Camilla Lau har været med i store hitserier som 'Kastanjemanden' og 'Herrens veje'. Nu er hun aktuel i et nyt teaterstykke, hvor publikummet er skrumpet ind til én person. Her fortæller hun om at have ansvaret for sit publikum, udfordringerne ved at være skuespiller og sin absolutte drømmerolle.
Lige nu er du i gang med teaterstykket ’Du vil møde en anden’, hvor der kun er et enkelt publikum til stede. Er det rigtigt forstået?
“Både og. Du kan være det eneste publikum i rummet, der kan komme tre publikummer ad gangen, eller der kan komme fem publikummer ad gangen. Det kommer an på, hvilken billet du vælger at købe. Konceptet er, at vi er fire skuespillere, der sidder i hvert vores rum, og vi fremsiger alle én lang monolog på samme tid i de fire forskellige rum. Når der er gået en fjerdedel af tiden, så bytter publikum rundt, så de hører hele monologen, og samtidig hører alle skuespillere sige noget.”
Hvordan er det at spille noget, der er så intimt?
“Det kræver en stor ro og en stor tro på, at man kan bibeholde den ro. Jeg skal sørge for, at hvert nyt publikum, der kommer ind ad døren, forstår præmissen og har det godt. Hvis der sker noget i rummet løbende, så er det mit ansvar at justere ind, så vi hele tiden holder os på sporet. Nogle vil måske begynde at græde, nogle vil kigge ned i gulvet, nogle vil bare være neutrale, andre vil se sure eller glade ud. Det må jeg forholde mig til og spille ud fra.”
Det lyder også lidt grænseoverskridende?
“Ja! Det er det. Men jeg tænker, at det er det lige så meget for dem, der har valgt at købe en billet til forestillingen. Jeg har så meget respekt for dem. Jeg tror, der er mange, der ikke helt forstår præmissen, men de har alligevel indløst billet til noget, som er anderledes end det, de plejer at gå til.”
Du har været med i hitserier som ’Herrens veje’ på DR og ’Kastanjemanden’ på Netflix. Har du nogensinde stået på et set eller overfor en skuespiller eller en instruktør, hvor du har tænkt, at nu havde du klaret den, eller nu havde du slået igennem?
“Inden jeg gik fra ud fra mit fjerde år på Scenekunstskolen, fik Morten Hee Andersen, der gik i min klasse, og jeg, besked om, at vi havde fået rollerne i ‘Herrens veje’ på DR. Det var en rigtig dejlig oplevelse. Den var allerede planlagt til to sæsoner fra starten, det var et stort brød, der blev slået op, og historien var vild og lidt afvigende fra, hvad der ellers havde kørt.
Og så var det jo DR… Når man går og er aspirerende skuespiller, forestiller man sig, at når man er på skærmen i bedste sendetid, så er det det vildeste nogensinde – og det ér det også, på sin egen måde. Jeg blev kastet ind i et fantastisk cast med nogle vidunderlige og garvede skuespillere.”
Camilla Lau. 32 år. Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Har blandt andet været med i ’Herrens veje’, ’Kastanjemanden’ og ’Venuseffekten’. Er lige nu aktuel i teaterstykket ’Du vil møde en anden’ på Hotel Ibsen i København. Arbejder også som lydbogsindlæser, speaker og dubber. Privat bor Camilla Lau i København.
Var det angstprovokerende at skulle starte ud med at lave en stor søndagsserie for DR?
“Det er et vildt job at starte ud med, og jeg var meget glad og taknemmelig. Jeg lærte så meget, men jeg fandt også ud af, at det ’bare’ er et arbejde, selvom det er DR i bedste sendetid, og det var jeg rigtig glad for. Det fik det hele lidt ned på jorden. Det er også noget, jeg har erfaret efterfølgende. Hver gang, jeg starter på et nyt projekt, glæder jeg mig på samme måde som den gang, jeg fik mit første DR-job. Jeg møder op og er helt ’oh my god’, ’oh my god’, så går der nogle uger, og så finder det sit ’hverdags-leje’. Det er en vigtig ting for mig at afdramatisere mit arbejdsliv lidt en gang imellem – for hvis jeg skulle gå rundt med kæmpe store følelser hele tiden, ville jeg seriøst skulle pensionere mig, før jeg rammer de fyrre. Jeg synes, det er vidunderligt, at jeg kan have det sådan med mit arbejde, og jeg føler mig meget priviligeret over det.”
Hvornår vidste du, at du ville være skuespiller?
“Det har ikke altid har været min livsmission, at jeg bare skulle være skuespiller. Jeg spillede noget ungdomsteater i Herlev, hvor jeg kommer fra, hvor jeg var med i ‘Christiane F’, som jo er en ret barsk fortælling, og der fandt jeg ud af, at man kunne røre andre med det, man fortalte fra en scene, og det tiltalte mig. Der gik nogle år, og så var jeg på en højskole i Silkeborg, der hed Performers House. Det var en international højskole, hvor folk kom fra hele verden. Det er helt corny, men vi endte alle med at tale samme sprog, fordi skuespillet og kreativiteten skabte en ny kommunikationsvej, og det havde jeg faktisk ikke fattet før det. Og så søgte jeg ind på Scenekunstskolen.”
“Jeg fandt lige pludselig ud af, at det ikke var noget, jeg bare lige gik og legede. Jeg skulle øve mig vildt meget”
Kom du ind i første forsøg?
“Jeg søgte ind i fem år, inden det lykkedes. Første gang var jeg meget ung, og jeg var ikke klar til det. Jeg gik videre til næste runde, og det havde jeg slet ikke forberedt mig på, så jeg lavede noget herrens halløj, hvor jeg bare pissede rundt, og det var egentlig bare virkelig pinligt. På mit andet år kom jeg også videre fra den første prøve, og så pissede jeg bare rundt igen og tænkte: ’Nå, jeg dribler da bare ind og laver lidt af det der Shakespeare’. Og så fik jeg bare tre kæmpe nej’er. Sådan gik det de næste par år, og så fandt jeg lige pludselig ud af, at det ikke var noget, jeg bare lige gik og legede. Jeg skulle øve mig vildt meget. Og det begyndte jeg så på, og så fandt jeg ud af, at jeg faktisk var virkelig god til at øve mig – og så lykkedes det.”
Har du tvivlet på, at det ville lykkedes for dig?
“Det har jeg helt klart. Da jeg søgte optagelse det femte år, havde jeg sagt til mig selv, at det definitivt var det sidste år, jeg ville søge.”
Vidste du, hvad du ville lave, hvis du ikke kom ind?
“Det er sjovt, du spørger, for det var mit store problem. Jeg vidste det faktisk ikke. Jeg havde ingen plan, men jeg har altid været meget god til at arbejde, så min ængstelighed i forhold til at være et voksent menneske, der havde et helt normalt arbejde, var ikke særlig stor.”
Men så kom du jo heldigvis ind…
“Det er måske sådan, det er i livet: Når man giver slip på noget, så kommer det af sig selv, men når du prøver at flå det til dig med dine skarpe negle, så smuldrer tingene. Til min sidste prøve var jeg afslappet og afklaret, og jeg følte, at jeg kom med det bedste, jeg kunne. Da jeg så kom ind, var det et kæmpe chok. Det var så mærkeligt – og virkelig også en øjenåbner – at komme ind efter en optagelsesproces, der var så rar og naturlig og min egen.”
Nu har du været i faget i nogle år. Hvad er det sværeste ved den karrierevej, du har valgt?
“Økonomien gør jo noget, for man skal betale for at leve. Det er selvfølgelig en meget lavpraktisk ting at sige, men det er en stor faktor. I tæt forbindelse med det, så er det allersværeste for mig at stole på min intuition: Hvad har du lyst til, hvad har du ikke lyst til? Jeg er en skuespiller, der er så priviligeret tit at få tilbudt arbejde, og det at turde sige nej er en gigantisk ting. Det er rigtig, rigtig svært, for jeg bliver altid så smigret og glad, når nogen har tænkt på mig. Men jeg vil gerne blive bedre til at rykke mere på min mavefornemmelse. Alle skal ikke lave alt. Hvis man er for travl, eller hvis rollen eller projektet ikke ræsonnerer i en, så tak pænt nej. Det øver jeg mig på.”
Hvad er så det bedste?
“Jeg elsker de nye relationer, man får, og at man møder så mange forskellige mennesker, og at man skal kunne rumme det. Det træner den der muskel i kroppen, som gør, at man får en større rummelighed, og det kan jeg virkelig godt lide.”
Er der én ting, du gerne vil nå at lave i din karriere?
“Det er ikke noget stort og forkromet… Men jeg ville virkelig gerne spille hemmelig agent, fordi jeg har drømt om at blive det i virkeligheden. Det kan man jo ikke bare lige blive, og så skulle jeg helt klart også have valgt en anden karrierevej tidligere i mit liv. Men fuck, jeg vil gerne spille hemmelig agent.”
