Hvilke tendenser kommer til at dominere dit feed og modebilledet i år? Det kommer Pinterest med et bud på i deres årlige rapport over de mest populære søgninger. Vi har samlet nogle af de mest interessante her.
Fra perler og en ny form for lingerie til gotiske referencer og masser af tern. Det er bare nogle af de tendenser, som Pinterest i sin årlige rapport, Pinterest Predicts, forudser vil dominere modebilledet i 2022. Nogle af dem har vi allerede set en del til gennem det sidste år, mens andre først rigtigt er ved at tage til.
Loungerie
Efter meget mere hjemmetid end normalt de sidste to år, er mange af os blevet vant til afslappede gevandter, men ønsker måske at gøre lidt mere ud af det end et par grå sweatpants med knæ. Her tager loungerie joggingtøjet til et nyt niveau. Tænk fine natkjoler og sæt i silke, der både kan bruges til afslapning derhjemme eller til at gøre hverdagsuniformen lidt mere uformel på en chic måde.
Eklektiske elementer
Farver og mønstre har for længst indtaget vores hjem og garderober, men det tager kun til i 2022, hvis det står til Pinterest. Lad regnbuens palette dominere med farver som klar blå og rig fusia, og miks dem på kryds og tværs for at skabe et eklektisk look, der emmer af god energi.
Lad håret falde
Det er ikke kun tøjet og hjemmet, der skal være eklektisk og fyldt med farver. Også dit hår skal under kærlig farvebehandling. Særligt bliver 80’ernes mullets mere og mere populære igen, men også helt trimmede frisurer bliver taget til nye højder med klare farver og sjove mønstre som leopardpletter og zebrastriber.
Oh my goth
Er du ikke den store fan af farver, som de to ovenstående trends ellers dikterer, så frygt ej: Goth-stilen er stærkt på vej ind i det mainstream modebillede. Det er måske ikke helt der, hvor du ville tro, for tendensen gælder særligt arbejdsuniformen, tøj til spædbørn og din pyjamas, der gerne må have et dystert tvist.
Skaktern i alle afskygninger
Fra gulvtæpper og negle til flisedesign og crop tops. Skaktern er for alvor blevet et favoritmønster at ty til, hvilket kun kommer endnu mere frem i løbet af året. Lad dig ikke begrænse af tern i sort og hvid, men kombiner tern i alskens farver, der kan give dit look en ekstra dimension og et stilfuldt touch af humor.
Pearl core
Har du ikke allerede gjort det, kan du godt få støvet de gamle perler af og få dem brugt både til hverdag og fest. For perlerne kommer til at dominere på smykkefronten, mens deres smukke perlemorsfarve vil blive endnu mere populært i makeup. Brug perlerne i hverdagen til at give dine basis-items et snert af underspillet luksus eller dekorér dine negle med små perler.