Byt søndagens boller og skyr ud med en mexicansk brunchbowl. ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, deler her sin favoritversion med dig. Sí gracias!
Jeg blev inspireret til denne mexicanske brunchbowl, da jeg var i Los Angeles i foråret. Det hotel, jeg boede på, havde en mexicansk morgenmad på menuen. Deres version bestod dog kun af sorte bønner, salsa og æg, og altså ingen grøntsager – det var jo USA.
Min version er en smule mere grøn, men bønner og æg har ikke måtte lade livet af den grund.
Giv dig i kast med brunchbowlen hen over weekenden. Det er et skønt alternativ til boller med ost.
Opskriften er til to personer:
Ingredienser:
Mexicansk bowl:
- 1 dåse sorte bønner, drænet for vand
- 1 bakke brune champignon
- 1 spsk. tamari (glutenfri soya)
- 2 gulerødder
- 1 dåse søde majs
- 2 store håndfulde spinat
- 2 æg
- 1 forårsløg
Tomatsalsa:
- 1 lille bakke små tomater
- ½ rødløg
- 1 håndfuld frisk basilikum
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. olivenolie
- Saften fra ½ citron
- Salt og peber
Guacamole:
- 2 avokadoer
- 1 fed hvidløg
- Saften fra ½ citron
- Salt og peber
Ekstra:
- Tørret chili
- Krydderurter
Læs også: Verdens niende bedste bartender er dansk, og her deler han tre af sine personlige opskrifter.
Sådan gør du:
- Skær tomaterne ud i kvarte og bland med fintsnittet rødløg, presset hvidløg, hakket basilikum, olivenolie, citronsaft og salt og peber. Det er bedst hvis salsaen kan stå i lidt tid, så tomaterne kan trække smag.
- Skyl champignoner og skær dem i kvarte. Steg dem på en tør varm pande til de bliver gyldne og sprøde. Tilsæt 1 spsk. tamari og steg videre i ét minuts tid. Det giver en dejlig saltet smag.
- Blend de to avokadoer med hvidløg, citronsaft og salt og peber til en ensartet creme. Jeg bruger enten en stavblender, eller en minihakker.
- Skræl gulerødderne og kør dem enten til ’spaghetti’ på en spiralizer, eller hak dem helt fint med en skarp kniv.
- Steg de to æg på panden, så du får to spejlæg.
- Anret nu spinat, bønner, tomatsalsa, stegte svampe, gulerødder, majs, guacamole og spejlæg i to skåle. Pynt med tørret chili, krydderurter og lidt fintsnittet forårsløg.