Man skal tage sin kvinde med til Firenze – eller som kvinde bare sig selv. Byen er legendarisk smuk, et skatkammer af god kunst og spækket med elegant mode. ELLE fik en guidet tur med weddingplanner Anne-Louise Holm Ferragamo, der er gift ind i den legendariske Firenze-modefamilie og nu lever og bor i inspirationens mekka.
Tekst: Camilla Alfthan
Italiens tredjestørste by, Firenze, kaldes også renæssancens vugge. Med god grund. Skulpturer og freskoer er en lige så naturlig del af byen som de mange butikker og markeder, og de historiske museer og palazzoer trækker folk til fra hele verden.
Byens skønhed er legendarisk. Den franske forfatter Stendhal besvimede ligefrem, da han besøgte byen for første gang i 1817 og blev overvældet af indtryk; i dag kaldes det for Stendhalsyndromet, når benene slås væk under én som følge af en overdosis smukke ting.
Læs også: ELLE Rejser: Luksustur til perlen Bellagio
Moden har også altid spillet en vigtig rolle i Firenze, og det var også oprindeligt årsagen til, at danske Anne-Louise Holm Ferragamo flyttede hertil som ung designer. I dag er hun gift med modehusdirektør James Ferragamo, har firmaet Madebymade og bruger som eventplanner med bryllup som speciale dagligt byens skatkammer af unikke adresser og sjældne fund.
Få guiden til den romantiske by i galleriet!
Psst… klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne.
Foto: Camilla Alfthan
Kunstens fortid
I Firenze findes ingen moderne museer – fokus er på ældre tiders mestre. På byens mest berømte museum, Uffizierne, kan du opleve Botticellis Venus stige op af havet, i Accademia står Michelangelos berømte David-statue, som han i en alder af 25 år mejslede ud af en marmorblok, og i Palazzo Vecchio får du et indtryk af den indflydelsesrige Medici-families storhed og sans for skønhed. Anne-Louises foretrukne museum er dog Palazzo Strozzi på Piazza Strozzi, hvor udstillingerne ofte er samfundsrelevante.
Duften af Firene
Firenze har sit navn efter den blå lilje, der også er byens vartegn. Liljerne finder du i Jardin Divers, Via Cimabue, 61, der sælger byens smukkeste buketter. Der dufter også godt i parfumeriet Cithera, Via Tornabuoni, 6, der fører et titals forskellige duftlys og udstiller antikke pudderdåser. I samme område finder du Antica Erboristeria Inglese, der fører det florentinske mærke Officina Tournabounis fine hudcremer, og Antica Farmacia Santa Maria Novella, der er det fine beautybrand Santa Maria Novellas egen butik.
Foto: Camilla Alfthan
Aperitif med mere
Spis frokost på Roberto Cavalli-caféen inkl. vin fra designerens toscanske vingård. Eller Rose’s på Via del Parione, der laver gode salater. Ved siden af ligger en chokoladebutik, hvor Anne-Louise ofte holder møder med kaffe og muffins. I gårdhaven ved Óbikàs smukke søjler på Via Tornabuoni, 16, er specialiteten mozzarella i alskens varianter. Drik cappucino på Cibreo Caffè ved Sant’Ambrogio-markedet, eller kig efter Anne-Louise på den etniske kunstcafé Derb i Via Faenza – couscous og myntethe, mens du læser en bog. Er du til drinks, skal du gå efter Sky Lounge på Hotel Continentales terrasse. Prøv også en af de mange vinbarer med levende jazzmusik på Borgo S. Jacopo.
Foto: Camilla Alfthan
Dolce Vita
Kager betyder alt, når Anne-Louise laver events. To foretrukne adresser er det amerikanskejede konditori Sugar & Spice, Via dei Servi, 43, og Dolci et Dolcezze, Piazza Cesare Bec-caria, 8, hvis mintgrønne indretning og lyse kroner stammer fra 1920’erne. Fondente-chokoladekagen er hendes foretrukne med en ristretto (en hurtig espresso) til. En lille bod på hjørnet af Porta Rossa og Via Pellicceria laver byens bedste frugtsmoothies to-go. For ikke at glemme byens mange gelaterias med hjemmelavet is.
Foto: Camilla Alfthan
Shopping
Alle de store modehuse ligger inden for en lille radius omkring Via Tornabuoni. Anne-Louises favoritforretning er Ermanno Scervino, der også fører børnetøj. Tre berømte florentinske huse er Pucci, Gucci og Salvatore Ferragamo. Sidstnævnte ligger på Piazza Santa Trinità, hvor du også finder Ferragamomuseet. Mens Ferragamo stadig er et familiefirma (med Anne-Louises mand som direktør), er Gucci blevet opkøbt. Brandet har museum ved siden af Palazzo Vecchio. Tæt på ligger Gerard Loft, Via Dei Pecori, 34, der fører flere forskellige modemærker. Tjek også Luisa Via Roma, Via Roma, 19, hvor indretningen er konceptuel, og designerne præsenteres som tegneseriehelte. Gør gode vintagefund i Boutique Nardine ved Porte Vecchio, og er det interiør og unikke boligting, der trækker, fører Lungarno Details, Lungarno degli Acciaiuoli, møbler og dekorationer, der bl.a. stammer fra Lungarno-hotellernes indretning. Og glem ikke Flair, Piazza Goldoni, 6.
Foto: Camilla Alfthan
Værelser med udsigt
Et godt hotel er Gallery Hotel Art, Viccolo dell’Oro, 3: Indrettet som et moderne hjem med en hyggelig stue, der også fungerer som restaurant med kig til moderne kunstudstillinger. Overfor ligger minimalistiske Hotel Continentale: Italiens første designhotel, helt i hvidt og designet af den lokale arkitekt Michele Bönan. Stedets luksuriøse spa tilbyder bl.a. massager med guld og perlestøv (!) og en 90 min. lang fodbehandling. Firenzes bedste værelse er deres suite i øverste etage af et tårn med udsigt over hele byen.
Mere traditionelt er Hotel Lungarno med vue over Arnofloden. Berømtheder som Picasso har boet her og har tegninger hængende i lobbyen. Sidst på dagen er der trængsel ved baren, når folk fotograferer solnedgangen over Porte Vecchio.
Mest overdådigt er nynoverede Four Seasons, Borgo Pinti, 99, midt i en fem hektar stor park. Her kommer Anne-Louise til drinks og for at bruge spaen.
Foto: Camilla Alfthan
Fiorentinske unika
Firenze emmer af atmosfære, og Anne-Louise Ferragamo holder meget af det lettere forfaldne Sant’Ambrogio-område på den nordøstlige side af Arnofloden. Her er et antikt loppemarked med alt fra Murano-krystaller til unikke smykker og ting til dit hjem. Ved siden af ligger et marked med friske madvarer. Stemningen er familiær, og du kan tage en snak med slagteren. Det lokale håndværk går igen overalt, bl.a. i lærredstasker med håndbroderede initialer og tekster fra My Style Bags, Via Porta Rossa, 50. Tjek også smykkeskolen Alchimia Contem-porary i San Frediano-området, hvor du kan bestille smykker direkte fra de studerende.