Hudpleje

Fodterapeuten advarer: Det må du aldrig gøre ved dine fødder

- 08/06/2018

Vil du have lækre sommerfødder uden hård hud? Så pas på, at du ikke falder i de her fælder.

Hvad stiller du op med fødderne, når de trænger til en kærlig hånd? Behandler du dem ordentlig eller kommer du til at begå de her fejl?

Fodspecialist og -terapeut Julie Vilhelmsen fra Skønne Fødder gør os klogere på, hvilke do’s and don’ts vi skal være opmærksomme på, når det kommer til god fodpleje.

Der findes en del sliberedskaber – alt fra en almindelig fodfil til elektriske slibemaskiner. Er det noget vi skal bruge derhjemme?

– Min holdning er, at de er spild af penge. At file fødderne giver varme og friktion og fremmer dannelsen af hård hud. Omdrejningerne er ikke høje nok til at undgå friktionen, så resultatet vil være, at man er 3-4 dage om at gendanne hård hud fremfor 7-10 dage. Hjernen vil simpelthen advare om, at det “brænder” under fødderne og derved starte produktionen af ekstra hud som en sikkerhed. 

Læs ogå

5 tips til velplejede fødder

Hvordan plejer man bedst sine fødder for at holde dem fri for hård hud, og kan man overhovedet gøre det selv, eller skal man forbi en professionel?

– Det er mængden og karakteren af den hårde hud, der afgør om man kan gøre noget selv. Tag en grydesvamp med i bad hver dag og brug den til at skrubber fødderne godt i slutningen af badet. Mange forveksler tør hud med hård hud. Den tørre hud kan man selv klare med svampen og en god creme (bodylotion er ikke godt nok, det indeholder for meget vand). 

Hvis den hårde hud er massiv og giver revner, så skal man forbi en autoriseret fodterapeut. 

Hvad er det dummeste man kan gøre, hvis man lider af hård hud på fødderne?

– Det dummeste man kan gøre er at file hver dag. Mange forsøger sig også med en høvl, men den er svær at styre og kan give nogle grimme skader.

Tror du på peeling-fodmasker, som fjerner et hudlag?

– Vi ser desværre rigtig mange skader som følge af disse masker. Væsken/gelen, de bruger, kan ikke kende forskel på hård hud og almindelig hud. Vi har haft flere med sår og grimme ar efter disse masker. Når det så er sagt, så er der mange, der har brugt dem med succes. Dog har jeg hørt mange sige, at det var ulækkert med de hudflager, der lå flere steder i hjemmet, når peeling-processen gik i gang. Mit råd ville være at undgå dem, men hvis du alligevel bliver fristet, så vær meget opmærksom på, om du får en brændende fornemmelse i fødderne undervejs. 

Hvordan holder man bedst sine fødder bløde om sommeren?

1. Brug din grydesvamp til at skrubbe fødderne hver dag.
2. Brug en god fodcreme hver dag.
3. Brug negleolie hver dag.
4. Undgå alt for meget gang i klipklappere.
5. Lav en søndagsrutine, hvor du giver fødderne creme, neglene olie, og så sætter du en frysepose uden om fødderne og en sok på til sidst. Gå rundt i en times tid, og så har du de blødeste fødder derefter. 

Hvad er dine tre bedste råd til pæne fødder?

1. Find en creme, du er glad for, så du er sikker på at få den brugt. 
2. Hav et par kondisko på, hvis du skal gå langt i stedet for klipklappere.
3. Vær opmærksom på, at dine fødder trives og ser pæne ud. Revnede hæle i et par lækre sommersandaler er aldrig en vinder. 

Hvad er de værste ting man kan byde sine fødder?

– Fodfilen og peeling-masken.

Læs ogå

5 ting, der ødelægger dine negle