Kultur

Fries Before Guys: “Alle, der har sex, ved, at det kan være både akavet og sjovt”

- 09/06/2022

Mød værterne bag en af Danmarks mest lyttede podcasts, der her blandt andet fortæller om at åbne op for alt det, mange af os ellers gemmer på.

Værterne bag den populære podcast ‘Fries Before Guys’ er ikke bange for at grine af hverken sig selv, deres mange lyttere eller dem, de spotter rundt omkring. For det er ofte når vi tager fat på de ting, vi ellers gemmer væk, at det for alvor bliver sjovt og genkendeligt, mener de to.

Siden 2016 har Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn med udgangspunkt i sig selv og deres erfaringer åbent vendt emner som blandt andet krop, graviditet, forelskelser, identitet og ikke mindst sex i deres podcast. Og det har givet genlyd blandt de mange lyttere, der roser de to værter for at skabe relaterbart og sjovt indhold, der ikke lægger skjul på noget.

Det er også tilfældet med deres faste koncept ‘Kender du typen’, hvor de identificerer en række stereotyper af mennesker, de og deres lyttere har observeret på ferier, i forhold, til jul og i sengen. Særligt sidstnævnte får en kærlig omgang i afsnittet ‘Kender du Knaldetypen’, hvor værterne ikke lægger fingre imellem, når de beskriver de typer af sexpartnere, de er stødt på gennnem tiden.

Vi tog en snak med de to podcastere om at åbne op omkring sex, om de mange forskellige typer, de er stødt på og ikke mindst om vigtigheden i at kunne spejle sig selv i andre.

Læs ogå

20 podcasts du skal lytte til

Hvorfor tror I, at dating- og knaldehistorier er så sjove?
“Det er jo fordi vi har god humor. Ej, det er jo fordi, at der næsten ikke findes noget sjovere end at grine af det, der ellers bliver gemt væk. Det er noget, der for mange stadig bliver holdt lidt hemmeligt. Det der med at have sex er ikke noget, vi ser i det offentlige rum, men alligevel er der jo så stor en genkendelighedsfaktor, så det er sjovt. For alle forholder sig jo til sex.”

I afsnittet ’Kender du knaldetypen’ identificerer I en række typer af mænd i sengen – hvorfor lavede I det?
“Vi elsker generelt at tage pis på os selv, vores lyttere og ikke mindst mænd. Og så holder vi jo virkelig meget af den bramfri tone. De sidste par år har der også været en bevægelse i den retning, hvor vi snakker mere åbent og ærligt om sex og lyst og forhold. Særligt den lidt yngre generation snakker mere åbent om det nu, end da vi var yngre. Derfor ville vi gerne forsøge at tage luften og skammen ud af det, og gøre det til noget sjovt, som også kan tages op på kontoret, uden at skulle skjule noget. For alle, der har sex, ved jo, at det både kan være akavet og sjovt.”

“Konceptet med ‘Kender du x-typen’ var noget, vi kom på i 2019. Der er for eksempel afsnit, der hedder ‘Kender du ferietypen’ og ‘Kender du mandetypen’, og de udspringer allesammen af en samtale eller af en person vi spotter, når vi sidder på café. Det er ren gonzojournalistik. Men det bliver jo et spejl af noget, vi allesammen kender. Man er så nysgerrig på andre, men også sig selv. Så det her opfylder begge dele.”

Foto: PR

Nanna Hovgaard (tv.) og Josephine Kuhn (th.) startede deres podcast i 2016, der siden er blevet en af de mest lyttede i Danmark.

Har I tænkt over, om I med afsnittet kunne udskamme nogle?
“Vi talte meget om, om vi kunne komme til at udskamme eller udlevere nogen. Men vi har tænkt så meget over, hvordan vi skulle levere de forskellige typer. Vi var også meget enige om, at det helst skulle være nogle knaldetyper, vi selv havde knaldet med – og det har vi, og er vilde med dem. Og så talte vi om, at vi skulle sige, at vi også selv var en form for knaldetype. For kan man grine af andre, skal man altså også kunne grine af sig selv.” 

“Samtidig har den måde, man indtil nu har snakket om sex på, været at blære sig med sine erobringer. Men der er jo langt mere at fortælle om, hvis man tager fat i alle de akavede situationer, der kan opstå og som langt de fleste har oplevet. Men derfor er det også vigtigt at bevare balancen og netop ikke udskamme nogen. For typerne skal jo gerne være så universelle, at alle kan genkende dem.”

Hvilke af typerne er jeres personlige favoritter?
“Det er svært at komme udenom ‘Mr. Pussy’ her. Han sætter en kæmpe ære i at slikke fisse, så ham vil man jo gerne slå klinge med. Og så har vi en forkærlighed for ‘Tennissokken’, som vi har døbt ham. Ham, der altid beholder sine sokker på, når han knalder. Han kan måske være akavet den første gang, men han gør sig umage og vil gerne lære, så det er jo fedt.”

“Bardunmanden er også en favorit. Han er en fra ‘Kender du mandetypen’, og er sådan en praktisk mand, der altid står klar med det helt rigtige værktøj og kan reparere ting. Og så er han oftest nogen far, der laver sådan nogle dårlig far-jokes og måske også har lidt kaffeånde. Han er bare så ægte, og vi spotter ham så mange steder.”

“Og så er der ‘Gadgetmanden’. Han er oftest over 40 år og har alt. Han er sådan en, der realiserer sig selv gennem forbrug, særligt når det gælder mobiltelefoner, smartwatches og fancy vinoplukkere. Det er det, han møder andre mennesker gennem.”

I er for nyligt rykket til Podimo. Hvad er næste skridt for jer?
“Der er ikke så meget nyt. Vi skal bare lave en masse fede afsnit. Og så skal vi langt om længe skrive en bog til. Vi udgav en bog i 2019, men den her skal handle om kvindeliv gennem generationer. For jo ældre vi er blevet, jo mere er vi begyndt at forstå andre generationer. Det handler jo også om relationer, som vi jo er fælles om. Så det er nemt at relatere til.”

Læs ogå

Filippa og Safina Coster-Waldau spiller over for hinanden i ny serie: “Vores efternavn arbejder lige så meget imod os, som det er med os”