Ernæringsekspert og sundhedsrealist, Christian Bitz, må siges at være én af de mænd, der ved allermest om sundhed, træning og ernæring i Danmark. Derfor har vi selvfølgelig taget os en snak med Bitz og fået et indblik i, hvad sundhed er for ham...
Vores nye sundhedskoncept på ELLE.dk er allerede i fuld gang, og sidst kunne du læse om dj, model og blogger Emilie Lilja, der fortalte lidt om, hvordan sundhed og træning er to vigtige ting for hende, men at der også skal være plads til en ‘cheat-day’ i løbet ugen.
Nu er turen kommet til en af de sejeste og sundeste mænd, vi kan komme i tanke om: ernæringsekspert og sundhedsrealist, Christian Bitz.
Se også: HealthySkinnyBitch: Sådan holder jeg mig sund
Vi har bedt Christian Bitz om at færdiggøre 9 sætninger om sundhed og træning, og du kan blandt andet blive klogere på, hvilken simpel ting, der altid kan redde hans dag, og hvordan det perfekte dag a la Christian Bitz forløber. Læs med her…
Navn: Christian Bitz
Alder: 38
Job: Sundhedsrealist
Færdiggør sætningen…
For mig er sundhed… Livskvalitet. Jeg prioriterer en sund livsstil for at kunne præstere og levere på det niveau, jeg gerne vil – både professionelt og privat. Sundhed er simpelthen med til at give mig en bedre livskvalitet. Jeg er samtidig meget ærlig omkring, hvad der ellers giver mit liv værdi, så jeg søger hele tiden en realistisk balance mellem skyr og rødvin.
Mit yndlingsmåltid… er når jeg er sulten. Og det er jeg tit! Intet måltid nævnt – intet glemt… Jeg spiser aldrig, hvis jeg ikke er sulten, og jeg springer gerne et måltid over, hvis jeg ikke kan få noget ordentligt. Når jeg f.eks. kører rundt i landet og holder foredrag, så spiser jeg ikke, hvis jeg ikke kan få noget ordentligt. Jeg kan sagtens fungere uden mad – og nyder så bare endnu mere at spise, når jeg kommer hjem.
Ingen dag uden… Smil. Jeg har et generelt positivt livssyn – nogle gange på grænsen til det naive. Der skal meget til at gøre mig sur og få mig ned i kulkælderen. De fleste dage i mit liv er fulde af masser smil og grin. Er der noget bedre end et godt gedigent grin, der kommer lige fra hjertet? Jeg tror det ikke. Og ud over de mange gode grin, så har forskning vist, at folk med et positivt livssyn i gennemsnit lever 2 år længere end mennesker, der er meget negative.
Jeg træner… Mest muligt. Det betyder konkret 4-6 gange om ugen, fordelt på 2-4 løbeture i skoven og 2 gange styrketræning. Når jeg i perioder ikke har så travlt, så nyder jeg også at spille fodbold, squash og andre sociale sportsgrene. Ud over motion, så er jeg meget opmærksom på at bevæge mig mest muligt i hverdagen.
Træning gør mig… Stærkere og roligere. Jeg er tosset med at stå på en scene om aftenen efter en lang dag og stadig mærke den fysiske styrke i min krop og det mentale overskud, som træning giver mig. Træning er samtidig min ventil og mulighed for at koble af. Træning og fysisk overskud gør mig også mere rolig og i stand til at tackle udfordringer i hverdagen.
Den perfekte dag starter med… At kysse min smukke kæreste. Så kan verden sgu’ bare komme an. Min kæreste giver mig følelsen af at være uovervindelig, og at jeg kan overkomme det hele. Det kan jeg selvfølgelig ikke, men så er hun der til at få mig på ret kurs igen. Vi taler om alting og på trods af mange dygtige mennesker omkring mig, så er det min kæreste, der flytter mig mest. Det er jeg evigt taknemmelig for.
Lørdag formiddag kan man finde mig… i sofaen med en avis og en espresso. Eller det er i hvert fald det, som jeg drømmer om. Men som regel så bliver lørdage og weekender brugt på en masse aktiviteter. Jeg er vild med at fordybe mig, men endnu mere vild med at være far for mine børn og bonusbørn. Jeg elsker spontane ting, der opstår ud af ingenting.
Min guilty pleasure er… Chokolade og rødvin. Tænker ikke så meget over skyld, og jeg får aldrig dårlig samvittighed, som er helt ubrugelige følelser. Mit sundhedsniveau er højt, så jeg har masser af plads til nydelse.
Mit bedste sundhedsstip er… Luk munden og let røven! Og smil. Så kan det ikke siges meget mere præcist. Jo, husk at sundhed er en individuel ting. Vi skal ikke alle være lige sunde eller slanke, så det bedste man overhovedet kan gøre er at være bevidst om egne sundhedsambitioner – og hvad man realistisk kan og skal nå.
Vil du gerne læse endnu flere sunde tips fra seje og sunde danske kvinder og mænd?
… Så stay tuned og følg med på siden – den næste person, som vi sætter fokus på er mode- og livsstilsblogger Emily Salomon.