Ulrikke Høyer er model og studerende, og så har hun en gennemført lækker stil – både indretnings- og garderobemæssigt. ELLE besøgte hende.
Da ELLE for snart et år siden besøgte model Ulrikke Høyer i hendes lejlighed på Christianshavn for at skyde forside og lave interview, fik vi øjnene op for den lille hyggelige perle, hun boede i. Derfor besøgte vi hende igen tidligt på efteråret, og præcis hvordan hun har indrettet sig, og hvad hun omgiver sig med, kan du se og læse i novembernummeret af ELLE, der er på gaden nu. Vi fik dog også tid til at spørge hende om …
Yndlingssted på Christianshavn?
”Min lejlighed! Jeg så glad for vand, og er opvokset ved vandet, så at flytte ind til byen og stadig være tæt på vandet, det er så skønt. Jeg skal bare ned på gaden og gå 10 meter og så er jeg ved havnen. Og så er jeg glad for at bevæge mig mod Refshaleøen, hvor der er mere plads og mere ro.”
Hvor spiser du din morgenmad, og hvad bestiller du?
”Jeg vil allerhelst sidde for bordenden af mit spisebord, lytte til radio, drikke kaffe og spise min yoghurt! Det er et helt lille ritual for mig. Jeg går ikke særlig ofte ud og spiser morgenmad. Min kæreste og jeg har en tradition – rigtig gammelmandsagtigt – at gå til bageren og spise en bolle med ost. Det er det lækreste, og vi gør det nærmest hver søndag. Der er så mange gode bagere i København – lige fra Lille Bakery til Juno the Bakery og Meyes.”
Læs også: Modellen Ulrikke Høyer: ”Jeg måtte ikke indtage andet end vand 24 timer inden showet”
Hvilke beautyprodukter bruger du?
”Min ansigtscreme er ’Lait-Créme Concentré’ fra Embryolisse. Jeg går ikke med særlig meget makeup, det har jeg aldrig gjort, men jeg er glad Tromborg, for min vippebukker, Glossiers ’Boy Brow Clear’ til brynene og ’Cloud Paint’ til kinderne.”
Hvad ser du særligt frem til i november …?
”Hygge hjemme hos min familie, spise varme gryderetter, lægge mig ind under et tæppe med fødder mod en varm pejs og til at mine eksaminer er veloverståede. Og til at det begynder at blive lyst igen!”