Sundhed

Sunde romkugler med bønner og dadler

- 07/09/2018

Denne version af sunde romkugler er lavet på en base af sorte bønner, og selv om det lyder mærkeligt, så giver bønnerne en helt utrolig cremet og lækker konsistens. Romkuglerne er sødet med gode store saftige dadler og blendet med mandler, som giver lidt struktur og en mild marcipansmag - til sidst er de smagt til med romessens, kanel og vanilje.

ELLEs Health Editor Stephanie Bang elsker en sød lille snack, men vil gerne undgå syndere som tilsætningsstoffer og tilsat sukker. Det er heldigvis ikke svært, for du kan få masser af lækre godter ud af naturens slik. 

Weekenden står for døren, og Stephanie foreslår, at du bruger på at trille sunde romkugler lavet af bønner og dadler.  

Opskriften giver 17 mindre romkugler.

Ingredienser: 

  • 1 dåse sorte bønner
  • 160 gram medjool dadler
  • 3 spsk. kokosolie
  • 3 spsk. god rå kakaopulver
  • 2 håndfulde mandler
  • 1 spsk. kanel
  • 1 – 2 tsk. romessens
  • 1 vaniljestang
  • 1 knivspids salt

 

Læs også: Brownie på søde kartofler med kakaoglasur.

 

Pynt: 

  • Smeltet mørk chokolade, 85 %
  • Hakkede pistacienødder
  • Knuste gojibær
  • Rå kakao
  • Kokosmel
  • Kakaonibs

 

Fremgangsmåde: 

  • Si vandet fra bønnerne fra, skyl dem grundigt og lad dem dryppe af.
  • Blend alle ingredienserne til romkugledejen i en foodprocessor på nær den ene håndfuld mandler, som først skal blendes i til sidst. Start med at tilføje 1 tsk. romessens til dejen og smag dig derefter frem. Jeg foretrækker at bruge en tsk. mere, men det afhænger af din kærlighed til smagen. Når dejen er helt sat og klistret tilføjer du den sidste håndfuld mandler og lader dem blende med i få sekunder. Det giver et godt bid i romkuglerne med de knuste mandler.
  • Stil romkugle-dejen på køl i ca. 2 – 3 timer før du ruller kuglerne.
  • Brug ventetiden på at klargøre din pynt. Jeg bruger en god blanding af smeltet mørk chokolade, kokos, knuste gojibær, finthakkede pistacienødder og rå kakao.
  • Tril kuglerne i den valgte pynt og opbevar romkuglerne på køl indtil de skal spises. De vil ikke få lov at bo i dit køleskab ret længe. Haps!
  • Romkuglerne kan kategoriseres som sunde pga. de sorte bønner, der er rige på vegetabilsk protein og kostfibre. De giver derfor også en god mættende effekt, og er gode som en sen eftermiddagssnack, når både den søde og den rigtige sult melder sig.