Mode

Designer Søren Le Schmidt: “Mine bedsteforældre lærte mig, at et hul på knæet ikke betyder, at tøjet er i stykker og skal kasseres”

- 13/12/2022

En lille signetring i guld, arvet fra Søren Le Schmidts farmor i 2016, er sammen med symaskiner, bøjler, målepinde og skræddersakse det fysiske billede på et stærk bånd gennem generationer. Men arven fra hans bedsteforældre er endnu større end det.

Jeg vidste ikke, at ringen eksisterede, før de døde, men mine bedsteforældre har altid været min inspiration. Det var hos dem, at alt det med skrædderi og design startede for mig. Jeg tror, at ringen stammer fra min farmors 18-års fødselsdag, så det er en gammel sag, der er uerstattelig.

I flere år brugte jeg den hver dag, men jeg er også lidt bange for at miste den. Nu tager jeg den kun på, hvis jeg skal et eller andet. Ellers ligger den sammen med et par andre smykker og mine ure.

Mine bedsteforældre, Charlotte Amalie og Edvin, havde en manufakturhandel i Ølgod, en lillebitte by i Jylland, hvor alle kender alle, og hvor jeg er opvokset. De havde arvet butikken efter hans forældre, IC Schmidt hed den. De havde symaskiner og stofruller og det mest fantastiske atelier, hvor jeg bare hang ud som barn, når jeg pjækkede fra skole.

I deres atelier kunne jeg nørde igennem og få lov til at være kreativ. Vi havde samme vision om at transformere en god idé til et reelt produkt, og jeg oplevede, hvordan de designede og syede på bestilling, drevet af deres kreativitet. Jeg var det der skøre, finurlige væsen, der bare sad der og syede kjoler, en lille underlig dreng, indtil folk ligesom kunne se, at det med design var noget, jeg havde ægte interesse og talent for.

I virkeligheden tror jeg, at det er det, som er essensen af det. Vi kan ikke alle være dygtige til det hele. Og selv om man ikke er et geni i skolen, kan man være det på rigtig mange andre parametre. Det, tror jeg, er vigtigt, at vi lærer vores børn og unge. Hyld deres kreativitet – og styrk den.

Ringen bærer hendes initialer, CS, og hun har båret den på langfingeren, mener jeg, men jeg kan kun passe ringen på venstre lillefinger.

Jeg har ikke lyst til at gøre den større, lige her synes jeg, at det er synd at ændre på noget, og så længe jeg kan passe den, får den lov til at sidde på min lillefinger.

Jeg har også arvet alle deres logobøjler fra butikken, der er meget gods i, men jeg bruger dem hver dag i mit arbejde sammen med deres målepinde og skræddersakse. Jeg brugte også deres industrisymaskiner i starten, det fik mig til at føle, at de var lidt med, og at de stadig følger med i min rejse og støtter mig, som de altid har gjort.

”Den sunde fornuft, sagde mine bedsteforældre, er, at vi skal bruge det, vi har, og at pasform og slid skal ses som muligheder for forandring fremfor en begrænsning.”

En dag spurgte jeg min farmor, om man kunne flette fjer? ”Prøv,” svarede hun, ”gå i gang med det, hvis du tror på det”. Det der med at redesigne, som passer så godt ind i vores tid, det har jeg fra dem.

Da jeg var helt lille, før jeg kunne sy og konstruere, sendte de mig i genbrugsbutikker for at finde noget, jeg kunne sy om. Af dem lærte jeg også, at hvis der er slået hul på knæet, er det ikke nødvendigvis i stykker, og falder der en knap af er en blazer, skal den ikke nødvendigvis kasseres. Den sunde fornuft, der siger, at vi skal bruge det, vi har, og at pasform og slid skal vi se som muligheder for forandring fremfor en begrænsning.

Vi kan få meget ude af 30 meter, som andre ikke kan bruge til noget, fordi det er for lidt til traditionel produktion. Det er dem, der har lært mig konstant at turde tænke kreativt og udfordre mig selv. Og det er dem, der har lært mig, at det allersundeste er at turde genopfinde sig selv.

Det er ret vigtigt at være så modig, at man tør smadre sine succeser, for i modebranchen er der en tendens til, at man kun repeterer sine succeser, og det er ikke kreativt.

Læs ogå

Anne Charlotte Vogel: ”Jeg har arvet omtrent to tredjedele af min mormors garderobe”

Når jeg har ringen på, dukker der små episoder op. F.eks. når jeg var med mine bedsteforældre ude og købe stof, og der kun var to meter tilbage på rullen. ”Jamen, så brug din hjerne, og få dit mønster til at gå op, så du undgår spild, ” sagde han. Så kommer der måske nogle snit i din jakke, som du ikke havde forestillet dig, men det er dig, der bestemmer, undgår spild, og måske bliver jakken endda mere cool af det.

Mine tvillinger, Marlon og Mio, er knap halvandet år, så jeg kan ikke helt vurdere endnu, om de bliver kreative eller måske fodboldspillere. Men hvis der er en af dem, der går den kreative vej, så synes jeg, at han skal have lov til at arve ringen.

Læs ogå

Lulu Kaalund om sin arvede Chanel-taske: “Jeg vil ikke bruge den i offentligheden, før jeg er voksen nok til at passe på den”