Film og TV

Elizabeth Debicki ligner prinsesse Diana så meget, at ‘The Crown’-fans forveksler dem

- 13/10/2021

Endelig er der flere sneak peeks fra optagelserne på sæson 5 af 'The Crown'. Og ligheden mellem Elizabeth Debicki og prinsesse Diana er så slående, at fans sår tvivl om, hvorvidt billederne virkelig viser castet, eller om der er tale om virkelighedens royale.

Vi er mange, der spændte venter på, at ‘The Crown’ sæson 5 udkommer i november 2022. Derfor kaster vi omkring os med diadem og laksko, når der bliver delt diverse sneak peeks fra optagelserne.

Læs også: Hele 13 skuespillerinder har spillet prinsesse Diana, og du kan se dem alle her

Modtagelsen af billederne af Elizabeth Debicki som prinsesse Diana har været overvældende. Flere har været overbeviste om, at det var prinsesse Diana. Til billederne har en fan blandt andet kommenteret:

“Wow, og endnu mere wow. Hun ligner en klon af vores elskede prinsesse Di”.

Ligesom skuespillerinden, Kristen Stewart, ligner prinsessen utrolig meget i den nye film ‘Spencer’, kan vi også kun give ‘The Crown’-fansene ret i, at der er en slående lighed mellem Elizabeth Debicki og prinsesse Diana.

Vi har tidligere vist, hvordan seriens cast lægger sig tæt op ad virkelighedens royale, og til trods for, at man har ramt castingen af prinsesse Diana lige i højre hjørne, mener fansene, at det er en lidt anden historie med Prins Charles.

Hertil har en fan kommenteret på Facebook:

“Det ser ud til, at Lady Di hygger sig gevaldigt sammen med James Bond og ikke prins Charles”.

At Dominic West er blevet castet til rollen som prins Charles er altså ikke det helt rette match, mener flere fans. 

Mens vi spændte venter på mange flere afsløringer fra ‘The Crown’, og vigtigst af alt den nye sæson, så kan du i mellemtiden se nogle af prinsesse Dianas mest ikoniske looks gennem tiden.

Læs også: Se de første sneak peeks af Kristen Stewart i rollen som prinsesse Diana