Kom ind i kampen! For hvis ikke vi kvinder støtter hinanden og opnår ligeværd og personlig frihed, hvem så? Mød tre kvinder, der har viet deres liv til at gøre netop det, men selv om målet er fælles, er vejene vidt forskellige og et udtryk for, at i 2018 er vi kommet så langt, at vi kan diskutere nuancer. Heldigvis for det!
Hele featuren ‘Kvindekamp anno 2018’ er trykt i ELLEs marts magasin 2018 (her bringes et uddrag) // Tekst og koordinering: Anne Absalonsen // Fotograf: Asger Mortensen // Stylist: Anette Hvidt
I ELLEs marts-magasin stiller vi skarpt på seje kvinder med ben i næsen. Tre af dem er Sille Nørgaard, Sara Omar og Nikita Klæstrup, der på trods af forskellige baggrunde og forskellige tilgange, støtter kvinder til at opnå ligeværd og personlig frihed. Kvinder, som støtter kvinder kan vi li’ – og du kan møde de tre feminister lige her i et uddrag fra månedens magasin:
Sille Nørgaard
Frie, lige liv er pejlemærket for kønssociologen Sille Nørgaard, der gennem sit arbejde bruger kønsforskning til at fremme ligestillingen. For vi er langtfra i mål, mener hun, der betegner sig selv som intersektionel feminist.
Hvordan kan mode spille en rolle i kønskampen?
“Mode kan, når det er bedst, forføre og flytte grænser. Og skabe rum for og anerkendelse af nye (køns)identiteter, som når modellen Vincent Beier bruges på catwalken til at vise pigetøj. Moden har i dag en position, hvor den kan være eksponent for, at særligt unge kan få en følelse af, at de kan være lige præcis den, de er, uden at opleve skam, eksklusion og det, der er værre. Den kan desværre også det modsatte, og det kræver ikke mindst vilje at tage et ansvar i forhold til at skabe plads til diversitet og ligestilling. Men hvor der er vilje, er der som bekendt vej”.
Sara Omar
Det handler ikke kun om kvinders rettigheder, men om menneskers rettigheder for forfatteren Sara Omar. Med bestselleren Dødevaskeren, hendes første roman, sætter den lille kvinde med de store øjne sit liv på spil ved at skrive om ondskaben. Ordet er sværdet, men ordet er også en stemme for de kvinder, der ellers er tavse.
Hvordan bidrager Dødevaskeren til den moderne kvindekamp?
“Jeg har prøvet at sætte en bevægelse i gang gennem Dødevaskeren, et litterært værk, men også et kampskrift for menneskerettigheder, for kvinderettigheder, for børnerettigheder, for alle dem, der gang på gang er blevet fortalt, at de ingen stemme har, at de ingenting kan, at de ikke er noget værd, for dem, der inderst inde ved, at det ikke passer. Den styrke, det kræver at være en undertrykt kvinde, at leve i et voldeligt forhold, at leve i et voldeligt samfund; det er kun de stærkeste, der har den. De tavse stemmer er de stærkeste af os alle, og det er dem, jeg gerne vil kæmpe for, det er dem, jeg prøver at give en stemme i min roman. Når du erkender, at du er et menneske, at du HAR rettigheder, og at du selv skal tage dem og ikke vente på, at nogen giver dig dem, så har du ændret dig fra en skygge til et menneske. At skrive Dødevaskeren har været en stræben efter en udvikling, at ændre noget til noget bedre. Ingen kulturer, religioner eller traditioner er perfekte, men alle har potentialet til at blive forandret og forbedret”.
Nikta Klæstrup
Hendes Instagram er ikke for de sarte, men netop derfor er fjerdebølgefeministen Nikita Klæstrup så interessant: for hvorfor skal der larmes med så meget nøgenhed for at nedbryde de sidste kønsstereotyper? Og hvad er det egentlig for en kvindekamp, den journaliststuderende debattør og forfatter kæmper i sine tårnhøje Louboutiner?
Hvordan adskiller du dig fra andre feminister?
“Ved at tage fat i mange af de dagligdags problemer, som unge piger dealer med. Kampen for den seksuelle frigørelse er jo ikke noget nyt, men den er godt nok heller ikke vundet. For når vi taler om piger, der har været sammen med mange mænd eller på andre måder ikke opfører sig som ’en pæn pige’, modsat drenge, der har været sammen med mange piger, er der stadig en ulighed. En pige, der viser seksuel lyst, er klam og på en måde mindre værd som menneske. Og den opfattelse af kvinder er en stor del af problematikken med hævnporno. Når en kvinde får delt sine nøgenbilleder mod sin vilje, er hun selv ude om det, fordi hun jo viste sig som et seksuelt væsen. Jeg læste om en amerikansk studie, der viste, at de kvinder, der i deres highschool-tid var stemplet som sluts og whores, endte med de samme mén som folk med PTSD efter en voldtægt. Det er en voldtægt af ens selvopfattelse, når andre udskammer kvinder baseret på noget så uskyldigt som seksuel lyst, som de fleste jo har … Hvorfor skal folk sige, at jeg er uintelligent eller en dum luder, fordi min kjole er afslørende? Hvorfor skal andre bestemme, hvordan jeg ser ud og klæder mig? Hvis en kvinde gør noget ud af sig selv, så er vi vant til, at hun ikke har andet at byde på, at det er hendes last resort. For hvis du ikke er sjov eller intelligent, er der ikke andet for end at vise bryster – det er det billede, vi er vant til. Jeg blev jo kendt for en kjole til en fest i et ungdomsparti (KU, red.), hvor folk mente, at sådan kunne jeg ikke tillade mig at gå klædt. Men det kan ikke være rigtigt, at vi skal se sådan på kvindelig seksualitet?”
Læs også: Hotel Cecils nye 25-årige leder, Katrine Harder: “Det hedder vel ‘at have nosser’ af en årsag”
