Celebrity style

Tag noter, ‘Emily in Paris’: Lily Collins viser et af sine bedste looks til dato

- 13/12/2022

Lily Collins beviser, modsat sin karakter i 'Emily in Paris', præcis hvordan et look skal skrues sammen, så det oser af underspillet, fransk elegance.

Man kan sige meget om Netflix’ hitserie, ’Emily in Paris’, og dernæst de ualmindeligt flamboyante outfits seriens hovedperson, Emily Cooper, valser rundt i Paris iført.

Det kan ikke blive nuttet, farvet, mønstret eller struttet nok – og gerne tilsat kliche-betonede pariser-accessories så som handsker, beret, hatte og perler.

Vel har seriens stylist, Patricia Fields (der også er kvinden bag Carries outfits i ’Sex and the City’) høstet roser for sit kostumedesign til Netflix-serien, men summasumarum er, at det er de færreste af Emily Coopers looks, der har gang på jord i den virkelige verden.

Men det betyder ikke, at du ikke kan se til ’Emily in Paris’ for lidt stilmæssig inspiration, for Lily Collins, der spiller Emily i serien, har nemlig personligt en stil, der er faldet lidt i skyggen af Emilys altoverdøvende farvelade-leg. Og det er synd, for Lily Collins forstår helt sikkert sammensætningens kunst.

I forbindelse med den forestående tredje sæson af ’Emily in Paris’ deltog Collins nemlig i morgen-talkshowet ’Good Morning America’, og hendes outfit til anledningen var måske et af hendes allerbedste til dato.

Foto: Ritzau/Scanpix

De franske fornemmelser er stadig intakt, men Collins take på klassisk fransk skrædderkunst overstrålede klicheerne fra moden i serien, og var langt mere underspillet og elegant.

Lily Colins havde nemlig valgt en lang, figursyet sandfarvet blazer over en matchende kjole i samme længde og nuance som jakken for en fin tone-i-tone effekt. Under kjolen bar hun en sort rullekrave og dertil sorte strømpebukser og Valentinos tårnhøje plateausko i sort lak. Det var essensen af fransk elegance: rene linjer, elegant og underspillet. Gid Emily Cooper kunne tage lidt stilmæssige noter.

Og det er ikke første gang, at Collins har sendt Cooper til tælling med sin personlige stil. Hun er spottet i New York i en skøn brun hellang frakke som hun for til at se tilpas casual ud med sit joggingsæt under (et styling-hack vi ved, Hailey Bieber også sværger til).

Foto: Ritzau/Scanpix

Og vi har også set hende lege med farver, men på en mere subtil manér end hendes fiktive alterego.

Foto: Ritzau/Scanpix

Lily Collins, vi holder uden tvivl – endnu mere – øje med dig fra nu af.

Læs ogå

Jude Laws datter, Iris Law, er stilikonet, du ikke vidste, du manglede