Sundhed

Få opskriften: Sunde kugler med lakrids og hvid chokolade

- 19/08/2013

Forkæl dig selv og dine gæster med god samvittighed med lækre chokolade- og lakrids-kugler

Vi elsker lækre desserter! Og især når de er sunde. Med denne opskrift kan du forkæle dig selv og dine gæster med en skøn, lille dessert, som får munden til at løbe i vand.

Kuglerne, som er stærke udenpå og bløde indeni, er med lakrids og hvid chokolade – lige til at sætte tænderne i!

Kugler med lakrids og hvid chokolade

(ca. 40 stk.)
100 g hvid chokolade
25-30 friske dadler (købes i æsker i grøntafdelingen)
75 g mandler med skal
fintrevet skal af 1 appelsin
2-3 spsk. appelsinsaft
½-1 dl kokosmel
2 spsk. god kakao
2-3 tsk. lakridspulver

Hak chokoladen groft, og smelt den i en lille skål over vandbad. Pas på, den ikke bliver for varm!

Tag stenene ud af dadlerne, og kom dadler, mandler, appelsinskal og 2 spsk. saft i en blender/hurtighakker. Kør det ret findelt. Er det meget fast, så kom lidt mere saft i. Hæld den smeltede chokolade i, lidt ad gangen, og kør det sammen. Kom så meget kokosmel i, at massen bliver fastere og sammenhængende. Den bliver fastere, efterhånden som den køles af. Tag massen ud på bordet, og tril 2-3 stænger af den. Lad dem køle lidt af, og skær dem i 40 stykker. Tril dem til kugler. Bland kakao og lakridspulver, og tril kuglerne nogle gange i det. Det gøres nemt på en tallerken, som du ryster. Lad dem blive helt kolde, bedst på køl. Opbevares koldt.