Mode

Balenciaga i modvind efter kontroversiel kampagne: Her er alt, vi ved om sagen

- 30/11/2022

Det spanske modehus er på kort tid gået fra at være et af årets mest populære mærker til at være et af de mest forhadte på grund af en kontroversiel kampagne. Vi har samlet alt det, vi ved, om sagen.

Det er ikke gået stille for sig hos modehuset Balenciaga i 2022, som ikke har været til at komme udenom på hverken gaden, i fjernsynet, til modeugerne eller på internettet.

Om så det har drejet sig om en af de mest populære it-tasker, Crocs-samarbejder, påfund som en højtaler-taske med dansk brand, eller andre vilde accessory-nyheder til ustyrligt høje priser, så har modehuset sat sit aftryk på modescenen i år.

Nu er modehuset i fokus igen, men af en helt anden og meget alvorlig grund. Modehuset har modtaget stor kritik, efter de den 16. november lancerede deres nye julekampagne ‘Home Objects’, hvor børn poserer med bamser i BDSM-udstyr (bondage, disciplin, sadisme og masochisme, red.), samt for en anden kampagne for husets samarbejde med Adidas, med Bella Hadid i front, hvor rekvisitterne på billederne er ægte dokumenter fra en retssag om overgreb mod mindreårige og samtidig viser flere referencer til samme retssag.

Foto: PR

Adidas-kampagnen, med Bella Hadid i front, som Balenciaga er kommet i stormvejr for.

Billederne fik hurtigt flere til at udtrykke deres væmmelse over modehusets seksualisering af børn, og det fik Balenciaga til at trække kampagnen tilbage med en offentlig undskyldning den 23. november. Men det var ikke nok, for siden har der tilsluttet sig en lind strøm af vrede folk, der fordømmer modehusets ildevarslende uansvarlighed. 

En af dem er husets long time ven og ambassadør Kim Kardashian, der også har et venskabeligt bånd med chefdesigner Demna, og stort set kun har vist sig i sig looks fra Balenciaga ved alle lejligheder. Men det kan meget vel være fortid, for i et tweet postet søndag den 27. november – opdelt i fire dele – skriver realitystjernen, hvordan hun har været i dialog med mærket ovenpå skandalen for, og hvordan hun for tiden revurderer sit forhold til modehuset.

Selvom Balenciaga ikke var lang tid om at påtage sig ansvaret for kampagnen, så var det dog kun julekampagnen med børnene, de ville stå helt på mål for. For kampagnen med Adidas virker huset, ikke helt til at ville tage på sig.

Her kom det nemlig samme frem den 25. november, at modehuset havde valgt at sagsøge set-designeren og produktionsfirmaet bag kampagnen for at have begået karaktermord på modehuset, der er ejet af konglomeratet Kering, som også ejer luksusmærker som Gucci, Bottega Veneta og Saint Laurent.

Balenciaga hævder nemlig, at de ved godkendelsen af billederne fik afvide, at dokumenterne vist på billederne var falske rekvisitter fra en tidligere filmproduktion. Det skulle imidlertid vise sig at være kopier fra en vaskeægte sag om børnepornografi. Og det har altså fået huset til at hive sine samarbejdspartnere i retten for indirekte at have skadet husets omdømme. Det skriver Balenciaga i deres anden, offentlige undskyldning i sagen på Instagram mandag den 28. november.

Det fik flere undrende følgere til tasterne i kommentarspor i alle afkroge af internettet, hvor hundredvis af mennesker har fordømt Balenciaga for deres åbenlyse ansvarsfralæggelse i sagen.

Argumenterne går blandt andet på, at de som afsendere ikke kan lægge ansvaret for kampagnen på hverken set-designerens, fotografens eller produktionsselskabets bord, da de uden tvivl har haft mulighed for at godkende hver en detalje. 

Den virale kampagne har allerede fået flere konsekvenser for det gamle modehus stiftet af Cristobal Balenciaga i 1917. Blandt andet har branchemediet Business of Fashion trukket sin hæderspris til Demna tilbage. Chefdesigneren skulle nemlig have modtaget prisen Global Voices Award 2022 ved meditets årlige messe. Men den får han altså ikke overrakt alligevel, skriver mediet på Instagram.

Nu er spørgsmålet, hvordan sagen udvikler sig i den kommende tid? Trækker Balenciaga sagsanlægget til produktionsselskabet tilbage? Vil flere af modehusets tidligere ambassadører melde sig på banen? Og vil Demna blive nødt til at trække sig fra chefposten?

Læs ogå

Fra storhed til skandale: Forstå Kanye Wests massive nedtur som designer