Sundhed

Sådan laver du 10 slags iskaffe med et twist

- 06/07/2021

Sommer og høje temperaturer hænger unægteligt sammen med iskolde drikkevarer, og hvad er bedre end en iskaffe? Her er 10 opskrifter på iskaffe med et twist, du kan lade dig inspirere af.

Kolde og læskende drikke er et hit om sommeren. Vil du gerne blive afkølet, og samtidig have et koffeinboost, kan du med fordel begive dig ud i at lave din egen iskaffe.

Mange caféer og bagerier har iskaffe på menuen, men vil du gerne gøre lidt ekstra ud af det, kan du prøve at lave din egen iskaffe. Det er rigtig nemt og så kan du også tilsætte lige præcis det, du har lyst til.

Vi har fundet 10 lækre opskrifter på den populære sommerdrik, som du let kan lave derhjemme.

Læs også: Derfor må du godt springe morgenmaden over

10 lækre og anderledes iskaffer, der let kan laves derhjemme

Iced cappuccino

Drømmer du om en klassisk, mælkeskummende cappuccino i en kold version? Så skal du prøve at lave en iced cappucciono.

1. Start med at skumme din yndlingsmælk (fx havre, soya, laktosefri eller sødmælk) i et separat glas.

2. Fyld derefter et andet glas halvt op med isterninger.

3. Hæld nu 2 espresso-shots over isterningerne og tilføj derefter den skummede mælk.

4. Rør rundt og afslut med et drys kakaopulver på toppen.

Iced latte med blåbærskum

Vil du prøve noget helt andet end den klassiske kaffedrik, så prøv at spice den op med blåbærskum.

1. Start med at knuse to håndfulde blåbær og si dem over en gryde.

2. Hæld derefter ca. 1 spsk. sukker i – du kan altid tilføje mere, hvis du ønsker den sødere.

3. Rør det rundt ved lav varme, indtil det får en skummende konsistens.

4. Fyld nu dit glas halvt op med isterninger og hæld 2 espresso-shots og 1 teskefuld vaniliesirup over.

5. Hæld derefter dit blåbærskum ned i glasset og rør rundt.

Læs også: Derfor skal du vedligeholde dine rutiner – også under hjemmearbejdet

Salted caramel cold brew

Med inspiration fra Starbucks’ populære ’Cloud Macchiato’, kan du nu selv lave den kolde udgave af den sorte iskaffe med den skummende mælk på toppen.

1. Fyld glasset halvt op med isterninger og hæld din nybryggede kaffe i 2/3 af glasset.

2. Skum derefter din yndlingsmælk i et separat glas, og hæld det derefter over den nybryggede, kolde kaffe.

3. Afslut med at lave et fint mønster på toppen med en saltet karamelsirup.

Iced nutella latte

Er du vild med hasselnød og nutella? Så skal du prøve den her opskrift. 

1. Put 1 spsk. nutella ned i en kop og hæld et dobbelt espressoshot over. Rør rundt.

2. Hæld isterninger i et glas, og hæld blandingen af kaffe og nutella over.

3. Afslut med din yndlingsmælk.

Brown sugar shaken espresso

Er du vild med krydderier, og især kanel? Så skal du lave denne shakede iskaffe, der næsten minder om en vaskeægte bartender cocktail. 

1. Find et glas eller en shaker med tilhørende låg.

2. Hæld 1 spsk. brun farin eller sukker, ¼ teske kanel, ¼ teske vaniliesirup, 2 espresso-shots og 2 spsk. vand i og ryst det godt.

3. Hæld derefter isterninger i et andet glas, og hæld den shakede blanding over.

4. Afslut med din yndlingsmælk.

Iskaffe med ahornsirup

Vil du blot give din iskaffe et lille sødt twist, så skal du prøve at give den en sjat ahornsirup og et drys kanel.

1. Lav din iskaffe som du normalt ville lave den med 2 espresso-shots, isterninger og mælk efter behov.

2. Afslut med at tilføje ahornsirup og drys efterfølgende kanel over.

Læs også: Her er de 20 bedste steder at spise brunch i København

Honey iced latte

Endnu et godt eksempel på en ganske almindelig iskaffe med et ekstra twist af honning, som let kan laves på farten. 

1. Tilføj 1 teskefuld honning til 2 espresso-shots og rør godt rundt.

2. Hæld derefter massen over i et glas med isterninger og tilføj til sidst den mælk, du foretrækker.

Icecream latte

På varme sommerdage er det næsten et must at drikke rigeligt med kolde drikke og spise masser af is. Med den her opskrift får du det bedste af begge verdener.

1. Fyld dit glas med 2/3 isterninger og hæld 2 espresso-shots over.

2. Hæld derefter mælk efter eget valg over og tilføj én scoop vanilieis.

3. Drys til slut med kanel eller kakao.

Læs også: 3 workout-videoer, der rent faktisk får dig til at hjemmetræne

Iced matcha latte

Er du til den smukke grønne matcha, er det her helt sikkert sommerdrikken for dig. 

1. Bland først og fremmest din matcha i en lille skål eller kop.

2. Tilsæt 1 teskefuld ahornsirup og rør det godt – men forsigtigt – rundt.

3. Hæld isterninger i et separat glas og hæld mælk i halvdelen af glasset.

4. Tilføj din matcha og rør rundt.

Iced dirty chai

Kaffe og chai smager godt hver for sig, men har du prøvet at kombinere de to drikke? Sammen smager de meget bedre end du tror!

1. Bland 2 teskefulde chaipulver med 2 spsk. vand.

2. Skum det op med din mælkeskummer.

3. Fyld derfter et glas halvt op med isterninger og hæld 2 espresso-shots samt chai over.

3. Afslut med din yndlingsmælk og evt. sødemiddel efter behov.  

Læs også: 26 restauranter, caféer og barer, vi har glædet os til at genbesøge