Trends

Yvonne Koné: Mit bedste S/S 2017 key-item

- 20/03/2017

Det er forår, og det betyder, at vi skal til at finde de lettere lag frem fra skabet. Derfor har ELLEs Writer, Rebecca Laudrup, spurgt den stilfulde accessorydesigner, Yvonne Koné, om hendes bedste S/S 2017 key-item. Læs hele interviewet her.

Som accessorydesigner i eget navn og med egen butik og kendt for at skabe høje hæle, du rent faktisk kan feste i hele natten, er Yvonne Konés private key-item for S/S 2017 selvfølgelig et par pink sandaler.

Hvorfor valgte du de pink sandaler som dit key-item?

Jeg elsker sandaler, det er mine absolut favoritsko – og det har det været, siden jeg var barn.

Er farven valgt ud fra sæsonens trends?

Jeg arbejder ikke så meget i trends, og alle de farver, jeg bruger, er valgt meget intuitivt. Helt konkret sidder jeg og kombinerer farverne, indtil jeg synes, den rigtige farvefortælling opstår. Jeg kigger helt bevidst ikke på, hvad der er moderne, eller hvad jeg tror, der bliver moderne. Hver gang vi laver en kollektion, er der en eller anden farvehistorie, og her til foråret (april, red.) kommer der en lille kollektion, der hedder ’Candy’, hvor alle tingene er meget farverige som for eksempel en stærk pink, bubblegum-lyserød og postkasserød.

Læs også: På besøg hos… Designer Yvonne Koné

Hvor får du så inspirationen fra?

Inspirationen er en konstant proces, der aldrig stopper. Ideer opstår, når jeg går på gaden, ligger i min seng, i sekunderne inden jeg falder i søvn, eller bare når jeg ser en detalje, der fanger mit øje. Det kan være alt fra en gammel dame, der går med en fin, rød taske, til en farve på en væg, en struktur på en overflade eller indtryk som lyde og dufte fra rejser. Inspiration kan i princippet findes alle steder, men er svær at forcere. Det er en kontinuerlig proces, hvor hver enkel kollektion skal fortælle en sammenhængende historie.

Hvad kan disse sandaler?

De er en forlængelse af vores blokhæl-pumps og -boots, som har været der i et års tid. De er ekstremt populære, fordi hælen er så komfortabel. I starten var der mange, der forbandt det med noget bedstemoragtigt, men afhængigt af hvordan man styler dem, kan de trækkes i forskellige stilmæssige retninger. Vi har alt fra helt unge piger til deres mødre og bedstemødre, der køber dem, og det er inspirerende at se dem brugt i så mange forskellige sammenhænge. Jeg kan godt lide, når der lånes fra alle aldre, og stilen gøres til sin egen.

Se også: 4 sporty detaljer, du kan implementere i hverdagslooket

Hvordan vil du beskrive din egen stil?

Den er relativt enkel, men meget min egen. For det meste foretrækker jeg et klassisk udtryk, men der må gerne være en lille detalje, der stikker ud – derfor skal mine accessories gerne have farver. Jeg tror, det er, fordi mit tøj farvemæssigt er lidt monokromt. Jeg elsker at gå i sæt. Sæt kan opfattes lidt gammeldags, men samtidig også tidløst. Og når man har et sæt eller en kjole eller en buksedragt på, er der noget utrolig let ved det; man behøver ikke tage stilling til sammensætningen, man tager det bare på.

Er der noget, du bare skal købe denne sæson?

Nej, det tror jeg ikke. Jeg er virkelig ikke en storshopper – jeg gemmer på mine ting, så det er ikke sådan, at jeg planlægger mine kommende indkøb og siger: ’Nu skal jeg ud og købe nyt tøj’. Jeg foretrækker, at tingene er af god kvalitet, og at materialet er gennemtænkt, så jeg køber aldrig noget, der er syntetisk. Jeg har rigtig meget uld, silke, kashmir og bomuld, og jeg kan rigtig godt lide at sammensætte klassikere som uld med silke eller denim med silke.

Hvilke tøjdesignere kan det med rene materialer?

Herhjemme har vi både Mark Kenly Domino Tan og Kookon, som er rigtigt dygtige til at arbejde med silke. Jeg synes også, at AF Agger er rigtigt gode til at lave deres helt eget, drengede kasse-look, som alligevel kan kombineres og gøres sexet på sin egen måde. De tre mærker er også lidt hævet over trends; der er en rød tråd og alligevel en konstant udvikling, som tiltaler mig. Det er netop dét, jeg stræber efter i udviklingen af mine egne kollektioner. Det at tænke, at det skal være langtidsholdbart, og så ikke tænke så meget i, hvad den næste trend er. For at være helt ærlig, så couldn’t I care less med, hvad den næste trend er, det har virkelig bare aldrig været min drivkraft.

Foto: Asger Mortensen Yvonne Koné: Mit bedste S/S 2017 key-item
Køb ELLE