Sundhed

Stephanie Bang: Sådan holder jeg mig sund

- 28/04/2016

ELLEs madblogger på A Food Affair, Stephanie Bang, beskriver sig selv som en dedikeret grøntsags- og juicenarkoman og hver dag deler hun sin store passion for grøn og nærende hjemmelavet mad på A Food Affair. Derudover elsker Stephanie at løbe og skal gennemføre sit første marathon til efteråret...

Stephanie Bang er en dedikeret grøntsags- og juicenarkoman, som udover at være PA for ELLEs chefredaktør, deler sin store passion for grøn og nærende hjemmelavet mad på ELLE-bloggen A Food Affair.

Hendes mission er at sprede et budskab om, at det er sjovt at leve sundt og handler om alt andet end råkost og selleristængler.

Læs også: Julie Zangenberg: Såda holder jeg mig sund

Derudover er hun er hun en del af ELLExadidas ambassadørholdet, og har i den forbindelse sat sig et mål om at løbe maraton i Berlin til september. 

Vi har bedt Stephanie om at færdiggøre 9 sætninger om sundhed og træning, og her kan du blive klogere på netop dette:

En sund hverdag er… Noget alle burde forære sig selv. Jeg lever primært af en plantebaseret kost (90/10), som er suppleret med æg og fisk i mindre mængder, og kunne slet ikke forestille mig ikke at gøre det. Da jeg var yngre døjede jeg med et dårligt helbred, som til sidst tvang mig til at lægge min kost helt om. Det er et valg, jeg takker mig selv for hver eneste dag, og som jeg aldrig kommer til at fortryde. Derudover har jeg et soft spot for juice, superfoods, broccoli og store farverige salater, hvilket vist aldrig har gjort nogen fortræd.

Den bedste måde at starte hverdagen på… Er at kunne stå tidligt op til solskin, cykle til morgentræning hos min træner og bagefter spise en stor, grøn morgenmad. Alle tre ting skal kunne streges fra listen, inden jeg møder på arbejde kl. 9 (vildt irriterende morgenfrisk-type, tror det er en genfejl …)

Jeg træner… Gerne 4 – 5 gange om ugen. Ikke nødvendigvis lige effektivt hver gang, men kan godt lide følelsen af at holde mig i gang. Min træning må ikke blive for ensformigt, så jeg kombinerer boksning, styrke, løb og pilates, men har mest fokus på de to sidstnævnte i øjeblikket. Løb er begyndt at fylde meget hos mig siden jeg tidligere på året blev ELLExadidas ambassadør. Det har åbnet helt nye døre for mig og givet mig blod på tanden og energi i benene for at kunne nå de lange distancer. Pilates dyrker jeg fordi jeg kæmper med en core, der ikke er helt så stærk, som jeg gerne så den var.

Jeg finder inspiration til sundhed og træning… I bøger og blandt de mennesker jeg deler min passion for nærende mad med. Jeg er selv kreativ i køkkenet, men knap så dygtig når det kommer til træning, så her er det min træner Joanna, som inspirerer og skubber mig i gang.

Jeg spiser aldrig… Den liste er lang, men der er især streg under kød, mælkeprodukter og kunstig slik. Har en tommelfingerregel, der hedder, at hvis jeg ikke kan udtale én eller (endnu værre) flere ingredienser i en vare, så spiser jeg det ikke. Og så undgår jeg selvfølgelig alt der starter med et stort E og slutter med tal.

My guilty pleasure er… Den liste er også meget lang, men her er der streg under vin, Gin & Tonics, peanutbutter, mørk chokolade og dadel-romkugler fra Landbageriet (dog helst ikke det hele på samme tid).

Mit bedste sundhedstip er.. Lyt til din krop og tag dens signaler seriøst. Det er dit ansvar at passe på den, og du har større indflydelse på dit helbred, end du selv tror. Jeg prædiker ikke alle skal leve som mig, men mener derimod, at vi hver især skal skabe en balance, der passer til den du er, og det liv du gerne vil have. Er selv ret inspireret af en sætning, som den græske læge Hippókrates sagde tilbage mange år før Kristi fødsel: ”Let food be thy medicine and medicine be your food”. Dét budskab mener jeg, vi alle burde tage til os.

Hvis der var 25 timer i døgnet, ville jeg… Bruge hver ekstra time i mit køkken. Jeg er jordens største mad-øre, og elsker at lege og eksperimentere med nye grønne retter, som ikke kun smager godt og er sprængfyldt med næringsstoffer, det skal også se godt og indbydende ud (#cameraeatsfirst)!

I 2016 vil jeg… Kæmpe for at komme i virkelig god form og forhåbentlig gennemføre et maraton i september. Jeg har længe haft lyst til, at give min træning endnu mere fokus, men har manglet overskuddet. Derfor har jeg investeret i et længerevarende og intenst forløb med min træner, sat mig selv nogle klare mål og indrettet min hverdag efter, at det er det der er i fokus. Den plan skal også gerne efterleves i 2017.

Psst… Kunne du tænke dig at gøre Stephanies grønne morgenskål, som er vist øverst på billedet, kunsten efter? Du finder opkriften på det sunde morgenmåltid lige her. ‘

Og hvis du vil have endnu mere mad-inspiration fra Stephanie og hendes sunde madblog, har vi samlet nogle af Stephanies mest populære – og velsmagende – opskrifter i galleriet.

… God appetit!