Celebrity style

To nye designertasker er særligt populære hos stjernerne lige nu

- 22/07/2022

To store modebrands har netop lanceret to gode bud på drømmetasker, som stjernerne allerede har taget til sig.

Det er på mange måder let at have en god (og dyr) garderobe, når man er kendt. Det er vi helt med på.

Men kendisserne træffer alligevel et valg, når de klæder sig på, og selv i det mest velassorterede garderober findes favoritter. Og det lader til, at særligt to designertasker, har vundet de velklædte kendiskvinders gunst lige nu.

Modsat mange sæsoner med mini-tasker, der næsten ikke kunne blive små nok, er fællesnævneren for de to nye, populære taske-styles, at de er så rummelige, at du både kan have mobil (også en iPhone 13 Pro Max med cover), nøgler, læbepomade, pung, og hvad du nu ellers har med på farten, i tasken, hvilket er en kærkommen detalje efter lang tid med udbredt pladsmangel.  

Den ene er en helt ny spiller i taske-verdenen, nemlig Balenciagas nyeste påfund ‘Crush Bag’, der blev vist første gang under det spanske modehus’ AW22-show i Paris for under en måned siden. Tasken er en lidt mere aflang og væsentligt større udgave af den populære ’Hourglass’-model, der med sin buede bund og logospænde er gået rent ind hos stilikoner, influencers og modeglade kvinder verden over.

Men tilbage til den nye taske, der altså netop har set dagens lys i Paris. Her blev den – ud over på catwalken – også præsenteret over armen på celebre showgæster som blandt andre Nicole Kidman og Bella Hadid.

Den gode nyhed er, at selvom den blev præsenteret sammen med vinterkollektionen, så bliver tasken lanceret allerede nu, og kommer i sort, hvid, lyserød, grøn og sølv og i tre størrelser.

I galleriet nedenfor kan du se, hvordan den nye ‘Crush Bag’ fra Balenciaga tager sig ud over armen på de stilkyndige kvinder.

Men Balenciaga-tasken er ikke den eneste, der netop nu har et moment.

En anden lidt mere diskret taskefavorit er dukket op over armen på kendisser som Anne Hathaway (der efterhånden må være den overraskende dronning af streetstyle og rød løber stil i år), Dakota Johnson og Alexa Chung.

Der er tale om en genskabt klassiker, nemlig Guccis ‘Blondie Bag’, der oprindeligt blev skabt i 70’erne.

‘Blondie’-tasken i sin nye fortolkning er en enkel skuldertaske med underspillede boho-referencer. Den har saddeltaskeform, kæderem og et stort gyldent GG-logo (en detalje, der blev skabt i Guccis designstudie i 1971) og kommer i sin nye version i læder, ruskind og monogramkanvas, der har nylonstropper i stedet for den mere ’damede’ kæde.

Det er dog ikke helt nyt, at Gucci-tasker er populære blandt de kendte. Senest var det ‘Jackie’-tasken (der også er et genopstået ikon fra Gucci-arkiverne), som både vandt Harry Styles og Dakota Johnsons hjerter, men den nye ‘Blondie’ er med sin blødere facon og afslappede, længere remme et mere underspillet valg.

Elle Fanning og Anne Hathaway brugte begge tasken som en afslappet detalje til deres looks under Cannes Film Festival tidligere i år.

Hathaway i en Gucci-kjole, højt hår og cat-eye solbriller, der på alle måder sendte et nik til hendes kommende rolle som Jackie O, mens Fanning bar sin lysebrune ruskindsudgave af tasken sammen med en lang, løs hvid kjole fra The Row og klipklapper med hæl.

Dakota Johnson, der alle dage har været Gucci-glad, har også taget ‘Blondie’-modellen til sig, og hun er set med sin model tilsat leggings, t-shirt og sneakers. Med andre ord, det er en taske, der går til alt, uanset om det er den røde løber i Cannes eller en dag med træning og ærinder på Manhattan.

I galleriet nedenfor kan du se Guccis ‘Blondie’-taske i aktion.

Læs ogå

Særligt et brand og en farve går igen hos Kim Kardashian for tiden