Interiør

Didde Christiansen: “Fire uger efter, at jeg var gået selvstændig, blev jeg kontaktet af Magasin”

- 06/09/2022

Didde Christiansen er kvinden bag den bæredygtige møbelvirksomhed Wecycle Furniture, som hun startede seks måneder efter, hun blev færdig som møbelbygger.

Den danske beklædningshåndværker og møbelbygger Didde Christiansen havde kun været uddannet i fire uger, da hun blev kontaktet af Magasin på Instagram, fordi de ønskede at indgå et samarbejde med hende og hendes nystartede møbelvirksomhed Wecycle Furniture.

Wecycle Furniture producerer bæredygtige møbler i flet som fx lænestole, bænke, spisebordsstole og daybeds, og for Didde Christiansen har genbrug, bæredygtighed og ansvarlig produktion altid været en hjertesag: 

”I forsøget på at gøre op med køb-og-smid-væk-kulturen, hvor tendenser typisk kun overlever en enkelt sæson eller to, håber jeg, at mine møbler kan være med til at gøre en forskel for miljøet. Møblerne er lavet af genbrugsmaterialer som fx træ fra byggeprojekter, der ellers ville blive kasseret, 100 procent genbrugslæder fra fx gamle sofaer og jute, som er et naturligt produkt og en effektiv kilde til bæredygtige fibre. Men selvom møblerne er lavet af disse materialer, har de stadig præcis lige så lang levetid som nyproducerede møbler,” fortæller Didde Christiansen. 

Vi har talt med den unge iværksætter om at starte sin egen virksomhed op fra bunden og ambitionen om at producere møbler, der kombinerer godt håndværk, klassisk design og en mere bæredygtig møbelproduktion.

Foto: PR

Hvordan fik du ideen til at starte Wecycle Furniture?

“Ideen til Wecycle Furniture udsprang af, at jeg stod og manglede en bænk til mit spisebord. Samme weekend fik jeg besøg af min lillebror, der er uddannet tømrer, og sammen byggede vi drømmebænken ud af genbrugstræ fra Den Grønne Genbrugshal på Christiania. Bænken blev taget virkelig godt imod af både venner og familie, og jeg valgte derfor at tage nogle flotte billeder af bænken og sætte den til salg på Den Blå Avis. Der gik ikke længe, før jeg havde solgt min første bænk og derfra er det gået stærkt.

Seks måneder efter, jeg havde solgt min første bænk, valgte jeg at oprette CVR-nummer og springe ud i livet som selvstændig. Det har været den bedste beslutning, jeg har taget. Og fire uger efter, at jeg var gået selvstændig, blev jeg kontaktet af Magasin, der ville lave et samarbejde. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi turde håbe på”. 

Hvad var den største udfordring ved at starte egen virksomhed?

“Den største udfordring har uden tvivl været at gå fra en fast indtægt hver måned og ikke være omringet af kollegaer, som man kan sparre med til hverdag. Det har været en tilvænningsproces, men det har været det hele værd”. 

Wecycle Furniture har kun eksisteret lidt over et år – hvad har indtil nu været højdepunktet i dit iværksættereventyr? 

“Højdepunktet i mit iværksættereventyr er uden tvivl mit samarbejde med Magasin du Nord. Magasin har åbnet nogle døre for Wecycle Furniture, som jeg aldrig havde turde drømme om. Det, at de tror på en lille virksomhed som min, giver mig virkelig blod på tanden til at arbejde endnu hårdere og få Wecycle Furniture ud i verden.”

Foto: PR

Hvad er dine bedste råd til andre unge, der drømmer om at starte deres egen virksomhed?

“Hvis du går med drømmen om at starte din egen virksomhed, skal du bare springe ud i det. Det vigtigste er, at du har nogle gode mennesker omkring dig, som støtter dig i projektet, og som du kan spare med undervejs, så du ikke står alene.”

Hvor drømmer du om, at Wecycle Furniture er om 1, 2 og 5 år?

“Jeg har en stor drøm om, at Wecycle Furniture en dag kommer ud over Danmarks grænser, og at jeg får nogle ansatte, som jeg kan dele rejsen med.” 

Foto: PR
Læs ogå

Eksperten guider: 3 gode råd til at få kunst ind i hjemmet