Vi bliver nødt til at lade være med at kønne personer og genstande i sproget, mener ELLEs journalist, der gang på gang oplever opgivende suk fra folk omkring sig i sit forsøg på at skabe mere rummelighed gennem ord og vendinger.
Jeg er stor tilhænger af, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at skabe plads til alle. Og selvom en stor del af den mission ligger på skuldrene af vores politikere, kan vi som enkeltpersoner også gøre noget – gennem vores sprog.
Derfor forsøger jeg altid med mit sprog at være mest mulig inklusiv – både gennem mit arbejde som journalist på ELLE og i det private.
Helt konkret betyder det for eksempel, at jeg gør en indsats for at finde ud af, om dem vi skriver om, identificerer sig som binære eller nonbinære, ligesom jeg finder termer, der ikke nødvendigvis er kønnede og holder mig fra at beskrive kropstyper.
Bevares, jeg skal ikke lyde hellig, for det glipper også en gang imellem for mig at få brugt det korrekte pronomen og være politisk korrekt. For identitetspolitik og inkluderende sprogbrug kan være svært at finde rundt i. Men det koster intet for mig at gøre alt det, jeg kan, for at skabe et rum, hvor flere føler sig set og hørt.
“Den umiddelbare irritation over ‘besværligheden’ ved at skulle rette sit sprog til, overrasker mig mildt sagt”
Og så alligevel. For det koster uendeligt mange himmelvendte øjne og opgivende suk omkring mig, når jeg gør opmærksom på det. Jeg er nemlig ikke bleg for, på respektfuld og pædagogisk vis, at rette både kollegaer, familie og venner, hvis de beskriver eksempelvis beklædningsdele med kønnede termer eller bruger et forkert pronomen om en person – også selvom den pågældende person ikke er til stede. For ellers husker vi det aldrig.
Den umiddelbare irritation over ‘besværligheden’ ved at skulle rette sit sprog til, overrasker mig mildt sagt. For selvom vi i min familie, min vennegruppe og på min arbejdsplads deler forholdsvis samme værdier, virker det som om, at jeg til tider skal undskylde for, at jeg prøver på at gøre det rigtige.
I min optik er det faktisk det mindste, jeg kan gøre i forsøget på at bidrage til et ændret – og mere inkluderende – sprog i vores samfund.
Ja, det er rigtigt – nogle gange kan det virke som om, at “man da heller ikke må noget mere”, som er en kommentar, jeg ofte får, når jeg “retter” folk. Jeg kan bare ikke se problemet i at respektere andre mennesker gennem nogle få, sproglige ændringer, som kan have enorm effekt på de mennesker, der i så mange generationer har følt sig enten misforstået, set ned på eller helt overset i sproget.
“Hvad hvis man ikke kan genkende sig selv i hverken det ene eller det andet?”
For eksempel har jeg altid undret mig over beskrivelser af ting som værende ‘feminint’ og ‘maskulint’. For hvad hvis man ikke kan genkende sig selv i hverken det ene eller det andet? Skal vi ikke bare beskrive de ting med andre beskrivende ord, der siger mindst ligeså meget om den pågældende ting, men ikke giver dem et unødvendigt køn?
I forbindelse med et interview om tidens tendenser blev jeg spurgt, om “mænd også kunne have pailletter på?” Jeg blev noget paf, for udover at være et, for mig at se, fuldstændig irrelevant spørgsmål, gik det først der op for mig, at journalisten havde tænkt mit interview som værende rettet mod kvinder, selvom jeg på intet tidspunkt havde brugt kønnede vendinger.
På et mere personligt plan har mit tøjvalg affødt kommentarer, der med et kønner det, jeg har valgt at tage på – fra tasker til smykker. Kommentarer, der ikke altid har været ment ondt, men som har sat sig i mig i en sådan grad, at jeg først i mine 30’ere har turde tage lige præcis det på, jeg havde lyst til. Og det til trods for, at jeg umiddelbart ikke vil betegne min stil som værende normativ udfordrende.
Jo mere jeg støder på opgivende reaktioner fra folk, jo mere undrer det mig, at det er mig, der skal undskylde for at være besværlig og ikke dem, der skal undskylde for endnu en gang at bruge forudindtagede ord og vendinger.
Uanset alle de løftede øjenbryn og himmelvendte øjne, holder jeg dog fast – for hvis vi skal ændre diskursen i vores samfund og skabe et trygt og rummeligt rum, skal det påpeges igen og igen, indtil det bliver en naturlig del af vores sprogbrug – og det er også OK – og det er hermed gjort.
