Guerlain har valgt Angelina Jolie som ansigt og muse for sin nye duft ”Mon Guerlain”. Og skøn som hun er uden på, viser hun endnu engang, at hun også er det inden i: Angelina har nemlig valgt at donere hele sin løn til velgørenhed.
Angelina Jolie er det nye ansigt for Guerlain Parfumeur og husets nye duft ’Mon Guerlain’. Parfumen er essensen af moderne feminitet, hvor noterne skal frembringe duftassociationer til de valg, følelser og drømme, der er centrale for kvinden anno 2017.
Læs også: Derfor er Angelina Jolie et stilikon
De seneste år har Angelina Jolie stort set trukket sig tilbage fra skuespillet for at dedikere sig til rollen som mor for sine seks børn, hvoraf tre er adopteret fra U-lande, og arbejde bag kameraet som filminstruktør. Desuden er hun dybt engageret i velgørende formål og investerer personligt i at følge velgørende projekter til dørs. Hun agerer blandt andet særlig repræsentant for FN’s Højkommissariat for Flygtninge og er medstifter af organisationen “Preventing Sexual Violence Initiative”, der har til formål at sikre bedre støtte til seksuelt voldsramte ofre og fair retsforfølgelse af gerningsmændene.
Det er med andre ord et stykke tid siden, vi sidst har set Angelina Jolie i andre sammenhænge end de velgørende, men nu bryder hun stimen med den nye kampagne for Guerlain. Og så alligevel ikke helt, for Angelina Jolie har, god som hun er, valgt at donere hele sin løn for kampagnen til velgørende formål. Sejt! Hun er altså ligeså skøn inden i, som hun er uden på.
Se også: Angelina Jolie og Brad Pitt skal skilles
Angelina husker fra sin egen barndom sin mors kærlighed til en pudder fra Guerlain. Da Guerlain besøgte hende i Cambodia i December 2015, under indspilningen af ”First They Killed My Father”, som hun instruerede, kom samarbejdet derfor hurtigt på plads.
Parfumen Mon Guerlain, som Angelina Jolie er ansigt for, er ultra-feminin med noter af vanilje, lavendel og jasmin. Den nye duft er i butikkerne fra 1. marts 2017 og forhandles eksklusivt i Danmark hos Sephora.
I galleriet har vi samlet de yndige kampagnebilleder for den nye Mon Guerlain- duft.