Engang symboliserede et brands logo hele modehusets DNA og historie. Men i dag, et efter et, ændrer verdens største brands logo, og de ender alle med den samme font. Her er forklaringen på, hvorfor alle logoer i dag er identiske.
Må jeg åbne op for et (måske ikke helt objektivt) spørgsmål? Du har muligvis selv bemærket det. Men der er noget i gærde i modeland. Og her snakker jeg hverken om kvindekamp, afstandtagen fra brug af pels og plastik eller diversitetsdebatter. Faktisk er det det stik modsatte af diversitet, der er ved at udspille sig for øjnene af os. Eller er det bare mig? Det er under alle omstændigheder påfaldende, hvor ens de største modebrands engang så alsidige logoer efterhånden er blevet…
Burberry, der siden 1856 har markeret sig med en ærke-engelsk ridder i fuldt ornat til hest, springende over navnet ’Burberry’ skrevet med en stolt ’Edwardian Script’ og kursiveret ’London, England’ nederst har mistet lidt af sin engelsk-hed. I dag er rytteren reddet ud af billedet logoets tekst forenklet til en moderne (læs: monoton) font helt uden ’swung’.
Burberrys logomodernisering er der isoleret set ikke noget odiøst i. Logoer ændrer sig jo over tid, men der, hvor det bliver interessant, er, når man sidestiller det med den logo-udvikling, der er undergået Balenciaga, Saint Laurent, Balmain, Berluti… og jeg kunne blive ved.
Hvordan kan det mon være, at brands, der er så fundamentalt forskellige som Burberry og Balenciagia, har konverteret deres logo til samme konforme sort/hvide udtryk, ’sans sarif’ (som det fint hedder sig, når fonten ikke har ’fødder’… lidt nørdet, men man skal jo lære noget nyt hver dag, ne sais pas?)?
Det internationale online medie for passionerede modenørder, Business of Fashion, har undersøgt sagen om den homogene logoudvikling, og de kommer på sporet af, at der måske ligger mere i den tilsyneladende uinspirerede ensretning af logoerne end som så. De antyder endda, da overskrivelsen af de gamle logoer med prangende fonte, til fordel for de nye ’lige-op-og-ned’-skrifter symboliserer lidt af en demokratisk revolution af hele modebranchen og ikke mindst vores opfattelse af luksus.
Men kan et logo – eller sågar en font – sige så meget?
Virgil Abloh, chefdesigner for Louis Vuitton Men, har ifølge Business of Fashion udtalt, at vi står på kanten af en ny renæssance. Men det kan ikke være en renæssance i ordets klassiske forstand, der betyder en genfødsel af de klassiske, græske æstetikker, kunstarter og realisme han taler om… Den renæssance vi ser i dagens moderne modeland, hvor de klassiske referencer, som Burberrys væbnede ridder og kursiv-skrift, er en saga blot, er nærmere en revolution a la den franske. Her skyller en Bauhaus-lignende (den arkitektoniske skole, ikke byggemarkedskæden, red.) strømning ind over de stolte, klassiske modehuse (og deres logoer) og udvisker alle referencer til svundne tiders overklassesamfund, hvor hvert swung på et bogstav, eller en armeret ridder til hest, synes som et overflødigt tegn på herskabets overforbrug. Det symboliserer måske tider, hvor der ikke var plads til alle, og hvor verden blev dikteret af velklædte (hvide) mænd, der færdedes i elitære cirkler. En verden, hvor en sort designer, en kvinde eller en homoseksuel aldrig kunne lede et førende modehus… Og den slags sekularisering er der jo ingen, der kan eller skal finde sig i i dag!
Læs også: Hvad nu hvis Hedi Slimane blev chefdesigner for Chanel?
Det er naturligvis sat meget på spidsen, men måske er der noget om snakken. Måske bliver logoerne mere ens, lettere at læse og mere ’ordinære’ som et symbol på, at selv i modens højeste luftlag, skal der være plads til alle? Uanset etnisk herkomst, køn, seksuel overbevisning eller samfundsklasse. Måske er det ligefrem en invitation fra de brands, der før i tiden for nogle har synes at være ganske uopnåelige, til, at de faktisk ikke er så ekskluderende endda? Måske er de nye (ens) logoer faktisk en åbenlys invitation til forbrugerne om, at alle er velkomne? Og det er vel ikke så skidt endda?
Så selvom det måske ser kedeligt ud, at det forhenværende Yves Saint Laurent logo med de skarpe lange linjer nu blot hedder Saint Laurent og skrives på nøjagtigt samme måde som Balmain, Balenciaga og Burberry, så er konformiteten måske mere udholdelig, når den faktisk symboliserer at der er plads til diversitet…
Og som Riccardo Tisci sagde, efter han ændrede Burberrys logo, så virker den nye logo font på alle medier – også de digitale, hvor svungne skrifttyper ligner noget fra fortiden…
