanthas fravær beskrevet som, at PR-bossen var flyttet til London, og nu blot var en veninde Carrie sms’ede med, men virkelighedens årsag var, som mange er bekendte med, en intern strid mellem skuespillerne bag karaktererne.
Striden mellem særligt Kim Cattrall (Samantha) og Sarah Jessica Parker (Carrie) har været voldsomt dækket i medierne, så få gjorde sig forhåbninger om nogensinde at se Cattrall i ’Sex and the City’-regi igen.
Men New Yorker-avisen The Post har dog fundet ud af, at Cattrall nu åbenbart har filmet en såkaldt ’cliffhanger’-scene til spin-off seriens anden sæson, som har premiere 22. juni i år. Og HBO, der producerer serien, har sågar bekræftet, at det passer: Samantha vender tilbage.
Åbenbart har Cattralls medvirken kunne holdes hemmelig indtil nu, da hendes medvirken er en diskret ’cameo’ som ikke var skrevet ind i manuskriptet, således at hverken dem, der havde adgang til manus eller showets call-lister vidste, at hun ville medvirke.
The Posts kilder fra serieproduktionen fortæller, at de ”bestemt var meget overraskede og meget nysgerrige på, hvordan det bliver skrevet ind i historien.”
Og det forstår man jo godt, fordi Cattrall flere gange har udtalt, at hun aldrig ville vende tilbage til sin rolle som Samantha. Men man skal åbenbart aldrig sige aldrig.