… og det koster dig kun 250 kroner at gøre hende kunsten efter.
Der er få ting, der føles bedre end at klæde sig ekstra fint på til et brag af en fest. Men noget, der kan lægge en dæmper på stemningen, er udsigten til den stand, dine fødder vi være i, efter en hel aften i dine yndlingssko med høje hæle.
For vi har alle sammen været der: Altså, der, hvor ens høje sko sætter en kæp i hjulet for morskaben, fordi trædepuderne er ømme, stropperne strammer, og det generelt føles som tortur at tage et enkelt trin på dansegulvet. Ja, faktisk ville man hellere gå barfodet over brændende kul, end at tage ét skridt i skoene, der må være skabt til at indgyde smerte.
Men heldigvis findes der råd, og i dette tilfælde er gode råd ikke engang dyre.
Gwyneth Paltrow har nemlig delt et hemmeligt hack på sin Instagram, der efter sigende skulle gøre ømme dansefødder til en saga blot.
Hendes trick – der kun koster 250 kroner at erhverve sig – er nemlig noget så simpelt som kompressionsbånd til forfoden, der beskytter mod tryk og pres fra sko og kropsvægt.
”Dette er mit hemmelige våben til at undgå ømme fødder efter en aften ude i høje hæle,” skiver Paltrow på Instagram.
Kompressionsbåndende, der kan købes på Amazon.com, har ikke blot Goop-iværksætteren på fanlisten.
Læser man anmeldelserne fra almindelige købere, vil roserne ingen ende tage – og faktisk siger flere, at de er blevet så glade for de små bånd, at de også bruger dem i deres hverdagssko.
Kompressionsbåndende kommer i to farver; sort og beige, så de let kan kamufleres i de sko, der udfordrer din smertegrænse mest. Og det er næsten dumt ikke at prøve til den pris.