Arkitekt Anne Charlotte Vogel har arvet store dele af sin garderobe fra mormoren, som gik efter tidløse items i suveræn kvalitet. Men det er særligt en sort, dobbeltradet frakke fra Louis Féraud, der får folk til at stoppe hende på gaden og spørge, hvor den er fra, når hun har den på. Dertil svarer hun: ”Fra min mormors klædeskab, såmænd”.
Ærmerne puffer ret meget for oven, fordi der er skulderpuder i og materialet er lammeuld og kashmir. Jeg har slået Louis Féraud op: Den franske modetøjsdesigner begyndte i 50’erne, og jeg vil gætte på, at frakken her er fra 60’erne. Jeg har fået den af min mormor, Marianne, og det eneste jeg har gjort ved den, er at få syet knapperne fast.
Selv foret er det originale, elegant dekoreret med et mønster af Féraud’s logo broderet i sort på sort, og det holder bare. Imponerende kvalitet. Modsat min mormor, der mest brugte den til fint brug, bruger jeg den hele vinteren, hver dag.
Min mormor forærede mig frakken i 2015, lige før jeg flyttede til København, hvor jeg besøgte hende og – som så mange gange før – prøvede tøjet i hendes klædeskab og gik catwalk mellem stuerne. Jeg har i tidens løb fået mange ting fra hendes omfattende klædeskab. Hun har altid givet videre af sine ting til os børnebørn, og hun bliver så glad, når vi så kommer på besøg og har hendes tøj eller smykker på. Hun har delt meget rundhåndet ud allerede, fordi hun synes, at hun har været til de fester, hun skulle. Jeg har været den af os børnebørn, der har kunnet se det største potentiale i hendes garderobe, så jeg er endt med at være den lykkelige besidder af omtrent to tredjedele af hendes aflagte tøj.
Frakken har jeg ikke ændret på, men flere bukser har jeg fået syet ind i taljen og op i længden, fordi min mormor er en meget høj, slank kvinde, og jeg er lidt lavere. Vi har lige fejret hendes 90-års fødselsdag, hvor min onkel havde fundet en masse gamle kvitteringer og drillede hende med, at der ikke var så meget arv tilbage, fordi hun godt kunne lide at shoppe dyrt. Her måtte jeg lige afbryde og sige, at tøjet jo i lever videre på mig, og det er jo den mest bæredygtige og økonomiske måde at shoppe på.
Min mormor giver ubetinget kærlighed. Hun har været som en mor for mig, for da jeg mistede min mor som 12-årig, trådte hun og min morfar endnu mere til. De kom dagligt i vores hjem i hele min barndom, og jeg har altid besøgt dem en eller to gange om ugen, siden jeg flyttede hjemmefra.
Hvis jeg skal beskrive min mormors stil med ét ord, vil jeg sige raffineret. Der er stort fokus på silhuetter med skulderpuder i jakker og skjorter samt højtaljede bukser med stram lukning i taljen, der fremhæver en timeglas-facon. Næsten alle skjorterne har en sløjfe i halsen, og alt er bare i suveræn kvalitet. Halvdelen af garderoben er pink, pang-grøn og stærk lilla, mens den anden halvdel er i klassisk sort. Vi joker tit med, at hun havde samme skrædder som dronning Margrethe, mens min morfar købte tøj i Bilka – så var der ligesom balance i tingene.
Frakken og uret er det kæreste, jeg ejer. Det er ikke blot et pænt ur eller en pæn frakke, de giver mig superkræfter, når jeg har dem på
Jeg bliver altid glad, når folk spørger, hvor mit tøj kommer fra og siger: ”Wow, din mormor har virkelig god stil”. Jeg styler det jo på min måde, med en tanktop eller en T-shirt, eller frakken med sweatpants, så det ikke bliver for raffineret, men mere minimalistisk og moderne – noget jeg har fra min mor. Fra hende har jeg også arvet et Georg Jensen-ur, det er min lykkeamulet, og jeg har det altid på. Mens jeg sover, ligger det på mit natbord eller under hovedpuden. Min mor fik det af min far på en tur til Rom, og på et billede har hun det på med mig som baby i armene lige efter fødslen. Når jeg skal føde til april, kommer jeg også til at have uret på, så jeg har min mor med mig – altid.
Frakken og uret er det kæreste, jeg ejer. Det er ikke blot et pænt ur eller en pæn frakke, de giver mig superkræfter, når jeg har dem på. Jeg er meget bevidst om det, når jeg skal til et vigtigt møde eller en jobsamtale, eller da jeg var på første date med min kæreste – så har jeg tænkt ”du kan godt med al den ubetingede kærlighed, du har med fra din barndom”. Jeg håber virkelig, jeg får en datter, der kan arve begge dele, og jeg ved allerede, at hun skal hedde Anne, som min mor, og så et ekstra navn lige som jeg selv og min søster, Anne Louise, også har. Det er også en arv i vores familie.
