Nogle gange er den første vej, man vælger, ikke den rette. Vi har talt med Sigrid Benedikte Strøyer om at sige sit job som kommunikationsrådgiver op og blive tatovør.
Jeg har tegnet, lige siden jeg var lille. Det begyndte med, at jeg kedede mig. Jeg var et af den slags enebørn, som måtte underholde sig selv, og min underholdning var at tegne. Senere kom jeg på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde et talent, men jeg var også meget følsom, og for mig virkede det alt for usikkert at forsøge at gøre det til en karriere. Så i stedet begyndte jeg at læse, først jura og siden kommunikation på RUC.
I foråret 2009 blev jeg ansat som studentermedhjælper i Dansk Journalistforbund. I starten syntes jeg, at det var fantastisk. Det var spændende at arbejde med kommunikation i en politisk organisation, og der var mange gode kolleger. Jeg var udadvendt og ivrig, og jeg ville gerne skabe mig et netværk, men en af de ledere, som havde været med til at ansætte mig, udsatte mig for sexchikane.
Sigrid Benedikte Strøyer
Sigrid Benedikte Strøyer, 39, er indehaver af tattoo-studiet Sort Blaek på Nørrebro, som hun åbnede for knap 10 år siden. Hun er blandt andet kendt for sine tatoveringer med sort blæk og for sine illustrative, håndtegnede tatoveringer, ofte med motiver inspireret af flora og fauna.
Vi indledte et forhold på hans foranledning, og til at begynde med var jeg enormt duperet, men da jeg efter kort tid valgte at stoppe det, blev han ved med at presse på. Han sendte blandt andet upassende mails med seksuelt indhold og udsatte mig for andre former for psykisk chikane. Det var meget grænseoverskridende, og jeg følte mig trængt op i en krog.
I starten gjorde jeg ikke noget, og udadtil virkede jeg måske stærkere, end jeg egentlig var, men med tiden begyndte nogle af mine kolleger at bemærke, at jeg havde det dårligt. Jeg udførte stadig mit arbejde godt, men jeg blev ofte meget fuld til festerne og græd. Det endte med, at arbejdsmiljørepræsentanten gik til ledelsen, men de ville ikke lytte.
Jeg stoppede i maj 2011, kort inden jeg blev færdig med min kandidat. Derefter fik jeg et midlertidigt job på Radio24syvs kulturredaktion, jeg lavede PR for den kreative konsulent Oliver Gustav, og senere blev jeg ansat i kommunikationsbureauet Primetime. Jeg var meget interesseret i politisk kommunikation og i medietræning, men på bureauerne følte jeg, at det hele handlede om at pleje kunder, så de blev ved med at lægge penge i butikken. Samtidig forsøgte jeg at børste mine oplevelser i Dansk Journalistforbund af mig, men uden held. Jeg var ikke glad, og jeg havde mistet tilliden, både til branchen og til mig selv. Jeg fik stress, hjertebanken, mavesmerter og hukommelsestab, som gradvis blev værre, men jeg lyttede ikke til faresignalerne, og i stedet for at sygemelde mig fortsatte jeg bare.
På et tidspunkt var jeg med min kvindelige chef til et møde i Jylland med en af bureauets største kunder. Da jeg kom hjem om aftenen, ringede chefen og overfusede mig, ikke fordi jeg havde udført mit arbejde forkert, men fordi jeg havde talt og gebærdet mig på en anden måde, end hun ville have. Da hun lagde på, satte jeg mig i sofaen med hovedet begravet i hænderne. Det hylede og susede for mine ører, og mit hjerte hamrede så hårdt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg vidste, at jeg var nødt til at sige mit job op.
“Det er aldrig for sent at ændre fortællingen om sig selv”
Mens jeg skrev mit speciale i kommunikation, var jeg begyndt at bruge mine evner til at tegne som tatovør. Jeg brugte mine weekender på at tatovere, og efterhånden blev min kalender fyldt helt op. Jeg blev et par måneder mere på Primetime og satte al min løn til side, så jeg havde nok til et halvt års husleje, inden jeg sagde mit job op. Og i 2012 kastede jeg mig ud i at være tatovør på fuld tid. Det var vanvittigt angstprovokerende, men også en kæmpe følelse af frihed. Der gik ikke lang tid, før jeg tjente lige så mange penge, som jeg gjorde som kommunikationsrådgiver, og jeg havde ikke længere hjertebanken eller mavesmerter.
Da #MeToo begyndte at rulle med sagen om Harvey Weinstein, tog en af mine tidligere kolleger i Dansk Journalistforbund fat i mig og sagde: ”Er det ikke nu, du skal ud med din historie?” Jeg gik hjem og skrev et Facebook-opslag, og to dage senere ringede chefredaktøren for fagbladet Journalisten. Jeg stod frem på forsiden med min historie, mens en anden kvinde, der havde været udsat for krænkelser af samme chef, medvirkede anonymt i artiklen.
Hun var bange for, at hun kunne blive fyret og ikke ville kunne få et nyt job. Men jeg var færdig med kommunikationsbranchen, og jeg var rasende. Jeg blev udsat for had, fik beskeder fra mænd som: ”Du er bare sur over, at du ikke kunne kneppe dig til et job”. Jeg fik ingen støtte fra andre kvinder i branchen, som Sofie Linde gjorde tre år senere. Men chefen, der krænkede mig, endte med at måtte forlade sit job, og for mig var det en enorm lettelse at stå frem, fordi jeg havde gået og skammet mig i flere år.
Jeg har ofte kunder på briksen, som taler om at sadle om. Det er svært at sige til et andet menneske, at det skal du gøre – eller det skal du lade være med. Men jeg siger til dem, at arbejdslivet er langt, og at man godt kan skifte kurs undervejs. Endda flere gange. Selvfølgelig skal man tænke på sin økonomi og på, at man skal kunne betale sin husleje. Men hvis man har en god idé og lidt opsparing i banken, hvorfor så ikke gøre det? Det er aldrig for sent at ændre fortællingen om sig selv.
