Mode

Ditte Reffstrup fra Ganni: “Man sagtens kan lave et show, der ikke kun handler om, hvad modellerne har på”

- 05/02/2022

Gannis show til den københavnske modeuge var en digital koncert med Jada. Vi mødte Ditte Reffstrup bag scenen til en snak om den nye kollektion, om at turde stå ved sig selv, og om brandets stærke bånd til musik.

Under normale omstændigheder er det musikere og festglade mennesker, der fylder spillestedet Vega. Men den dag jeg besøger det ikoniske musikhus på Vesterbro, er det for at møde Gannis kreative direktør, Ditte Reffstrup. Succesmærket har nemlig overtaget huset for at optage en digital koncertoplevelse med Jada samt den digitale præsentation af deres nye kollektion i forbindelse med Københavns modeuge.

Musik og mode hænger uløseligt sammen for Ditte Refstrup, og derfor er det kun naturligt for hende, at de er koblet sammen til showet. Her er det lige så nemt at fare vild ved højlys dag, som når man skal finde toilettet til en almindelig koncert, kan både Ditte og jeg erfare. Vi skal op til Jens Jensen-salen, også kaldet Loungen, der som resten af Vegas mange sale er beklædt med smukke birketræspaneler. Det står næsten i skærende kontrast til Gannis nu så kendte, farverige univers, men alligevel er Vega det perfekte sted for deres digitale præsentation og koncert, mener Ditte Reffstrup. 

“Jeg har altid syntes, Vega er et vildt sted, men jeg havde aldrig tænkt, jeg ville få lov at være her på den her måde og kunne gå og nyde huset uden mennesker. Særligt fordi jeg selv har brugt så meget tid i mine yngre dage her,” siger hun.

Foto: Kavian Borhani

Ditte Reffstrup fotograferet i Jens Jensen-salen på Vega, hvor hun har haft mange mindeværdige musikoplevelser.

Når musik møder mode
Musik har som nævnt altid været vigtig for både Ditte på et personligt plan og for Ganni som brand, der ikke bare samler folk om populære designs, men i ligeså høj grad ønsker at skabe en fællesskabsfølelse med musikken som kerne.

“For mig starter og ender alt med musik. Det er helt klart min største inspiration. Samtidig er Ganni ikke kun tøj, men også et helt community, hvor vi også gerne vil invitere talenter ind og bruge vores platform til deres fordel. Med en digital visning er der samtidig også mange flere, der kan være med. Det er irriterende, hvordan et klassisk show hurtigt kan føles som en lukket verden, så det er dejligt, at vi kan invitere hele vores community med, som jo er grunden til, vi er her,” siger Ditte Reffstrup.

Det er netop, hvad Ganni igen gjorde i torsdags, da de præsenterede deres AW22-kollektion med en digital præsentation og en koncert med Jada, der for Ditte Reffstrup er indbegrebet af en såkaldt #gannigirl, der ikke bare udstråler personlig stil, men også er inspirerende for dem omkring sig:

“Jada er samtidig så ydmyg med en sensibilitet og en power, som alle kan lære noget af”

Foto: Kavian Borhani

Jada optrådte ikke kun med tre af sine numre, men er også model i Gannis nye lookbook for kollektionen.

“Jada er jo enormt sårbar og ærlig og samtidig virkelig powerful. Det er så fascinerende at se, hvordan hun er gået fra at være lidt sky til at blive hele Danmarks diva på den allerbedste måde, for hun er samtidig så ydmyg med en sensibilitet og en power, som alle kan lære noget af.”

Det er også der, hvor moden og musikken mødes bedst ifølge Ditte Reffstrup – når man bliver opløftet af en sang lige så vel som af et visuelt udtryk.

“Mode og musik er begge genrer til personlige udtryk. Musik kan jo være med til, at man føler sig  stærkere, og det kan virkelig bære en gennem mange ting. Det kan mode også for mig. Du kan jo få folk til at føle sig som den bedste version af sig selv gennem mode – for kigger man sig i spejlet og føler sig godt tilpas, så er det bare nemmere at træde ud i verden,” siger Ditte.

“Med den her kollektion træder vi ud i en åben verden”

Nye tider, nye materialer 
Ligesom med musikken, ser mange også mod moden for at kommentere samfundet omkring os. Der er det svært at komme udenom, hvor meget bæredygtighed fylder for modebranchen. Derfor er Ganni også på en anden mission om at udfase alt læder, nedskalere deres karbonudledning markant og ikke mindst sikre en mere ansvarlig produktion gennem hele værdikæden.  

“Ud af 250 styles i vores nye kollektion er det kun 10 af dem, der ikke er lige så bæredygtige som resten. Samtidig står vi overfor at udfase alt vores læder og i den forbindelse fokuserer vi meget på vores fashion-denim med interessante silhuetter, print og detaljer. Det har overtaget læder-delen for os, så det er virkelig spændende at arbejde med denim på den måde,” fortæller Ditte, mens hun også fremhæver det fake snake-materiale, som er blevet et andet af deres alternativer til læder og er blandt chefdesignerens personlige favoritter i den nye kollektion. 

Foto: PR

En af de ting, som Ganni fremover satser stort på, er deres sålkaldte fashion denim. Her er det et sæt fra den nye kollektion.

Kollektionen har, som altid, haft sin spæde start i musikkens verden. Men hvor det de sidste par sæsoner har været melankolien, der har fyldt mest for Gannis designteam, har det denne gang været en anderledes, ny form for optimisme, der har sat tonen for den nye kollektion hos designerne.

“Med den her kollektion træder vi ud i en åben verden. Hos hele vores designteam var det tydeligt, at optimismen fyldte. Men samtidig tager vi jo også noget med os herfra (Lockdown og corona, red.), som vi ikke kommer til at glemme, bare fordi tingene åbner op. Der kom jeg til at tænke på Det Elektriske Barometer (Ungdomsradioprogram på DR, der blev sendt fra 1986 til 2017, red.), hvor jeg lyttede til kunstnere som PJ Harvey og Björk for første gang. Jeg blev helt obsessed med de her to kvinder, som var så skrøbelige og feminine med så meget styrke. De gav mig mod til at turde stå ved mig selv, hvilket vi bruger vi meget hos Ganni,” forklarer Ditte Reffstrup om den nye kollektion og processen bag. 

Foto: PR

Det var alt andet en et almindeligt modeshow Ganni holdte, da Jada torsdag aften gav digital koncert.

Showet som identitetsmarkør
Det er ikke kun musikken, der sætter tonen for arbejdet med Ganni. For da Ditte Reffstrup for 20 år siden første gang oplevede et stort modeshow i Paris for et internationalt brand, satte oplevelsen sig så meget i hende, at det lige siden har hængt ved som inspiration.

“Showet for Ann Demeulemeester, der på det tidspunkt var et stort brand, foregik i en kæmpe kirke, hvor alt var fuldstændig sort. Jeg husker det som om, at Louise P. åbnede showet i den en top, hvor man kunne se hendes bryster. Så startede musikken med nummeret ‘Be my baby’ af The Ronettes fra ‘Dirty Dancing’ og fortsatte i repeat gennem hele showet. For det første elsker jeg den sang, og for det andet var jeg bare helt blown away. Jeg havde aldrig før oplevet noget så stærkt – det var hele synergien mellem modellerne, settingen, stylingen, tøjet og ikke mindst musikken. Der gik det op for mig, at man sagtens kan lave et show, der ikke kun handler om hvad modellerne har på, men lige så meget alt det rundt omkring brandet. Selvfølgelig laver vi også shows for at sælge tøj i sidste ende, men vi er der jo også for at fortælle vores historie,” fortæller Ditte.

Som vi sidder i den tomme Jens Jensen-sal i Vega og kan høre Jadas lydprøver svagt gennem dørene, bliver det endnu mere tydeligt, at Ganni har fundet det helt rigtige sted til deres musikalske bidrag til modeugen. Om aftenens digitale show og koncert var skelsættende, er endnu for tidligt at konkludere. Men én ting er i hvert fald sikkert: Gannis kærlighed til musik kombineret med brandets take på farver og silhuetter har uden tvivl været skelsættende for dansk og nordisk stil. 

Læs ogå

5 looks fra Gannis nye kollektion, vi gerne vil have fingrene i