Journalist Zahra Pedersen har hele sit liv befundet sig imellem to kulturer: den marokkanske og den danske. Med sin første roman forsøger hun at komme den krænkelseskultur, som hun mener har taget overhånd i samfundet, til livs. Hun vil som forfatter skabe en ung muslimsk heltinde og gøre grin med de ting, man ikke må gøre grin med. Og samtidig sætte unge muslimske kvinder på dagsordenen.
Denne artikel er første gang bragt i ELLEs juninummer 2021
Den 34 årige Zahra Pedersen er uddannet journalist i London. Hun er datter af imam Abdul Wahid Pedersen og er muslimsk lifecoach. Hun har været vært i dokumentarserien ‘Kampen om mig’ på DR2 og er skaber af podcastserien ‘Salaam Doll’, der omhandler muslimske kvinders alsidighed. Den 7. juni debuterede hun med sin roman ‘Ti kameler for Ameera’.
Ideen til romanen ‘Ti kameler for Ameera’ fik jeg i 2006, hvor jeg som mange andre kvinder forsøgte at spejle mig i ’Sex and The City’, ’Bridget Jones’ dagbog’, ‘Shopaholic’-serien, ‘Nynnes dagbog’-klummerne osv. Man kunne kun gå ud som en venindeflok på fire, og man havde en Samantha eller en Charlotte som veninde.
Jeg følte, at jeg kunne spejle mig i følelserne af uafhængighed og i de beslutninger, de kunne træffe om deres krop, deres hjem, deres arbejde osv. Men der var også noget, jeg ikke kunne spejle mig i. For alle var hvide, vestlige og ret u-religiøse.
Læs også: Raya: “Mit køn er blot en lille del af den, jeg er”
Generelt talte man ikke religion eller kultursammenstød i chicklit-genren. Der var ingen overbeskyttende forældre, der sad og kiggede, hvis man havde en nederdel på, der var for kort. Så den rent praktiske del af de fortællinger var jeg helt afkoblet fra. Det liv eksisterer ikke i min verden. Kun som dobbeltliv. Derfor ville jeg gerne lave en fortælling om en ung muslimsk heltinde.
Jeg begyndte at skrive på bogen, efter at jeg havde været vært på ‘Kampen om mig’, en serie på DR2 om etniske unges dilemmaer.
Det pinte mig meget at lave de interviews, og jeg kunne fuldt ud relatere mig til den kamp mellem to kulturer, hvor man hele tiden bliver skubbet mere mod den ene.
Danskere med anden etnisk baggrund elsker jo alle deres kulturelle sider, for mig er det den marokkanske og den danske side. Men der er nogle punkter, hvor de ikke kan hænge sammen, og hvor man føler, man skal vælge enten-eller. Der kan det gå hen og blive svært, og det er ikke så sort-hvidt
Læs også: Der er Pride (stadig) en nødvendighed
Jeg vil ikke bruges som et redskab, hvor den etniske del af befolkningen siger: ”Se, hvor synd det er for os”, og den anden del siger: ”Se her, så slemt står det til”. Vi skal have nogle brede samtaler, for samtalen har ikke rykket sig en meter de sidste mange, mange år. Det er så frustrerende for unge kvinder som mig.
Hvorfor snakker de stadig om, hvorvidt tørklædet undertrykker? Om den muslimske kvinde er et offer for sin religion? Om, hvorvidt vi skal reddes fra vores egen kulturelle og spirituelle arv? Min kultur er ikke din fjende, og min religiøse overbevisning er ikke til debat. Har vi ikke større problemer? Corona, verdensøkonomien, klimaet? Vi skal snakke om, at man godt kan være i to kulturer, og at det ikke er o.k., at folk forsøger at diktere, hvem man skal være, eller hvor man hører til.
Da jeg kom i gang med at skrive, kom jeg også meget i tvivl om, hvad jeg kunne skrive. Folk kunne blive stødt over, at en hvid mand lagde stemme til en sort karakter, eller at en hvid forfatter skulle oversætte en sort kvindes digte. Kan jeg tillade mig at sige det her? Krænkelseskulturen har taget overhånd, og man skal ikke sige meget, før man får at vide, at man skal undskylde for at have sin egen mening.
Jeg gider ikke skrive noget, der er for pænt og dermed bliver irrelevant. Med min bog vil jeg skubbe til nogle grænser både for muslimer og ikke-muslimer. Det er meget bevidst, at jeg forsøger at gøre samtalen lidt mere indbydende ved at vælge en lettere genre. Det er vigtigt for mig at bruge en mere blød, humoristisk form, for der er så meget hård snak.
Samtidig er der den der følelse af, at det hele skal være så fucking helligt, du må ikke lave en joke om at være etnisk, hvis du er hvid eller omvendt. Jeg vil gerne skubbe samtalen derhen, hvor vi kan tage lidt pis på hinanden og vise et menneskeligt perspektiv, hvor det ikke handler om ghettoen eller herkomst, men om det, min hovedperson Ameera fortæller dig lige nu om sine helt almindelige, menneskelige følelser.
Jeg mødte min mand, Alex, kort efter første lockdown. Han har hjulpet mig i skriveprocessen. Det at blive gift har givet mig ro på, for mange vil tænke, om Ameera nu er mig? Men det er jo fiktion, Ameera er så anderledes end mig, hun irriterer mig indimellem. Men alt, hvad der sker i bogen, er virkelige hændelser fra mit liv, min søsters, mine veninders.
Min mand har støttet mig, når jeg sad om aftenen og tvivlede på, om jeg kunne skrive. ”Bliv ved med at skrive, for du lyver ikke”, sagde han. Alt, hvad der sker for Ameera i bogen, sker også ude i virkeligheden for mange unge kvinder, men det tør vi ikke altid snakke om.
At blive gift gør også, at jeg tør tage flere chancer og er mere modig, fordi jeg ikke står alene. Jeg har altid tænkt, at det er mig mod verden. Men at have en person ved min side, én, jeg kan sparre med, én, der kan sige: ”Det er o.k., du gør det godt”. Den tillid der, den kan noget.
Læs også: Demi Lovato har hidtil ladt sig styre af andres meninger
