Carina Buch gik ikke til screening for livmoderhalskræft, for hun tænkte, at det ikke ville ramme hende. Men det gjorde det. Nu opfordrer hun andre til at tage af sted.
Carina Buch har fire små prikker tatoveret i en firkant på sin mave.
Hun peger uden på sin kjole, der, hvor de sidder: En prik under brystet, en ved navlen og to i siderne.
Da hun blev behandlet for livmoderhalskræft, var disse fire prikker ledetrådene for, hvordan strålebehandlingen skulle indstilles.
Diagnosen fik hun i marts 2021. En læge undersøgte hende på Rigshospitalet, og Carina Buch nåede knap at stige ned fra undersøgelsesbriksen og sætte sig på stolen, før lægen sagde:
– Du har livmoderhalskræft. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
For ved Carina Buchs livmoderhals havde lægen fundet en tumor på 7x4x4 cm.
– Første troede jeg, at jeg skulle dø – for et kort øjeblik. Så blev jeg grebet af panik: Hvad nu? Spørger Carina Buch, der var 33 år dengang.
Hvad med hendes mand og deres to børn og det job som socialrådgiver, hun lige var begyndt på?
Det var slet ikke det, Carina Buch havde forestillet sig, da hun gik til sin egen læge for at blive undersøgt for uregelmæssige blødninger. Lægen havde taget et celleskrab fra Carina Buchs livmoderhals, som viste celleforandringer. Og det var på grund af de celleforandringer, lægen havde sendt Carina Buch videre til Rigshospitalet for at blive undersøgt yderligere.
I Danmark modtager alle kvinder mellem 23 og 65 år en invitation til celleskrab hos egen læge hver tredje-femte år for at forebygge livmoderhalskræft. Kræften opstår nemlig af celleforandringer, og de celleforandringer kan man se fra celleskrabet. På den måde kan man behandle forandringerne, før de udvikler sig til kræft.
I årene 2016-2020 fik 340 kvinder livmoderhalskræft årligt. I 2021 var tallet nede på 275. Men cirka to tredjedel af de kvinder, der årligt får konstateret kræft, har ikke været til et celleskrab inden.
Carina Buch havde også fået invitationerne, men hun var ikke taget afsted.
– Jeg tænkte, ”det rammer ikke mig”, fortæller hun. Og tanken om en gynækologisk undersøgelse var heller ikke særlig tillokkende. Hun er også HPV-vaccineret, så hun tænkte, at det nok gik.
Det er blandt andet den slags overvejelser, der får mange kvinder til at blive væk fra celleskrabet, fortæller Janne Bigaard, som er overlæge og projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.
Og så er der heller ikke særlig mange symptomer.
– Man kan ikke mærke celleforandringer, og symptomer på kræft kan være blødninger i forbindelse med samleje, pletblødninger eller ildelugtende, brunligt udflåd. Det er diskrete symptomer, som kommer og går, og så tænker man måske, at nu er det væk, siger hun.
Det skal du vide om livmoderhalskræft og celleskrab
- Livmoderhalsen er det nederste lille stykke af livmoderen, som måler to-tre centimeter.
- I årene 2016-2020 fik 340 kvinder livmoderhalskræft årligt. I 2021 var tallet nede på 275. Af dem, som får diagnosen, har cirka to tredjedele aldrig fået foretaget et celleskrab.
- Livmoderhalskræft opstår fra HPV-virus. Der findes flere hundrede forskellige vira, og 15 af dem kan udvikle sig til kræft. Først er virus årsag til celleforandringer, som i nogle tilfælde kan udvikle forstadie til kræft, og i værste fald udvikler det sig altså til kræft. Det tager 10-15 år at udvikle kræft.
- HPV-virus smitter seksuelt, og de fleste får det i løbet af deres liv. Det er helt normalt, og de fleste infektioner går i sig selv igen.
- Hvis dit celleskrab viser, at du har celleforandringer, eller du er smittet med virus, vil du blive kaldt til tjek igen og fulgt tættere for at holde øje med, om celleforandringerne går i sig selv, eller om virus forsvinder igen.
- Man behandler celleforandringer med et keglesnit. Det er et gynækologisk indgreb, hvor lægen fjerner et lille stykke af livmoderhalsen med et keglesnit.
- Livmoderhalskræft behandles med kemo, stråling og operation. Sommetider kan man ”nøjes” med at fjerne livmoderhalsen, og i andre tilfælde fjerner man hele livmoderen. For nogle, som ”kun” får fjernet livmoderhalsen, kan graviditet stadig lade sig gøre.
Kilde: Kræftens bekæmpelse, overlæge og projektchef Janne Bigaard
Nogle er også angst for at få foretaget en gynækologisk undersøgelse. Det gælder især kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb eller haft traumatiserende oplevelser.
– Der ligger en afgivelse af kontrol ved at lægge sig op på briksen, fordi man er lidt hjælpeløs, når man ligger der. Her er det lægens ansvar at skabe en behagelig og tryg situation, siger Janne Bigaard.
Men der findes faktisk også allerede en test, som man selv kan udføre derhjemme. Testen viser ikke, om man har celleforandringer, men om man har HPV-virus. Det er nemlig en kronisk virusinfektion, som i nogle tilfælde udvikler sig til celleforandringer.
Det er helt normalt at blive smittet med virus, og i de fleste tilfælde bekæmper kroppens immunforsvar den, men lægen inviterer dig til tjek et år senere for at være sikker på, det ikke udvikler sig.
Sådan en havde Carina Buch også liggende, men hun fik den ikke taget.
Efter Carina Buch havde fået konstateret livmoderhalskræft, gik der en lille måned, før hun begyndte et komprimeret forhandlingsforløb: Hendes tumor var for stor til, at den kunne opereres væk, og den havde også allerede spredt sig til lymferne.
Så derfor fik hun kemo fem gange og 25 strålebehandlinger. To gange fik hun 20 timers strålebehandlinger, hvor hun en gang i timen modtog 20 minutters stråling. Hver dag stod hun op, tog bussen ind til Rigshospitalet og fik strålebehandlingen. Det tog kun ti minutter, men hun var konstant udmattet og havde kvalme.
Behandlingen gik godt i den forstand, at Carina Buch blev erklæret kræftfri igen allerede to måneder efter, hun havde fået diagnosen.
Nu går hun til tjek hvert halve år for at se, om kræften er vendt tilbage, og i dagene op til, kommer frygten tilbage:
– Man ved ikke, om man er købt eller solgt. Er det hele væk, eller har det spredt sig? Skal jeg have en tur mere?
Og så er der alle bivirkningerne og senfølgerne.
– Man tror, at så kan man få behandling, og så kan man bare vende tilbage til sit liv og sit arbejde. Men sådan er det ikke.
“Jeg ser rigtig mange unge kvinder komme ind i gruppen, som skriver, at deres største ønske var at få børn, og nu kan de ikke få dem. Det er hjerteskærende at læse”
I dag glemmer Carina Buch, hvad ting hedder, og når hun skal svare på, hvor gammel hun er, skal hun lige tænke sig om.
– Det er ikke særligt behageligt.
At hun er udfordret kognitivt, var også medbetydende til, at hun blev sygemeldt fra sit job som socialrådgiver i efteråret. Hun er også gået i overgangsalderen.
– Det er mærkeligt at være 35 år, men have en krop som en 50-årig, siger hun.
Det betyder også, at hun ikke kan få flere børn. Hun er med i en Facebook-gruppe for kvinder med livmoderhalskræft, hvor det fylder meget.
Derudover har hun også vand i benene og må gå med støttestrømper, både hendes tarm og blære har taget skade, og hun tager medicin for, at blæren fungerer normalt.
Og så er der trætheden. Hun er konstant træt og bliver nemt udmattet. Hun skal vælge mellem at støvsuge eller tømme opvaskemaskinen, for hun kan ikke holde til at gøre begge dele samme dag, hvis hun også skal have energi til at lave mad.
Hun bliver nødt til at planlægge sine dage meget nøje i forhold til, hvad hun bruger energi på. Hvis de tager en heldagstur på Bakken, skal hun restituere flere dage efter.
Men der er også gode dage. Og et lille håb om, at trætheden måske forsvinder igen. Det gør den for nogle personer, der har været behandlet for kræft. Hun er også i gang med at få afklaret, hvor mange timer hun kan holde til at arbejde, for hun vil rigtig gerne arbejde igen.
Hun bebrejder ikke sig selv for, at hun ikke fik taget det celleskrab. Det gør ingen forskel nu, siger hun.
Men hun håber, hendes historie kan nå at gøre en forskel for andre kvinder.
Denne artikel blev første gang bragt på femina.dk.
