Celebrity style

Se billedet: Anne Hathaway bringer bemærkelsesværdig accessory fra ‘The Devil Wears Prada’ tilbage

- 26/01/2023

Andy Sachs, er det dig?

Vi har skrevet meget om Anne Hathaways nye stil, der er Andy Sachs (post make-over) værdig.

Fra Valentino til Alaïa, Gucci, Giorgio Armani Privé og Schiaparelli har der bestemt ikke manglet noget i Hathaways garderobe det sidste år, og der er ingen tvivl om, at hendes forhænværende, fiktive chef, Miranda Priestly ville give det nye look et afmålt, anerkendende nik.

Og selvfølgelig er Anne Hathaway, som det overraskende stilikon verden ikke kunne få nok af sidste år, også tilstede under haute couture-modeugen i Paris.

Men modsat Doja Cat og Kylie Jenner, der tiltrak meget opmærksomhed med deres valg af outfits, så gjorde Anne Hathaway entre på mere underspillet maner, der ikke manglede franske referencer, og som også synes at hædre skuespillerens alias, Andy Sachs.

Særligt Hathaways hattevalg gav os en særlig følelse af deja vu. For kig lige en ekstra gang, og fortæl os, at hatten ikke er som taget ud af Anys garderobe i kultfilmen fra 2006?

Foto: Gigi Iorio/Splash/Ritzau Scanpix

Anne Hathaway, Paris 2023

Den polariserende hovedbeklædning, bedre kendt som mælkedrengekasketten, var i 00’erne fast inventar på hovederne af stjerner som Jennifer Lopez, Britney Spears og Gwen Stefani – gerne sat sammen med jeans med en kort flæsekjole ud over.

Foto: Stewart Cook/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Britney Spears, 2002

Kasketten blev – trods visse kendissers hang til den – dog aldrig helt anerkendt som en moderigtig accessory; lige indtil Anne Hathaway troppede op i flere versioner af den lidt udskældte hovedbeklædning i rollen som Andy Sachs i den populære film ’The Devil Wears Prada’ – og det var altså efter karakteren havde undergået sin fashionable makeover, vel at mærke. Og hun bar den flot, uanset om det var med en hvid frakke til eller sammen med lag-på-lag halskæder fra Chanel.

Foto: 20th Century Fox/Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix

'The Devil Wears Prada', 2006

Foto: 20th Century Fox/Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix

'The Devil Wears Prada', 2006

Og netop på grund af Andy Sachs-referencen er gensynet med kasketten kærkomment – især fordi Hathaway formår at integrere den i sit look på en måde, der er til at forstå, og fordi hendes tilgang til kasketstyling er temmelig diskret.

Under haute cputure-modeugen i Paris parrede stjernen kasketten med en marineblå lang frakke, cremefarvet cashmere-sweater, brede jeans og støvler i sølv. Et outfit, der emmede af chik parisienne, og ikke bar de fjerneste strejf af Y2K, hvilket kasketten ellers godt kunne fremprovokere.

Men det er faktisk ikke første gang, at Hathaway har fundet netop denne hovedbeklæning frem i nyere tid. Faktisk havde hun også kasketten på i september 2022 til et look, der var ligeså raffineret og afslappet, som det hun bar i Paris.

Foto: Mega

Anne Hathaway, 2022

Og det beviser blot, at den ellers udskældte 00’er-accessory måske alligevel er på vej tilbage, og at den på alle måder har sin berettigelse i 2023.

Læs ogå

Bliver denne håraccessory fra 00’erne det næste Y2K-comeback-item? Ja, ifølge Bella Hadid