I samarbejde med Urtekram og Maria Engberg, der står bag bloggen, Vanløse Blues, giver vi dig her opskriften på en lækker og hurtig aftensmad, som du kan nyde på sommerens varme aftener: Falafelpizza med rødbedehumus
Sommeren er over os, og hvad er mere sommerligt end at arbejde med alle de farverige og friske råvarer, som er i sæson netop nu? I samarbejde med Urtekram og Maria Engberg – bloggeren bag den veganske og glutenfri blog Vanløse Blues – har vi skabt en række sunde opskrifter, der kan give inspiration til en grønnere og sundere hverdag.
I ELLEs juni-magasin, der er på gaden fra 30. maj til 27. juni, får du et helt tillæg, ELLE Sommermad, der er dedikeret til det veganske sommerunivers. Tillægget består af 25 sunde og sommerlige opskrifter, som Maria Engberg har udviklet særligt til ELLE, og du kan godt glæde dig til alt fra søde morgenmadsanretninger til nem frokost, insta-worthy aftensmad og ikke mindst snacks, der er så lækre at man næsten skulle tro, at de var syndige… Men alle opskrifter kan laves med en glinsende sund glorie, for de er nemlig lavet med økologiske råvarer for Urtekram og er sprængfyldte med vitaminer, gode fedtstoffer, mineraler – og ikke mindst grønt i lange baner.
FALAFELPIZZA MED RØDEBEDEHUMUS
Som teaser for opskrifthæftet du får gratis med ELLE i juni måned, deler vi opskriften på falafelpizza med rødbedehumus, der er en lækker og vegetarisk ret til de lune sommeraftener, hvor du har brug for noget der lyder som synderi, men faktisk er en ren, sund protein og vitaminbombe og et farveorgie for øjnene og en smagseksplosion for sanserne. Uanset hvem du serverer dem for, vil store som små stensikkert bede om mere, for de lækre pizzaer, hvor bundende er lavet af falafel-fars og toppingen har godt med smag fra tahin og rødbede og knas fra de sprøde grøntsager, er ikke til at modstå!
Det skal du bruge:
Bunde:
– 250 g kikærter (tørvægt)*
– 1 spsk. tahin*
– 1 stor håndfuld bredbladet persille
– 1 løg
– 2 fed hvidløg
– 2 tsk. stødt koriander*
– 2 tsk. spidskommen*
– 2 tsk. flagesalt
– 2 spsk. loppefrøskaller*
Rødbedehummus:
– 1 dåse kikærter*
– 4 små kogte rødbeder
– 1 citron (saften)
– 2 spsk. tahin*
– 2 fed hvidløg
(fintrevet)
– 2 tsk. stødt koriander*
– 1 tsk. spidskommen*
– Salt og peber
Topping:
– Oliven*
– Agurk og tomat (i skiver)
– Frisk persille
– Ristede sesamfrø*
* Fås i Urtekrams økologiske sortiment
Fremgangsmåde:
- Sæt kikærterne i blød i vand i min. 10-12 timer. Hæld vandet fra kikærterne. Skyl og afdryp dem. NB! Kikærterne skal ikke koges.
- Kom alle ingredienser i en foodprocessor, og hak dem jævnt og fint.
- Tænd ovnen på 200 grader, og kom bagepapir på en bageplade. Form farsen til 6 små pizzabunde, og placer dem på bagepladen.
- Sæt pladen i ovnen, og bag dem i 15 min.
- Kom alle ingredienser til hummussen i foodprocessoren, og kør den til en jævn og cremet konsistens.
- Smør falafelpizzabundene med hummus, og pynt med oliven, agurk, tomat, persille og ristede sesamfrø.
Ingredienserne består dels af årstidens frugt, grønt og bær, dels af velsmagende økologiske ingredienser produceret af Urtekram, som har mere end 40 års erfaring med økologi til køkkenet, mens selve opskrifterne er komponeret og gennemtestet af madbloggeren og grøntsagselskeren Maria Engbjerg aka Vanløse Blues.