Et "før/efter"-billede har i dag skabt stor debat om kvindekroppen på ELLEs sundhedsskribent, Sara Jin Smidts, Instagram-profil. Nu stiller Sara spørgsmålstegn ved, hvorfor vi kvinder har så travlt med at dømme hinanden og efterspørger, at vi bliver bedre til at klappe hinanden på skuldrene.
ELLEs sundhedsskribent, Sara Jin Smidt, aka. Healthyskinnybitch, har i dag skabt debat om kvindekroppen med et helt særligt før-efter billede. Læs hele Saras klumme her…
Tekst: Sara Jin Smidt / HealthySkinnyBitch
Idag har jeg lagt nedenstående før/efter billede på min Instagram og Facebook, og jeg skal da lige love for, at det skabte røre i andedammen. Teksten til billedet lød:
“#HSBbootcamper fra B-menneske til morgentræningstypen
Denne seje bootcamper har virkelig formået at rykke sig på 8 uger! 7.3 kg mindre, 4.7 % point ned i fedtprocent, 1.9 kg mindre lean-body-mass og 53 cm mindre over bryst, talje, hofte, lår og arme. Men ud over de fysiske målinger og ikke mindst forbedrede kondi og styrke, så har hun virkelig rykket sig meget mentalt. Hele hendes tilgang til kost og træning har ændret sig, og så er hun gået fra at være B-menneske til rent faktisk at nyde morgentræning. Læs hendes testimonial og se hendes før/efter billeder på bloggen, hvor du også kan læse mere om den nye bootcamp med opstart i januar”
Sekundet efter, at jeg havde trykket “post” begyndte en lang række kvinder at dele, hvilket billede de bedst kunne lide med kommentarer som at hun var pænere på før billedet, at hun ikke skulle tabe sig, at hun var for tynd og at der var piger, der fik mindreværkskomplekser og dårligt selvværd af at se disse billeder.
Jeg vil gerne starte med at understrege, at dette ikke er ment som en løftet pegefinger, men mere som en motivation til alle dem, der godt kunne tænke sig at leve lidt sundere, droppe de dårlige vaner eller bare smide de sidste 2 kg. Desuden har pigen på (efter)billedet en fedtprocent på 26,4% og en helt normal BMI. Hun er derfor på ingen måde hverken for tyndeller usund. Tværtimod har hun ved at udskifte sin pizza med broccoli og grønt, skruet op for intensiteten af sin træning tabt sig. Hun har igennem hele bootcamp forløbet spist sund almindelig mad med masser af grøntsager, mager proteinkilder samt en begrænset mængde fedt og kulhydrat opnået en sundere og stærkere krop. Forbedret sit kondital og iltoptagelse markant og kan nu løfte mange flere kg end hun kunne før. Hun er vildt glad os stolt af sine resultater og sin krop, og jeg synes hun er mega modig, at hun tør at dele sin historie.
Vi er ikke ude på at diktere, hvordan andre skal se ud, hvad de skal spise eller hvordan de skal leve deres liv. Vi viser blot, at man ved almindelig kost og træning kan forbedre sin form, tabe fedt og blive stærkere. Så kan folk mene, hvad de vil om billederne, men det vigtigste er vel at hun er glad?
Jeg synes, at det er så underligt, at vi “kvinder” har så travlt med at dømme hinanden. Der var INGEN der spurgte “hvilket billede kan du bedst lide?”, og alligevel forarger det så mange kvinder derude. Jeg talte med min (kloge) kæreste Toke om det, og han havde en virkelig fin pointe. Hvad med at “vi” aka. kvinderne allesammen bliver lidt bedre til at klappe hinanden på skuldrene?
Hvis en mand havde knoklet i 8 uger for at blive ripped og få en six-pack, så havde hans venner sagt “godt gået” og anerkendt ham. Hvis en anden (kvinde som mand) skulle løbe et marathon eller gennemføre en ironman, så ville det være sejt fordi det var performance orienteret, men en kvinde der træner 4 gange om ugen, udskifter bland-selv-slikket med almindelig mad, og smider et par kg, som hun har taget på over en længere periode er forkert. Hvorfor? Fordi hun ikke var decideret overvægtig før.
Jeg tillader mig at være uenig her. Jeg synes ikke, at alle skal være tynde eller nødvendigvis skal træne 4-5 gange om ugen, men jeg synes også at der skal være plads til dem der gør. Der er masser af tv programmer om folk, der udelukkende fokuserer på mænd og kvinder der vejer 130 kg+ og det er så fint, men jeg henvender mig også til dem, der måske bare gerne vil tabe sig de sidste 2 kg, blive stærkere, sundere eller droppe de dårlige vaner. For mig er sundhed ikke kun for de overvægtige. Der er masser af skønne kvinder derude, der gerne vil spise lidt mindre kage eller tabe sig 2 kg uden at det handler om spiseforstyrrelser eller lignende. Jeg skriver ikke, at alle skal se ud som pigen på billedet, og hvis du kigger efter kan du se, at hun er meget pæreformet. Det betyder også at hun kommer til at se tynd ud på overkroppen på efterbilledet, men hun er ikke undervægtig. Hverken i sin BMI eller fedtprocent. Jeg forsøger at give folk et realistisk billede af, hvad det kræver at spise sundt, træne regelmæssigt og for den sags skyld også tabe sig. Jeg gør mig ikke til herre over, hvem der skal tabe sig eller hvor meget, men dem der ønsker at tabe sig skal gøre det på den sundest mulige måde, og have de bedste redskaber til det, og det håber jeg at kunne give dem. Det er ikke ment som en løftet pegefinger, men blot som motivation til dem der ønsker at leve sundere. Der er altid nogle, der vil føle sig ramt, og hvis jeg siger folk skal spise mere broccoli, så er der nogle der får det dårligt med at spise pommes fritter til aftensmaden i stedet for broccoli. Skriver jeg at det er sundt at træne 3 gange om ugen er der nogle der får det dårligt ved at de “kun” træner en gang om ugen osv. Jeg er med på, at jeg ikke skal opfordre til forskruede skønhedsidealer, men omvendt tillader jeg mig, at vise folk, hvad de kan opnå ved almindelig mad de kan købe i netto og ved almindelig træning i et fitnesscenter. Det er hverken syge kosttilskud eller skønhedsidealer som fx bikinifitness modeller, der kræver kroppen som et fuldtidsjob. Jeg håber, at I kan følge mig. For jeg kan sagtens følge folks tankegang om, at man skal passe på, hvordan man påvirker folk, men omvendt så synes jeg også, at denne pige kan være pisse stolt af sin indsats, krop og resultater.
Jeg synes, at vi skal blive bedre til at rose hinanden. Klappe hinanden på skulderen og sige godt arbejde for som Toke siger: “Vi er alle forfængelige i et vidst omfang – nogle gange bruger vi en masse penge på tøj og sko, og nogle gange vælger vi at bruge noget mere tid og energi på at skære lidt ekstra sul af kroppen. Ved sidstnævnte kommer man ovenikøbet i bedre fysisk form, bliver stærkere, mindre syg og mange andre veldokumenterede positive bivirkninger – OGSÅ MENTALT! Kroppen er dejlig – i alle former – men det vigtigste er at vi har det godt i den, på alle mulige måder – INGEN af disse piger er i nærheden af en “farlig” lav fedtprocent – så prøv at støtte hinanden lidt mere i jeres individuelle valg af udseende (og livsstil) også kropsligt – “live and let live” :)”