Den 28. januar 2018 skrev hele Danmarks tennisdarling, Caroline Wozniacki, sig ind i historiebøgerne, da hun triumferede Gran Slam turneringen og dermed sikrede sig førstepladsen på verdensranglisten. Til marts-magasinet 2017 interviewede ELLE Caroline Wozniacki om sit helt særlige fightergen, der førte den 27-årige tennisstjerne helt til tops...
Da Caroline Wozniacki vandt sin første Grand Slam turnering i Australian Open, betød det samtidig at hun igen sikrede sig førstepladsen på verdensranglisten. Og i takketalen på podiet den 28. januar 2018, gav hele Danmarks Miss Sunshine en bemærkning, som ingen kunne undgå at bide mærke i. Tennisstjernen sluttede nemlig talen af med at sige, at hun håber sejren får hende et skridt nærmere drømmen om et ELLE-cover. En udtalelse, som spredte sig som en steppeild på de sociale medier, hvor hashtagget #ELLEcover blev brugt i stor stil.
Og selvom Caroline Wozniackis ønske måske primært var rettet mod ELLEs internationale søster-magasiner, så kan vi her på ELLE Danmark ikke undgå at være stolte over den danske darling. I ELLEs marts-magasin 2017, var det nemlig Caroline Wozniacki, som prydede forsiden, og i bladet bragte vi et stort interview med den nu nyudnævnte verdensmester, hvor hun blandt andet fortalte om den enorme succes, hun har opnået, samt viljestyrken man må besidde for at nå helt til tops.
Uddrag fra interviewet ”Helt tæt på Danmarks største sportsstjerne” af Marie Louise Wedel Bruun, bragt i ELLEs marts-magasin, 2017.
Hun er ganske vist vokset op i Danmark og grundlagde sit tennisliv her, men det er efterhånden flere år siden, at Caroline Wozniacki skrev sig ind i den liga af sportsstjerner, som er sin egen planet. Vejen dertil startede i Køge Tennisklub, hvor medlemmerne stadig den dag i dag husker den lille pige, der stod og hamrede bolde i otte-ni timer i streg dagligt. Derfor var det også oplagt, at hun som blot 18-årig blev ophøjet til æresmedlem og kom til standerhejsning i barndomsklubben. Allerede året før var hun flyttet til Monaco ligesom så mange andre internationale sportsstjerner, men inden da havde hun som 11-årig præsteret at blæse landsholdets cheftræner omkuld og blive headhuntet til Farums ambitiøse Elitecenter, der ellers kun støttede talenter på 15 år og op, som 12-årig at spille mod Venus Williams, som 14-årig at blive dansk seniormester og kåret til Årets Fund, som 15-årig at debutere på WTA-touren og som 16-årig at vinde Wimbledon for piger.
To år efter standerhejsningen var hun verdens nummer et og trådte ind i en verden, der inkluderer luksusbadeferier med veninder som Serena Williams, eksklusive turneringer på bounty-øer med excentriske milliardærer og tenniskampe mod Barack Obama. Jo, der er en grund til, at man stadig taler om hende i Herfølge, hvor hun voksede op. Men hvordan er det at skyde til tops i en så ung alder? Og hvad betyder den enorme succes hun har kæmpet sig til?
”Jeg tror, succes for mig handler mere om, at man giver alt, hvad man har til det mål, man prøver at opnå. Om du så bliver nummer et i verden i det, du laver, eller du bliver nummer 100 eller 1.000, det er ikke det, som er mest relevant. Det er det, at man står op om morgenen, og man har noget, man giver den gas i og arbejder for.”
Er det tilgangen til alt, du rører ved, eller er det kun tennis?
”Alt, hvad jeg gør, vil jeg gerne gøre godt. Sådan har det altid været. Der er ikke noget, jeg går 50 procent ind i. Så selv hvis jeg ved, at jeg måske ikke kan blive den bedste i noget, så ved jeg, at jeg i hvert fald giver det en skalle og gør mit bedste.” Og hun tilføjer: ”Jeg synes stadig, det er sjovt at prøve at udfordre mig selv. Og jeg tror bare, at man lærer af de nederlag, man har haft, og de hårde tider. Hver morgen, når jeg tår op, så er mit mål at blive bedre, end jeg var i går, og prøve at forbedre nogle ting. Og når man taber, er det der, man lærer allermest.”
Den selvtillid, det selvværd og det fokus gør også, at Caroline Wozniacki har en naturlig autoritet på en hvilken som helst tennisbane og hun har ingen problemer med at lukke andres forventningspres ude, når hun står der, let foroverbøjet, vippende fra side til side, klar med ketsjeren foran tusindvis af forventningsfulde tilskuere.
Læs også: Mandagsmuse: Caroline Wozniacki
”Jeg synes, det er fedt at spille på en stor bane med mange mennesker og god atmosfære, men samtidig, når man står inde i det, så tænker man ikke over det, Man tænker bare på nettet, og man tænker på næste bold og …ja. Nu er jeg ved at være rimelig rutineret efterhånden og har spillet på de største baner og har gjort det mange gange, så jeg føler mig mere hjemme. Første gang jeg spillede på Center Court til US Open, var jeg selvfølgelig meget nervøs og tænkte: ’Åh nej…’, men samtidig syntes jeg, det var fedt. Nu er det bare sådan: ’Okay jeg ved, hvad det er, jeg går ind til,’ og det er en fed følelse, og man bruger det til sin egen fordel.”
ELLE ønsker endnu engang tillykke med placeringen på toppen af verdensranglisten, og vi glæder os til at følge hendes succesfulde karriere endnu længere. Indtil da, kan du her få et tilbageblik på nogle af Caroline Wozniackis bedste stiløjeblikke samt billederne, vi skød af hende i forbindelse med marts-nummeret 2017 i galleriet nedenfor.