Trends

Anna Wintour fylder 70 – vi ønsker tillykke og kigger tilbage på det imponerende liv

- 03/11/2019

Modebossen over dem alle, Anna Wintour, der er chefredaktør på amerikansk Vogue fylder i dag 70 år. Vi ønsker Anna tillykke, mens vi kigger tilbage på hendes imponerende liv fra fødslen i London til livet som dronningen af mode i New York.

Anna Wintour blev født den 3. november 1949 i Hampstead, London. Hendes britiske far, Charles Wintour, var redaktør på avisen the Evening Standard, mens hendes amerikanske mor Eleanor “Nonie” Trego Baker var datter af en Harvard juraprofessor – altså har Anna siden fødslen været en del af det ”bedre borgerskab”, og faktisk nedstammer hun via sin fars slægt fra den adelige Elizabeth Cavendish, hertuginde af Devonshire.

Hun havde fire søskende: James Wintour, Nora Wintou, Patrick Wintour (der også er journalist) og Gerald Wintour – men sidstnævnte døde på tragisk vis i et trafikuheld som barn.  

Anna Wintours far hjalp hende som 15-årig med at få det første job i London-modebutikken Biba boutique, året efter forlod hun North London Collegiate for at begynde en elevstilling hos det eksklusive stormagasin Harrods – og frk. Wintours skæbne i modebranchen var hermed bestemt.

Herefter arbejdede hun som moderedaktør hos modemagasinerne Harper’s Bazaar og Savvy – ligesom hun besad rollen som redaktør på britisk Vogue mellem 1985 og 1987.

I 1988 blev Anna Wintour så chefredaktør for amerikansk Vogue og kunstnerisk direktør for medieselskabet Condé Nast, der udgivet Vogue-magasinet, og de sidste 31 år har hun altså siddet på tronen som den suverænt mest magtfulde kvinde i modebranchen.

Foto: MEGA

Privat er Anna Wintour mor til Charles (der kaldes Charlie) fra 1985, og Katherine (der kaldes Bee) fra 1987, som hun har med David Shaffer – med hvem hun var gift fra 1984 til 1999. I dag danner hun par med iværksætteren John Shelby Bryan og bor i det hippe, cool og skødesløse New Yorker-kvarter, Greenwich Village.

Læs også: Dét synes Anna Wintour om dine klipklappere.

Anna sidder altid front row til de internationale modehuses modeshows, og hun er sikker på at få showets næstmest prominente gæster som sidemakker – fx hele Beckham-familien, når Victoria Beckham viser show.

Derudover får hun som en af de eneste private visninger af de internationale modehuses kollektioner inden showet, hvor hun udpeger hvad hun kan lide – og værre – hvad hun ikke kan lide.

Hvis dette lyder bekendt, har du nok set kultfilmen The Devil Wears Prada, hvor chefredaktøren, Miranda Priestly, der spilles af Meryl Streep, er klart inspireret af Anna Wintour. I virkeligheden tror vi dog, at Anna er lagt sødere end Miranda, for når vi engang imellem hører hendes udtalelser i Vogues YouTube-videoer er 70-års fødselaren fyldt med humor og hjertevarme.

Og sidst men ikke mindst står hun desuden i spidsen for årets største modefest: The Costume Institute Gala (aka Met Gala), som afholdes hver den første mandag i maj på Metropolitan Museum of Art’s Costume Institute i New York City.

Foto: MEGA

Nå nej.. Det er jo Anna Wintour, vi snakker om, så vi bliver aldrig rigtig færdige med at liste hendes bemærkelsesværdige opnåelser.

Selveste dronning Elizabeth af Storbritanien udnævnte nemlig desuden i 2017 modebossen til ‘Dame, Commander of the Order of the British Empire’…

Foto: MEGA

… Med andre ord: Ingen over og ingen ved siden af Dame Anna Wintour.

I dag fylder hun 70 år – og ELLE-redaktionen ønsker stort tillykke, mens vi kigger nærmere på en række billeder af fru Vogue gennem tiden: