Andre er vilde med den. Men det er vores anmelder Louise Kidde Sauntved ikke. For hvorfor skal vi stadig fnise af kvinders seksualitet på film?
Hvad er “Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere” for en slags film?
“Det er en film om at sætte sig selv fri som kvinde efter i årevis at have investeret al sin energi i henholdsvis parforhold og arbejde.
I filmen finder hovedpersonen styrken til at lytte til sig selv via onani – der sætter hende i kontakt med hendes egen krop.
Det er jo faktisk en rigtigt fin præmis, for hold nu op hvor er vi mange, der i dagens hektiske samfund er holdt op med at lytte til vores krop, og dermed også den mavefornemmelse, som faktisk konstant pejler os på rette vej.”
I din anmeldelse skriver du, at ”filmen er forelsket i idéen om, hvor frækt og grænseoverskridende det er at tale om onani i bedste sendetid, men frækkere er det altså heller ikke”. Hvorfor irriterede filmens præmis dig?
“Egentlig er onanien ikke som sådan filmens præmis – filmens præmis er, at vi kvinder er blevet for dårlige til at lytte til os selv, fordi vi hele tiden har travlt med at opfylde alle andre menneskers behov.
Onanien er beskrevet som det middel, hovedpersonen bruger til at genfinde kontakten til kroppen. Og det er da også en både fin og god måde at få mere kontakt til sin krop, ingen tvivl om det. Det, jeg ikke bryder mig om, er, at det bliver gjort til noget frækt og grænseoverskridende og til noget, der faktisk bliver fnist ikke så lidt af og over.
Det irriterer mig faktisk grænseløst.
Er vi ikke for længst nået forbi det punkt, hvor den kvindelige seksualitet – på film eller hvor den nu måtte komme til udtryk – er noget der skal fnises over og præsenteres med lyserøde sløjfer og lillepigesmil?
Det er faktisk lige så irriterende, som når voksne kvinder refererer til sig selv- og andre – som piger og tøs/zer. Vi er kvinder, lad os nu stå ved det. Og vi har en seksualitet. Bum.
Jeg tænker, at vi allerede med serien ”Sex and the City” – der immervæk kan fejre 25 års jubilæum i år, fik svesken på disken i forhold til at præsentere kvindelig seksualitet – med alt hvad det indebærer – i mainstreamkulturen.
Skal vi nu ikke bare komme videre. Onani er sjovt – eller kan være det. Men det er lige så passé at pakke det ind i pink sløjfer, som det er at hævde, at kvinder ikke går på toilettet.”
“Onani er sjovt – eller kan være det. Men det er lige så passé at pakke det ind i pink sløjfer, som det er at hævde, at kvinder ikke går på toilettet.”
Er der andre (bedre) film og serier, som du kan anbefale, der handler om kvinders seksualitet?
“Når man taler onani, og en svensk film, er det oplagt at nævne den svenske serie ’Kærlighed og Anarki,’ der handler om meget af det samme, og som også bruger kvinders onani som et komisk element. Men som gør det langt mere interessant og flertydigt.
Her er onanien både en frisættelse og et kontroltab, noget komisk og lidt kikset og noget, der giver en magt.
Selvom det bliver brugt i komikkens tjeneste, får det langt flere nuancer og en dybere betydning. Her handler det om en voksen kvinde, der er en voksen kvinde og ikke reduceres til en lillepige-version af sig selv.
Men hvis vi ikke kun taler om onani, men om kvindelig seksualitet som sådan, så er det faktisk to beskrivelser af lesbisk kærlighed, jeg kommer til at tænke på som det første, nemlig ’Adeles liv’ og ’Portræt af en kvinde i flammer’.
Det er jo interessant, at det åbenbart er lettere at beskrive kvindelig seksualitet 1:1, når der ikke er en mand involveret i scenen. Jeg har faktisk ikke umiddelbart et bud på, hvorfor det er sådan – men det er da værd at tænke over?
Er pikken mon bare så dominerende i vores kulturelle bevidsthed, at kvinden glider i baggrunden?
Hvis det er svaret, så er det da bare med at komme ind i kampen. Men uden at reducere kvinder der tager deres seksualitet alvorligt til fnisende lillepige-karrikaturer. Tak.”
Louise Kidde Sauntveds anmeldelse af “Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere” kan du læse her:
Sverige ligger så tæt på os, at det ofte bliver kaldt for ’broderlandet’, men når man ser en film som den langtitlede “Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere”, bliver man alligevel slået over forskellen?
For ligesom den mere vellykkede svenske serie “Kærlighed og anarki”, så er “Året hvor …” forelsket i idéen om, hvor frækt og grænseoverskridende det er at tale om, og portrættere, onani i bedste sendetid. Men frækkere er det altså heller ikke – eller sjovere, for den sags skyld.
Faktisk er det, når filmen vover at være alvorlig, at den fungerer bedst. For bag den teenagefnisende tilgang til selvtilfredsstillelse gemmer sig en ganske fin historie om Hannah der, netop som både karriere og privatliv synes at køre på skinner, bliver forladt af sin kæreste og står ulykkelig og forvirret tilbage.
Indtil hun, i bogstaveligste forstand, lærer at tage sit (under) liv i egen hånd – og dermed, i tilfredsstillelsens berusende klarsyn, står ved, hvem hun er, hvad hun drømmer om, og hvad hun gerne vil have ud af livet.
3 hjerter
Denne artikel blev første gang bragt på Femina.dk
