Maria Barfod har stået bag en DJ-pult i snart 20 år, og de fleste mode- og festglade københavnere er efterhånden på fornavn med hende, der leverer festens toner. Under den københavnske modeuge stod Maria (aka. Fedty) selvfølgelig også klar til at sætte scenen for en række shows, og til Rotate-showet, der markerede ugens sidste, fik hun nærmest cirkusteltet til at lette fra jorden. Vi mødte Maria til en snak om det festlige job som DJ i modebranchen.
Måske kender du kende som Maria, måske som Maria Barfod, eller måske som Fedty – som hun hedder på Instagram.
DJ, lyddesigner og radiovært – og ikke mindst kvinden bag musikken ved modeugens Rotate-show, som du med garanti allerede har skamlyttet den sidste uge (hvis ikke så skynd dig ind og tryk play HER).
Under Copenhagen Fashion Week leverede Maria tonerne til tre shows: Morten Ussing, Muf10 og det allerede nævnte Rotate-show.
Rotate stod som de allersidste show i årets kalender, og med et cirkustelt på Christianshavn fyldt med champagne, popcorn, candy floss og en enorm diskokugle i midten, forventede vi mildt sagt, at der skulle lægges op til fest – og da Irene Caras “What A Feeling” som det første nummer blæste ud fra DJ-pulten (som Maria stod bag) var scenen ligesom sat.
Mens vi stadig var høje på det festlige show med det eminente musikvalg, bad vi Maria om at sætte nogle ord på lige netop den playliste og på sit job som DJ i modebranchen:
Fortæl om dit arbejde som DJ. Hvordan startede du?
Jeg startede tilbage i 00’erne med min veninde, Linea Rubini, der nu er agent hos Scoop. Det var en tilfældig aften, hvor vi var kommet tidligt på klub, på in-stedet KAT ,og DJ’en var ikke mødt ind. Ejeren af stedet, som vi kendte, stak os en håndfuld CD’er, som man spillede med dengang og bad os om at starte festen. Vi havde ingen idé om, hvordan man gjorde, men vi kunne se en knap, hvor der stod play. Alle de mange andre knapper var ikke til at gennemskue – vi satte musik på, og på besynderlige vis fik vi et dansegulv i gang. Vi hvinede af grin, alt imens folk dansede. 14 dage efter ringede klubben igen. De ville booke os til et ”rigtigt” job, og derfra tog det fart, og vi begyndte så småt at lære, hvordan man gjorde af datidens læremestre Kjeld Tolstrup, Krede og Djuna Barnes. Legender.
Hvilke jobs spiller du typisk i dag?
Jeg startede på klubberne, men det er nu forbeholdt specielle fester og arrangementer. Nu vælger jeg oftest jobs, som ikke ligger i de sene nattetimer, og hvor jeg også kan bruge min viden fra modebranchen. Her har jeg en lang autodidakt uddannelse. Så det er alt fra modeshows, receptioner og events.
Du lavede en del musik under Copenhagen Fashion Week. Hvordan er det at være DJ under et modeshow? Og hvordan er det anderledes fra dine normale spillejobs?
Det er meget anderledes. Taler vi afvikling af shows, så er jeg drønnervøs, hvilket jeg ikke er på normale jobs. Hjertet sidder oftest helt oppe i halsen, for der er meget på spil. Jeg har et tæt samarbejde med designeren, og jeg vil jo gerne have, at dét vi sammen har udviklet, også lykkes på dagen. Og så er der det med knapperne. Spiller man på en klub, og der sker et fej i et mix, eller man trykker på et forkert knap på et forkert tidspunkt, er der ikke mange, der opdager det. Det kan man ikke til et modeshow. Ikke én fejl er tilladt, men det er også det, der gør det sjovt at lave.
Vi lagde særligt mærke til dig under modeugen på grund af den uovertrufne playliste til Rotate-showet. Hvordan kom den i stand?
Thora og jeg har kendt hinanden i mange år nu. Helt tilbage fra da hun var Frederik Andersens assistent på Euroman. Han introducerede os en dag og sagde ”piger jeg ved I to vil kunne lide hinanden” – og det kunne vi. Vi har lavet mange ting sammen siden den dag. Så det var naturligt, at jeg lavede Rotate sidste sæson og denne. Thora har altid bakket mig op, og jeg håber og tror, hun føler samme.
Lavede du musikken i samarbejde med Thora og Jeanette, eller gav de dig frie tøjler?
Det er meget forskelligt, hvordan man laver showmusik med en designer, og ikke to samarbejder er ens. Thora og Jeanette stoler på, at jeg ved, hvad jeg snakker om, men de ved 100%, hvad de vil. Det er nok dem, jeg har samarbejdet med, der har mest at sige om musikken. Jeg guider dem til at få det bedste slutresultat og hjælper med at skifte numre ud, lægge til og lave det perfekte mix. Men det var dem, der skreg 80’er, og jeg kippede med hatten og fik det modelleret til det overflødighedshorn, det blev til.
Du bemærkede garanteret, at publikum var i højt humør og sang med på sangene, mens modellerne gik. Hvordan havde du det, mens showet stod på?
Jeg var ved at dø af skræk. Jeg nød det, men jeg så ikke tøjet. Jeg står altid under et show med øre så store som tekopper og lytter til lydniveau og lytter til dem, der står bag bagtæppet, for de er i min ene øregang via headset. Her følger jeg med i, at alt går efter planen bagom, om der er forsinkelser, hvornår vi er midtvejs, hvornår der bliver slået an til den sidste model går ind, så jeg kan ’fade ned’ og trykke play på finalesangen – og så har jeg en fest.
Hvad er det bedste og værste ved at være DJ?
Det bedste er, at jeg kan leve af min hobby. Jeg nørder musik hver dag og elsker det kreative i at lave det gode set, lydtæppe eller et show. Jeg bruger 90% af tiden hjemme ved min computer og nørder. Også sammen med min mand, Tomas Barfod, der er producer, DJ og trommeslager. En hyggeaften for os er, når børnene sover, og vi tager en god drink og spiller musik for hinanden, som vi lige har fundet. Jeg har så meget musik liggende klar til en given stemning, der kan opstå. Desværre er Danmark et lille land og ikke mange tør prøve noget nyt. Her skal det klinge genkendeligt, men ringer Prada, er jeg beredt.
Det værste er, når folk tror, man er en jukebox. Jeg bruger timer på at forberede et sæt, og når folk så står og skråler, at deres veninde har fødselsdag, så om vi ikke kan høre den med Shakira eller kalder mig en dårlig DJ, når jeg siger jeg ikke spiller Volbeat, så har jeg lyst til at kigge på jobopslag. Heldigvis undgår jeg også disse jobs, men det kan hænde, at det tager den drejning. Og så ville du blive imponeret over, hvor mange der tror, at en DJ-pult også er en mobiloplader. Det er det ikke, kan jeg så fortælle. Punktum.