Blomsterdekoratør Jonas Pejstrup var ikke gammel, da det gik op for ham, at han ikke var som de andre drenge i den lille by udenfor Esbjerg, hvor han er vokset op. Vi har talt med Jonas om, hvad han har lært af at springe ud og hvad han ville ønske, vi kunne skabe af forandringer i vores samfund, så der blev plads til alle.
Jeg var ikke særlig gammel, da det gik op for mig, at jeg ikke var som de andre drenge i skolen. Jeg brød mig ikke om drengehørm eller om at spille fodbold, og jeg følte mig bedre tilpas, når jeg var sammen med pigerne. Men det var lang tid før, jeg vidste, hvad homoseksualitet overhovedet var. I Årre, en lille by uden for Esbjerg, hvor jeg voksede op, var der ingen at spejle sig i, for der var ikke en eneste i byen, som havde så meget som mødt en homoseksuel i deres liv.
Da jeg blev konfirmeret, fik jeg min første smartphone. Pludselig kunne jeg gå på nettet uden at skulle bruge familiens fælles computer ude i entréen. Jeg søgte på hjemmesider med mænd, der var sammen med mænd, det var ikke hardcore porno, jeg kunne bare mærke, at det gjorde noget ved mig. Men jeg besluttede mig for, at når sommeren var slut, skulle jeg holde op med at kigge på den slags. Jeg ville være som de andre og passe ind.
“Når vi var hjemme hos mine forældre, præsenterede jeg ham som min ven”
Samme år fik jeg lov til at gå til halbal for første gang. Her mødte jeg elever fra andre skoler og kyssede på pigerne, gerne et par stykker på en aften. Det var sjovt, men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var dét, jeg helst ville. På skolen gik der rygter om min seksualitet, men jeg fik pigekærester, som blev en slags dækhistorie for mig. Imens blev jeg mere og mere sikker på, at jeg var til mænd, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle springe ud. Jeg var bange for, hvad omverdenen ville sige.
Efter 9. klasse slog jeg op med min kæreste og tog på efterskole. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg på gymnasiet i Esbjerg. En aften i byen nævnte en god veninde fra min folkeskole henkastet, at hun kendte en fyr fra Vejle, som var sprunget ud som homoseksuel. ”Okay, tak for info,” tænkte jeg, men hun kendte mig godt og havde nok en fornemmelse. Jeg fik hans Snapchat, og over de næste to-tre uger skrev vi sammen nonstop. En aften, klokken tre om natten, mens jeg lå i min seng, skrev jeg til ham, at jeg troede, jeg var homoseksuel. Mit hjerte hamrede, og jeg begyndte at græde. Men nogle dage senere mødtes vi for første gang, og jeg faldt pladask for ham.
I starten var det kun mine nærmeste venner, der vidste, at jeg havde fået en drengekæreste. Når vi var hjemme hos mine forældre, præsenterede jeg ham som min ven. Hos mig var vi kun kærester inde på mit værelse, når døren var lukket, men hos ham kunne vi være os selv, fordi han var sprunget ud. Vi var blevet kærester i påsken, og jeg holdt forholdet hemmeligt for mine forældre indtil jul. Men efterhånden kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til at skjule mig længere. Jeg besluttede, at inden han igen skulle komme på besøg mellem jul og nytår, skulle mine forældre kende sandheden.
“Det gør mig glad, når jeg ser, at der i dag er mange flere homoseksuelle i serier, tv-programmer og radioen”
Aftenen inden sad jeg i stuen sammen med min far og min mor. Da de slukkede tv’et og skulle til at gå i seng, sagde jeg: ”Der er noget, jeg gerne vil fortælle jer.” Jeg græd, mens jeg fortalte, at jeg havde fået en kæreste, og at det var Magnus, som de havde mødt mange gange før. Min far spurgte, om jeg nu var helt sikker – min mor var nervøs for, hvad resten af byen ville sige, fordi folk i Årre er meget konservative.
Heldigvis viste det sig, at hendes frygt var ubegrundet. Magnus og jeg holdt i hånd, når vi gik gennem byen, og folk skrev til min mor, at de havde set to turtelduer kysse ved busstoppestedet. De kunne se, hvor glad og forelsket jeg var, og hvis nogen så skævt til os, sagde de det ikke højt – heller ikke til mine forældre. Men de havde også været meget klare i spyttet: Hvis nogen af deres venner ikke ville acceptere mig, som jeg var, ville de ikke længere have noget med dem at gøre.
Efter gymnasiet flyttede jeg til København. Magnus og jeg havde slået op, og jeg glædede mig til at komme til en stor by, hvor der var andre, der var ligesom mig, og hvor jeg ikke længere skulle bekymre mig om at passe ind. Men jeg fik et kæmpe chok. En af de første weekender tog jeg på homobaren Masken med en forventning om, at alle ville dreje hovedet som i en film og kigge på mig – den nye bøsse i byen. Men ingen ænsede mig, mens jeg drak en øl i baren for mig selv, og jeg gik skuffet hjem. Jeg havde været så vant til at skille mig ud, at det næsten føltes forkert at træde ind et sted, hvor jeg bare var en del af mængden. Men da først jeg havde vænnet mig til det, var det jo bare virkelig rart.
Det gør mig glad, når jeg ser, at der i dag er mange flere homoseksuelle i serier, tv-programmer og radioen. Hvis jeg havde haft den form for repræsentation, da jeg var yngre, ville det have været langt nemmere for mig at springe ud. Ikke kun fordi jeg selv ville have nogen at spejle mig i, men også fordi andre, selv i Årre, ville have mødt andre homoseksuelle, om ikke andet i ’Den store bagedyst’ eller i ’Vild med dans’.
Jeg tror, at der kommer til at gå en generation eller to, før homoseksualitet er helt normalt. Fra børn er helt små, skal de lære, at der ikke findes noget, som er rigtigt eller forkert; en dreng skal ikke nødvendigvis gå i bukser, og en pige skal ikke nødvendigvis gå i kjole. Selv var jeg voksen, før det gik op for mig, at jeg ikke behøver at passe ned i en kasse – heller ikke den, der står ”homoseksuel” på. I en del år troede jeg, at der fulgte en identitet med min seksualitet; at jeg skulle være flamboyant, gå på homobar og klæde mig på en bestemt måde. Men i dag ved jeg, at jeg ikke behøver at være andet end mig selv.
