Selvom romancer mellem queer-personer længe har været en del af film og serier, føles det først nu som om, at historierne bliver fortalt med respekt og omhu. Og det betyder måske meget mere, end du tror.
Artiklen indeholder spoilers om ‘The Last of Us’, så læs ikke videre, hvis ikke du har set tredje afsnit.
Da tredje afsnit af ‘The Last of Us’ kom ud om Frank og Bill, blev det hurtigt dømt til at være et af de bedste serieafsnit nogensinde. Nemlig på grund af sin smukke og rørende fortælling om de to mænd, spillet af Nick Offerman og Murray Bartlett, der finder kærligheden midt i verdens undergang.
Det var ikke bare blandt fans og anmeldere, at afsnittet blev rost. Også blandt queer-personer og LGBTQ+-foreninger over hele verden blev det hyldet for sin måde at portrættere queer-kærlighed på lige fod med den måde, som den heteronormative kærlighed bliver fortalt serier i og film.
For selvom afsnittet endte på sørgelig vis, da parret valgte at tage livet af sig selv sammen på grund af sygdom, var deres sørgelige skæbne ikke at blive udskammet for deres seksualitet eller at blive udsat for en hadforbrydelse. Det er ellers temaer som dem, vi i stor grad er blevet vant til at se queer-karakterer forbundet med i film og på tv.
Murray Bartlett og Nick Offerman i 'The Last of Us'.
Lige indtil nu.
Nok har film som ‘Call Me By Your Name’ fra 2017 haft succes med at fortælle queer-kærlighedshistorier uden de ellers tragiske skæbner, som LGBTQ+-karakterer ellers så ofte bliver påduttet i film. Men det føles først nu som om, at skaberne bag disse fortællinger formår at placere queer-fortællinger centralt i den overordnede historie, uden det skal handle om, at de er queer.
Det så vi også igen i syvende afsnit af ‘The Last of Us’, hvor hovedpersonen Ellie og hendes bedste ven Riley deler deres første kys i et rørende øjeblik, uden at understrege, at det handler om deres seksualitet – bare om deres forelskelse.
Storm Reid og Bella Ramsay i 'The Last of Us'.
Og det er øjeblikke som dem, der har manglet i de populære serier og film.
Igennem alt for mange generationer har LGBTQ-personer været tildelt roller som det sjove sidekick eller den tragiske homo, uden at de har fået lov til at være fuldendte karakterer ud over deres seksualitet. Og dermed har queer-kærligheden heller ikke fået lov til at blive fortalt som hos hetero-karakterer.
Vi så det også for nylig i november sidste år med den danske DR-serie ‘Carmen Curlers’, hvor afsnittet ’Artiste Extraordinaire’ om frisøren Frans for første gang på dansk tv viste homoseksuel kærlighed på smuk vis i bedste sendetid.
Nicolai Jørgensen i 'Carmen Curlers'.
Selvom afsnittet alligevel endte sørgeligt, var det befriende endelig at se queer-kærligheden blive vist med respekt for karakteren, mens det samtidig var et indblik i dansk historie, som vi meget sjældent ser foldet ud i mainstream medier.
Selvom det for nogle kan virke underordnet, hvilken identitet eller seksualitet en fiktiv karakter har, så betyder det meget mere end hvad nogle aner for de queer-personer, der ser med. For repræsentation betyder noget.
På trods af, at mere konservative seere kalder det for homopropaganda og unødig wokeness, er det et vigtig skridt for underholdningsindustrien at være så vedholdende i at fortælle de smukke kærlighedshistorier, der i alt for mange år er blevet gemt væk eller pakket ind i tragedie.
