Du vil gerne aflyse kaffeaftalen med din ven, men kan du egentlig tillade dig at gøre det? Og hvordan?
Du har en aftale om at mødes med en af dine venner om et par timer, men du har faktisk allermest bare lyst til at blive under dynen og gense samtlige sæsoner af ‘Sex & The City’ for syvende gang.
Hvad siger du til din ven? Bliver vedkommende sur, hvis du aflyser?
Forskerne bag et amerikansk studie fra Michigan State University har spurgt over 1.100 personer om, hvordan de foretrækker, at deres venner aflyser, hvilke negative følelser der er forbundet med at modtage en aflysning og ikke mindst hvilke undskyldninger for at aflyse, der er gode og dårlige.
“At bevare relationer til andre er vigtigt for mennesker, men virkeligheden er, at der eksisterer social angst. At være ude i verden – eller forberede sig på at være det – er udmattende, mens det er trygt at blive hjemme,” fortæller William Chopik, der er lektor på universitetets Institut for Psykologi og hovedforfatter af undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
Tilbage til ‘Sex & The City’-scenariet under dynen – du vil gerne aflyse kaffeaftalen med din ven, men kan du egentlig tillade dig at gøre det?
Ifølge det amerikanske studie er svaret ja.
Størstedelen af de adspurgte, 80 procent, svarede nemlig, at aflysning af planer ikke ville påvirke deres venskab.
Der er dog ét men: De ville blive kede af, hvis de fandt ud af, at årsagen til aflysningen var en løgn.
Så drop dårlige undskyldninger om, at du har overarbejde, skal besøge din syge moster eller har dobbeltbooket med en rund fødselsdag, hvis det ikke passer. Bare vær ærlig.
Undersøgelsen viste desuden, at folk overordnet set har det okay med aflysninger, medmindre det er en rigtig god ven, der gør det.
Direkte adspurgt om, hvor kede af det, de ville blive, hvis en god ven eller bedste ven aflyste en aftale, sagde de fleste personer, at de ville blive “moderat kede af det.”
“Hvor investeret man er i relationen, ser ud til at have en betydning. At få en aflysning fra ens bedste ven, som man formentlig har investeret meget i, ville påvirke de adspurgte mere, end hvis det var en almindelig ven eller bekendt,” fortæller William Chopik.
Okay, så det er fair nok at aflyse, men hvordan giver man så bedst besked?
Næsten 60 procent af de adspurgte svarede, at de ville foretrække at få aflysningen i god tid, kort og kontant, gerne på SMS eller over opkald. Lad være med at vente til sidste øjeblik.
De mest acceptable årsager til at melde afbud er ifølge undersøgelsen sygdom eller familierelaterede undskyldninger, arbejdsforpligtelser eller uventede nødsituationer – i den rækkefølge.
Hold dig derimod fra at melde afbud, hvis det er, fordi du bliver inviteret på date eller til et andet spændende socialt arrangement. Over halvdelen af de adspurgte har angivet de to årsager som de absolut værste grunde til at melde afbud med en ven.
Overraskende nok viser undersøgelsen også, at kun 10 procent forventer en undskyldning fra deres ven, hvis vedkommende aflyser.
Summa summarum: Vær ærlig over for dine venner, hvis du gerne vil aflyse den aftale, I har.
(Og foreslå eventuelt lige en ny dato, til når du har fået nok af Netflix)
Denne artikel blev oprindeligt udgivet på Femina Update.